FINE PORTOFINO

I det grønne og tætte buskads lyder der en koncert fra frøerne, der har gang i parringsdansen. Luften vibrerer af elskov, mens regnen stille falder ned over os. Vi er kommet til Italien. Det magiske land hvor La Dolce Vita kommer i første række, og det gælder om at nyde hvert minut. Hver en smag, hver en duft, hver en nydelse. Selv frøerne ved, hvordan det foregår. Og æslet åbenbart også, viser det sig morgenen efter. Meget tidligt.

 

FRØERNES SANG

Vi lander i lufthavnen i Bergamo, og træder fra flyet ud i den lune luft. Ikke varmt, ikke koldt, men lunt. Skyerne hænger dybt nede over os, men optimismen fejler ikke noget. Vi er på vej…

Turen til Santa Margherita, der ligger i Ligurien på halvøen Portofino, er ikke lang. Der er Autostrada hele vejen, og det ligner en kort køretur. Men hvad der på papiret kun er et par hundrede kilometer, er noget lidt andet i virkeligheden. Nok står der, at fartgrænsen er 130km i timen, men du skal nok være mere end almindelig vovet, hvis du tør nærme dig denne grænse. Den ene kurve afløser den næste, og vejene er ikke specielt vedligeholdte. Til gengæld er udsigten smuk, og i stedet for hasarderet motorvejskørsel nyder vi de smukke bjerge omkring os. Vi har tid nok.

 

Udsigt over Santa Margherita.

Vi har booket et værelse på Villa Gnocchi, et Agriturismus oppe i bjergene, væk fra Alfavej. Som navnet godt kunne hentyde til, er her desværre ingen lækker restaurant eller lignende, men efter en indkørsel / nedkørsel, hvor man ikke rigtig tror på, at bilen vil kunne komme rundt om hjørnerne, står værten klar til at modtage os med åbne arme. Vi får gode råd med på vejen til vores lille bitte værelse, hvor vi indlogeres.

 

Udsigten fra vores Agriturismusovernatningssted – også udsigten over den vandrerute vi går fra TV tårnet helt ude i højre side, hvorfra vi bevæger os hen over bjergryggen.

Alle råd viser sig dog ikke at være lige gode. Han anbefaler os at tage til Portofino for at spise aftensmad, og selvom jeg mistænkeligt spørger til, om vi mon kan finde en parkeringsplads, garanterer han os, at det ikke bliver noget problem. Men det gør det. Selvom vi kun skriver den 30. april, er hele halvøen allerede indtaget af turister. Mest de italienske af slagsen, og måske og mest fordi, det viser sig at være helligdag i morgen. Vi er simpelthen havnet i et rent turisthelvede, og efter at have kørt 4 etager op og ned i et mere end smalt parkeringshus uden at finde en eneste brugbar parkeringsplads, flygter vi derfra igen med svedige håndflader. Og håndfladerne er ikke de eneste, der er svedige. Hele kroppen ryster af pladsmangel bare ved synet af den flere hundrede meter kø til bussen. Hvor i alverden kommer alle de mennesker dog fra? Jeg er i chok, og får åndenød bare over at tænke på, hvordan der er her i højsæsonen.

 

Santa Margherita
Stranden i Santa Magherita.

Så vi kører tilbage til Santa Margherita. Her er der ikke færre mennesker, og lige da vi er ved at opgive at finde en parkeringsplads, dirigerer et skilt os hen til en afsidesliggende plads ved stationen, hvor vi kan parkere bilen og gå ned til byen på 5 minutter. Så langt så godt. Vi orker ikke at lede for længe efter en restaurant, så vi tager den første den bedste, hvilket ikke viser sig at være helt skidt. Vi får en dårlig plads, en sød ældre tjener der pusler om os, en god grillet fiskeplatte og en fin flaske vin. Dagen har været lang, og vi trænger egentlig bare til at se dyner. Tilbage i Villa Gnocchi falder vi i søvn til frøernes parringssange, der omringer hele området med deres høje vibrationer og elskovslyster.

 

FRA FRØERS SANG TIL ÆSLETS SKRYDEN

Vi faldt langsomt i søvn til frøernes sang, men til gengæld bliver jeg vækket med et sæt ved æslets skryden. Klokken viser 6.30, og det synes at være en smule tidligt at stå op på denne første feriedag, men efter at have vendt og drejet mig et par gange, bliver det alligevel langsomt tid til at komme ud af fjerene. Morgenmaden indtages på den kolde terrasse, for de er åbenbart ikke bekendte med dårligt vejr hernede. Heller ikke med god morgenmad for den sags skyld, men kaffen varmer, og personalet smiler og siger Bon Giorno.

 

NÅR VEJRGUDERNE GRÆDER

Vi har egentlig planlagt en længere vandretur i dag, men vejrguderne er desværre ikke med os. Skyerne hænger faretruende mørke over vore hoveder, og i første omgang opgiver vi planen. Den bliver dog hurtigt erstattet af en ny plan, der trodser guderne, og vi trasker af sted op i bjergene.

 

Syrener
Syrenerne dufter himmelsk, selvom de allerede er på nippet til at visne.

