FOTOESSAY: STORHERTUGDØMMET LUXEMBOURG

“Mir wëlle bleiwe wat mir sinn”. Dette er mottoet for det lille miniput land med kun ca. en halv million indbygger. “Vi vil blive, som vi er.” Gennem historien er der blevet hugget en hæl og klippet et par tæer af de tre omkringliggende nabolande Frankrig, Belgien og Tyskland, men luxembourgerne holder stædigt fast i det sidste lille stykke, og det er der ingen, der skal blande sig i. De holder også fast i deres eget sprog letzeburgsk, der til forveksling minder meget om schwitzerdütsch, hvilket gør, at jeg rent faktisk forstår rigtig meget, når de taler. Den historiske baggrund medvirker til, at Luxembourg i dag er en livlig, kosmopolitisk hovedstad, hvor fortiden er fusioneret med fremtiden. Hvor gammel møder nyt og finder hinanden i et smukt moderne samsurium.

 

 

LUXEMBOURG BY

 

The Grand Ducal Palace Luxembourg
The Grand Ducal Palace; Luxembourg har siden 1815 været et storhertugdømme, og det er her i paladset, storhertugen officielt bor. Paladset ligger klemt inde mellem en masse andre gamle bygninger, og ved første øjekast opdager man ikke lige umiddelbart, at det er et palads.

 

Luxembourg
Luxembourg by ligger i flere højder, og fra det velholdte fæstningsværk har man en smuk udsigt over både den gamle og den nye bydel, hvor historiske bygningsværker blander sig med nye skyskrabere, der kæmper om at nå op i himlen.

 

Luxembourg
Når man står og kigger ned, ser husene helt legetøjsagtige ud, og tankerne ledes straks hen på Legoland. Det ligner en lille miniatureby, bygget op af legoklodser.

 

Luxembourg
Kig til den anden side og de store finansbygninger skyder op i horisonten. Denne side ser ikke så imponerende ud som den gamle by, men har alligevel en vis charme. Når man kører gennem den nye bydel, oser det nærmest af penge og velstand, og den ene nye bygning efter den anden rejses side om side.

 

 

UNESCO VERDENSARV

 

UNESCO
Luxembourg byder på intet mindre end 3 UNESCO verdensarver, nemlig fæstningsanlægget med den gamle by, fotosamlingen “The Familiy of Man” og “Dancing procession of Echternach”, der udføres på “Whit Tuesday”.

 

Luxembourg
Man kan komme ind i fæstningsanlægget og gå rundt i de såkaldte “Casemates”, tunneller der snor sig ud og ind mellem hinanden og har kighuller til alle sider, så soldaterne kunne holde øje med eventuelle fjender og beskytte byen. Der er ikke rigtig nogen vejviser, og ofte støder man på en blind gang, men det er spændende at gå på opdagelse i fortiden.

 

Luxembourg
Fæstningen blev kaldt for “Nordens Gibraltar” og på grund af sin strategiske position mellem kongeriget Frankrig og det hellige romerske rige, blev den et af de vigtigste befæstede steder i Europa mellem det 16. århundrede og 1867, hvor det delvist blev nedrevet. I tidens løb har de forskellige stormagter afsat mange historiske fodprint på bygningsværket ved at lade deres berømte arkitekter bidrage med udviklingen af fæstningen.

 

Et gammelt udvekslingscertifikat fra 963 mellem Trierer Sankt Maximinabtei og Siegfred.

 

PÅ FUTTUR RUNDT I DEN GAMLE BYDEL

 

Luxembourg
Lige uden for indgangen holder et lille grønt tog klar til at fragte dig rundt i den gamle bydel. Den kører hver halve time, og undervejs bliver der speaket i høretelefonerne, der dog skratter mere end godt er.

 

Alzettefloden
Alzettefloden er en 70 km lang biflod der løber gennem Luxembourg by. Den udspringer i syd ved Esch-sur-Alzette og udmunder i nord ved Ettelbrück i Sûre, som er en biflod til Mosel.
Luxembourg
Kig ned gennem gaden til paladset. Sidst på eftermiddagen liver sidegaderne op og vrimler med smukke unge mennesker i jakkesæt, der nyder en fyraftensdrink på fortovscaféerne.

 

Luxembourg
Et blik ned gennem gaderne i den gamle by. Bemærk skriften på væggen midt i billedet. “Mir wölle bleiwe wat mir sin.”

 

Luxembourg
Husene er smukke og velplejede, og hvisker om hemmeligheder.

 

Luxembourg
Måske du er den, der kan finde den hemmelige nøgle? Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var for et sted, men måske du ved, hvad det er?

 

 

“MIR WÄLLE BLEIWE WAT MIR SIN”

Luxembourg er bestemt et besøg værd, og næste gang vil jeg også tage mig tid til at se mere af det smukke land end kun byen. Naturen er virkelig storslået, grøn og frodig. Bakker bølger sig af sted, og selvom landet er så lille, er man ikke i tvivl, når man krydser grænsen. Det er anderledes end sine omkringliggende storebrødre, der gennem tiden alle har snuppet en bid af kagen, for de har formået at stå ved deres motto: “Mir wölle bleiwe wat mir sin.”

 

LÆS OGSÅ:

LYNVISIT I LUXEMBOURG

 

 

Skriv et svar

Captcha loading...