VIL DU OPLEVE VERDEN PÅ VRANGEN?

Har du nogensinde overvejet frivilligt arbejde i udlandet? Ellers er det på tide at gøre det nu. Foruden en masse pluspoint på din personlige udviklingskonto, giver det også et flot hak på dit cv. Og du kan opleve verden fra en helt anden side. Hvis du lader turistpiloten blive hjemme og rejser ud med det formål at lære dig selv og verden bedre at kende, er der uendelig mange muligheder. Kom helt ind under huden på fremmede kulturer, lær et nyt sprog, mød nye mennesker og bliv en del af lokallivet.

 

 

HVAD SKAL DU VÆLGE?

DU ER KLAR til at holde dit sabbatår, trække stikket og stikke af ud i den store verden. Hvad vil du? Hvad har du lyst til? Der er masser af rejsebureauer og organisationer, der står på spring for at sende dig af sted, men vælger du dem, skal du være opmærksom på, at det ofte koster en mindre bondegård for at få lov til at hjælpe. Dette er ikke en løftet pegefinger, blot info. Jeg er sikker på, at hvis du vælger en af disse, vil du kunne få dit livs oplevelse. Lad dig inspirere af fx

Jysk Rejsebureau

Kilroy

Mellemfolkeligt Samvirke

Project Abroad

Exis

Save A Heart

 

Få nye venner på tværs af kulturer og oplev verden på an anderledes måde.

 

HVAD NU HVIS DU INGEN PENGE HAR?

MEN HVIS NU du ikke har mulighed for at bruge en mindre bondegård på at hjælpe. HVIS nu du bare ikke kan vente, til du har sparet penge sammen og bare vil af sted NU. HVAD gør du så?

Der er faktisk masser af andre muligheder, hvis du springer bindeleddene over og går direkte til kilden. Den mest inspirerende side jeg til d.d. er stødt på, er Work Away. Denne hjemmeside giver dig et hav af muligheder for at arbejde frivilligt kloden rundt; forestil dig at arbejde med Huskys i Norge, tage imod unge mennesker på et hostel i Caribien, lære at leve som en cowboy i Canada, undervise i surfing i Costa Rica, blive økoekspert i Honduras. You name it – du kan sågar arbejde med lamaer i lille Danmark. Listen er uendelig, og man kan begrave sig flere dage på denne hjemmeside for kun at blive endnu mere forvirret over, hvad man gerne vil. Fordi det hele bare lyder for godt til at være sandt.

Forskellen på denne måde at være frivillig på er, at det er familier, der åbner deres døre for dig. De tilbyder kost og logi og forventer til gengæld, at du arbejder x antal timer pr dag. Timeantallet varierer meget, og det gør arbejdsbyrden sikkert også. Du har ingen kontakt med noget bureau – kommunikationen er direkte med familien, og det er dem, du aftaler dit ophold og afstemmer dine forventninger med. (OBS. Det koster et mindre gebyr at registrere sig på hjemmesiden.)

 

SÅ HVAD VIL DU? Den gode nyhed er, at der findes så mange fantastiske muligheder. Den dårlige nyhed er, at det er så svært at vælge. Men lad være med at gøre som mig og vente for længe, fordi du ikke kan bestemme dig. Man skal altid starte et sted, og så følger resten automatisk.

 

Lær nye ting.

 

FEEDBACK

Har du selv haft oplevelser med frivilligt arbejde i udlandet? Så skriv det gerne i kommentarfeltet eller send mig et rejsebrev som kan publiceres på bloggen, så andre kan få gavn af dine erfaringer.

Skriv et svar

Captcha loading...