En duft af hyldeblomst, syrener og kaprifolier møder os som en mur. Jeg stikker næsen i vejret og indånder dybt. Duften er fantastisk, og gør mig en smule svimmel. Faktisk ved jeg ikke, om det rent faktisk er kaprifolier, men ordet ligger så godt i munden og lyder romantisk. Men jeg kender min hyldeblomst, og jeg kender mine lilla syrener. Gud hvor er det skønt at bevæge sig væk fra menneskemængden og mærke sveden trille ned ad ryggen, for hvert skridt det går op ad.

 

Turen starter med at gå laaangt opad. I starten er der dog trapper til at hjælpe os lidt på vej.

 

Vi når ret langt. Faktisk næsten til toppen, før det begynder at dryppe. Dryp, dryp, dryp. Og SÅ regner det. En ordentlig byge vælter ned over os, men vi går i ly i skoven, så det gør ikke så meget. Faktisk er det ret forfriskende, så vi fortsætter troligt. Op og ned og lige ud og hele vejen til Portofino, hvor vi får en velfortjent øl på byens torv, mens vi ømmer os. Selvom vi bor i bjergene, er vi åbenbart ikke helt i form til at rende op og ned.

 

Santa Margherita
Udsigt fra toppen – der dog bliver lidt sløret af alle de buske og træer, vi bevæger os igennem.

 

 

FINE PORTOFINO

Portofino er fin. På en meget underlig måde. Byen ligner nærmest en filmkulisse, for alle facaderne er malede, så de ser ud som om, at der er mange byggedetaljer på husene. Det er der bare ikke. De fleste er helt flade. Først opdagede jeg det ikke. Det var noget, der skurrede i mit blik, men jeg kunne simpelthen ikke sætte fingeren på det, før jeg opdagede ”snyderiet”. Jeg kan stadig ikke helt bestemme mig for, hvad jeg skal synes om det, men fakta er, at denne lille by vrimler med turister og jetsettere fra nær og fjern, så der må jo være noget tiltrækkende ved det. Bevares, den er da hyggelig. Og fin. Men jeg er åbenbart ikke så let at imponere her i starten af vores rejse. Man kan jo altid skyde skylden på vejret…

 

Malede husfacader får byen til at fremstå som en teaterkulisse.

Og så ligger Portofino lige ned til vandet. Mens vi tørstige bæller øllen i os, skvulper bølgerne i takt. Livet omkring kajen nydes, og restauranterne ligger side om side og kæmper om at hive pengene ud af turisterne. Vi vælger dog at gå tilbage i en lille gyde, hvor vi nyder stilheden og lækker seafood til den halve pris. Næsten da. Og uden udsigt.

 

Portofino
Vandet går helt op på torvet i Portofino.

 

 

BLÅ GUMMISKABNINGER

Men det fineste er alligevel gåturen tilbage til Santa Margherita. Turen er ikke kort, og stængerne er da også en smule ømme efter formiddagens vandretur, men udsigten er det hele værd. Det turkisblå vand skvulper stille langs bredden, og monstrøse kæmpevillaer ligger spredt langs vejen.

 

Portofino
Vejen mellem Portofino og Santa Margherita.

 

Portofino
Kæmpe villaer ligger på vejen mellem Portofino og Santa Margherita.

I vandet og på stranden ligger kæmpe klaver af nogle blå skinnende skabninger, som jeg simpelthen ikke kan gennemskue, hvad er. For at få stillet min nysgerrighed kravler jeg ned af en trappe til vandet for at besigtige disse muslingelignende samlinger. Jeg tager en op i hånden, og den er vældig slimet. Der er ingen muslingeskaller at se i miles omkreds. Måske er det en musling alligevel, men findes de også uden skaller? Et par ældre italienske mænd undrer sig også, men da jeg viser dem min fangst, ryster de på hovedet. De ved det heller ikke. Men flotte er de. Ved du mon, hvad det kan være?

 

Kan nogen fortælle mig, hvad dette er?

Vi når næsten tilbage til Santa Margherita, da regnen tager til. Regnfrakkerne bliver hurtigt lynet til, og paraplyerne klappet op. Men det forhindrer os ikke i at gå en tur i Santa Margheritas hyggelige gader og slå os ned under en parasol, mens vi nyder livet, der går forbi. Og overfalde en delikatessebutik med alverdens lækkerier, som vi hamstrer til at nyde på vores værelse senere. Så skidt er her heller ikke endda.

 

Santa Margherita
Santa Margheritas gader i regnvejr.

 

DAGENS TANKE

På Portofinohalvøen kommer man lettest rundt på gåben eller til vands. Vejene er smalle og nærmest umulige at køre på, hvis du har en normalstørrelse bil. Overvej ikke engang at komme herhen i camper. Området er heller specielt velegnet til badeferie, da det er småt med strande, men der er masser af fine vandreture i området, hvis du er til mere aktiv ferie. Der er skiltet på alle veje, så du skal bare følge de røde symboler. Det er næsten for let.

 

Det er ikke let at komme rundt i bil, men en lille Mini er da altid charmerende.

Skriv et svar

Captcha loading...