ER DU KLAR TIL DIT YOU-TURN?

Første gang jeg hørte ordet YOU-TURN, var da jeg læste en artikel om Chris MacDonald. Han bruger det som et begreb, hvor man arbejder med sig selv og får et sundere liv. Jeg er vild med ordet, og har fortolket det på min egen måde, så det passer til mit liv. Nu kan du så fortolke det på din måde, for uanset hvad så starter det hele nemlig med dig selv.

 

 

NU ER DET DIN TUR

Så nu er det din tur. Din tur til at tage tyren ved hornene og kaste dig ud i det liv, du ønsker for dig selv. Hvornår er du sidst stået ud af sengen og bare glædet dig til den dag, der kommer? Kan du huske den fornemmelse, så hold fast ved den og sæt den som standard for hver dag! Hvad er det, der gør dig glad? Hvad er det, der bringer smilet frem på din læbe. Hvad er de små ting, og hvad er de store ting? Tænk, skriv ned, stil spørgsmål til dig selv og livet. Hvad kan du gøre for at få det mest optimale ud af din hverdag. Hver dag. Hvorfor gør du ting, der ikke gør dig lykkelig, og hvad kan du gøre for at ændre det? Hvad er dine drømme og mål? Og er du overhovedet klar over dem?

Som sagt findes der ikke en enkelt opskrift. Hvilket nok også ville være ret kedeligt. Alle mennesker har deres individuelle mål og ønsker, og det er forskelligt, hvad der gør os lykkelige. Du skal finde din egen opskrift. Ingredienserne er derude, de skal bare røres sammen.

 

Læs også: 1. del af mit YOU-TURN

Læs også: 2. del af mit YOU-TURN

Læs også: 3 del af mit YOU-TURN

 

 

 

TRO PÅ DIN INTUITION

 

“The only real valuable thing is intuition”- Albert Einstein

Lyt til din intuition og stop med at overanalysere alt. Mavefornemmelsen fortæller dig i virkeligheden alt, og når du tvivler, så er det den, du skal lytte til. Den lyver nemlig ikke. Hvem har ikke prøvet at have ondt i maven, når de har gjort noget forkert? En kvælende fornemmelse, der æder dig op. Og hvem har ikke prøvet at have ”sommerfugle i maven” af glæde og begejstring? Hvilken fornemmelse kunne du bedst lide?

 

 

ACCEPTÉR FRYGTEN

 

“At vove er, at miste fodfæstet for en stund ikke at vove er, at miste sig selv.“ – Søren Kirkegaard

Og glem sikkerheden. Kast dig ud uden faldskærm og land sikkert på fødderne alligevel. Mærk frygten men lad dig ikke skræmme af den. Lad den guide dig. Alle føler frygt. Forskellen er, hvad vi gør med den. Hvis du konstruerer dit liv omkring tryghed og sikkerhed, når du aldrig at leve livet fuldt ud. Og det ville da være ærgerligt. Så hvad gør du nu? Spring ud i det. Gå på den date du ikke tør, snak med fremmede på gaden, køb en enkeltbillet ud i verden. Læg kedeligheden på hylden.

 

 

VÆR MODIG

 

“Jeg lærte at mod ikke var fravær af frygt, men sejren over den. Den modige mand er ikke ham, der ikke føler sig bange, men ham der besejrer denne frygt.” – Nelson Mandela

Jo det kan da være skræmmende pludselig at lægge alle sine dårlige vaner og mønstre på hylden. Pludselig at blive ”en anden”. Hvad vil de andre sige? Gøre? Mister du dine venner? Har du tænkt på, om de så overhovedet var dine rigtige venner? De fleste mennesker lader sig styre af frygt. Hvad med at vende det om og lade dig styre af din passion i stedet? Lyt til inspirerende mennesker og lad dig inspirere. Stop med at lytte til dem, der trækker dig længere ned i mudderet. Del dine drømme med dem, der opmuntrer dig, ikke dem der siger, at ”det kan man da ikke.” For:

 

 

SMID “BURDE” UD

 

“Det store er ikke at være enten det ene eller det andet – men at være sig selv – og det formår hvert eneste menneske, hvis det vil.” – Citat ukendt.

”Jamen det kan man da ikke. Jeg burde…” – JO det kan man da, og NEJ du gør ej. Tro mig. Jeg har kæmpet hele livet med ”burde”, og det har aldrig gjort mig lykkelig. STOP med at sammenligne dig selv med andre og følg din egen sti. Deres liv er ikke dit liv, og deres liv gør ikke dig lykkelig.

 

 

VÆR IKKE BANGE FOR AT FEJLE

 

“Den største ære i livet ligger ikke i aldrig at falde, men i at rejse os hver gang vi falder.” – Nelson Mandela

 

Vi fejler alle. Husk bare at lære af dine fejl, så du ikke laver de samme igen. Uden fejl udvikler du dig ikke. Slip kontrollen.

 

 

STIL SPØRGSMÅL

 

“De fleste mennesker er lige så lykkelige, som de beslutter sig til at være.” – Abraham Lincoln

 

Er du blevet lullet ind i tryghedens status quo, hvor du automatisk udfører dine hverdagspligter, mens du undrer dig over, hvor dagene forsvinder hen? Start med at spørge dig selv, hvad det er, du virkelig vil. Du vil måske blive overrasket over, at du slet ikke har tænkt på det. Sæt spørgsmålstegn ved den daglige trummerum og søg svar på hvor du gerne vil hen. Hvad dit mål med livet er. Undersøg hvad du VIRKELIG gerne vil, for hvis du ikke undersøger, finder du det heller ikke.

 

 

VÆR TAKNEMMELIG FOR DET, DU HAR

 

“Tænk på det du har, i stedet for det du ikke har.” – Citat ukendt.

 

Start med at være taknemmelig for de ting du har. Lær at sætte pris på de små ting så skal resten nok komme af sig selv. Vær taknemmelig for din familie, dine venner, din morgenkaffe, dit hjem osv. I følge “loven om tiltrækningskraft” er det dine tanker, der skaber din egen virkelighed. Så når du flytter fokus til det, du gerne vil have, og ikke til det, du ikke vil have, så vil du også modtage det. (Tip: læs bogen “The Secret” af Rhonda Byrne hvis du vil lære mere om denne tiltrækningskraft)

 

 

RYD OP I DIT LIV

 

“En dårlig vane er som en blød seng, let at komme i, men svær at komme ud af.” – citat ukendt

 

Ting fylder. Følelser fylder. Frustrationer fylder. Bekymringer fylder. Dårlige vaner fylder. Dårlige relationer fylder. Ryd op, sortér og smid væk. Behold kun det mest nødvendige og omgiv dig kun med de ting, der gør dig glad. Rod forstyrrer både synet og sindet, og du er bedre tjent uden.

 

 

JUST DO IT

 

“Hver gang du tager en beslutning, beslutter du din egen skæbne.” – Anthony Robbins

 

Ikke flere undskyldninger. Ikke flere overspringshandlinger. Ikke mere ”venten til i morgen”. Bare gå i gang. Lige nu. Tænk stort og tag små skridt. Lad ikke begrænsninger styre dine drømme. Drøm hellere for meget end for lidt.

SÅ. Er du klar til at gå i gang med at leve dit liv, som du ønsker det? Uden at kunne, skulle og burde blander sig? Mikse dine egne ingredienser og bage din egen kage. Og så spise den i små bidder, mens du nyder sødmen.

 

 

 

LÆS OGSÅ: FØLG DINE DRØMME

5 tanker om “ER DU KLAR TIL DIT YOU-TURN?

Skriv et svar

Captcha loading...