FOTOESSAY: VOR FRELSER KIRKE OG ET SNERT AF AKROFOBI

Højdeskræk. Det ligger dybt i mig. Aner ikke hvor den er kommet fra, for da jeg var lille, kunne det ikke blive vildt og højt nok. Nu ryster hele kroppen, bare jeg kigger ud af et vindue på 3. sal. Men det skal blive løgn, skal det. Jeg kan ikke bo i bjergene og gå glip af alle de halsbrækkende vandreture, der bare ligger og kalder på mig. Så da jeg for nylig var en tur i København og min skønne veninde mente, at det var på tide, at vi begav os op på toppen af Vor Frelser Kirke, sagde jeg straks ja tak, velvidende at jeg nok nærmest skulle kravle derop.

 

IMG_5357
Det blev dog ikke kun mig, der kravlede… Den først del af turen gik forholdsvis smertefrit, da man går inde i tårnet. Der er godt nok meget små og stejle trappe, hvor man skal kante sig forbi de besøgende, der er på vej ned, men der er trods alt ikke frit fald, hvis man skulle skvatte på trappen. Gelébenene meldte dog alligevel allerede deres indtog, men op det gik…

IMG_5389
Op, op, op. Og så gik den ikke længere. Døren til det fri var lige foran os og med bævrende angst kæmpede jeg mig ud på trappen, der elegant snor sig omkring det gyldne tårn. Skrækken var til at leve med, og selvom der skulle holdes fast i gelænderet – der forøvrigt havde “hul” forneden – steg vi langsomt mod toppen. Formåede endog at grine undervejs, selvom det var mere af angst end af glæde.

IMG_5349
Og udsigten var en belønning i sig selv. Udsigt over hele skønne København, hvor sommeren havde sat sit indtog og strålede tilbage til os.

IMG_5350
Udsigt over Christianshavn, voldene og Christiania. Selvom vejrtrækningen var hurtig, på grænsen til hyperventilation, var der alligevel en næsten meditativ tilstand over denne oplevelse. Udsigten tager vejret fra én, og man finder ud af, hvor lille man er. En brik i et puslespil. En af mange.

IMG_5393
Men belønningen kommer, når man når toppen. YES. We did it. Dén følelse af at have gjort det. Måske ikke verdens største bedrift, men alligevel et meget stort skridt på vejen. I hvert fald for 2 x Trine, der kæmpede med højdeskrækken. Hvordan Anne kunne tage det hele så nonchalant og uden angst, forstår jeg ikke, men jeg vil gerne nå dertil, hvor hun er, så jeg kan få besteget de bjergtoppe, jeg kigger på hver eneste dag…

IMG_5359
Lettede kan vi puste ud på toppen. Men vi skal jo også lige ned igen.

Skriv et svar

Captcha loading...