EN HYLDEST TIL ÅRSTIDERNE

Lige for tiden er efteråret min yndlingsårstid. Det har det ikke altid været, og når det kommer til stykket, finder jeg nok på at sige, at vinter er min yndlingsårstid lige om lidt, når sneen falder. Og når så foråret kommer og alting begynder at spire, er det selvfølgelig min yndlingsårstid, og når sommeren kommer, og jeg kan slikke sol og bade i bølgen blå, er det min yndlingsårstid. For det er lige det med årstider, at de alle er mine yndlings. Det er sæsonernes skifte, der husker mig på, at jeg lever, og at jeg skal være omstillingsparat. For hvad ville livet være uden omskiftninger? Det sure med det søde. Det døde med det levende. Enden med en ny begyndelse.

 

RIDDER EFTERÅR

Jeg sidder på Rømø i et feriehus. Vi skriver september, og udenfor rusker og river blæsten i de seje vækster, der har klaret den hårde most og er trængt gennem den sandede jord for at leve et liv i evig kamp. Dråberne stryger vandrette i lange stråler hen over diget, og fuglene flyver baglæns i en forgæves kamp med vestenvinden. Jeg har lige været ude at løbe en tur for første gang i månedsvis. Af alle dage skulle jeg netop vælge denne. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal ud og løbe hver eneste dag, vi er her og tage kampen op mod sommerens overflødighedshorn af efterladenskaber på sidebenene. Da jeg vågnede op i morges og kiggede ud af vinduet, kunne jeg kun grine. Vi har netop haft 2 uger med fantastisk vejr og lige præcis i dag, hvor jeg SKAL ud, står det ned i stænger. Men det er bare så rigtigt, for selvom jeg har oplevet mange solskinsdage her på øen, er de fleste minder herfra forbundet med storm, blæst og regn, og rent faktisk sætter jeg stor pris på de barske vejrforhold. Så efter et par forgæves overtalelsesforsøg fra manden med forken, får jeg snøret løbeskoene på og begiver mig ud i det vilde vesten. Jeg smiler op til begge ører fra første sekund. Vinden rusker i mig og forsøger at rive mig omkuld, men da jeg når op på diget, bliver den min hjælper i stedet. Med et godt skub i ryggen leder den mig hele vejen rundt, og jeg føler, at jeg flyver. Jeg kan jo godt. Det er slet ikke så svært. Det er faktisk helt vanvittigt fantastisk at pleje sin gode samvittighed og bare løbe af sted ud i efteråret.

 

Matterhorn
Det bliver ikke meget smukkere, end når efterår møder vinter i bjergene. Her fra Zermatt hvor man ser Matterhorn spejle sig i en sø.

Snart skal jeg hjem igen. Hjem betyder Schweiz, og der hvor jeg bor i bjergene, kommer og går forår og efterår så hurtigt, at man næsten kan glemme dem. Men kun næsten. For der er ikke noget, der er mere smukt end at se bjergene blive indhyldede i rustne farver, der blinker mod sneen på toppen og danser i kontrasternes skær. Det er lige før, man glemmer at trække vejret i den friske luft, der ellers er mere parat til at pumpe lungerne fulde. Der er så megen skønhed, og det er ren meditation at bevæge sig rundt i skovene og indsnuse duftene af faldne blade. Træerne dør for en stund, men de genoplives heldigvis når foråret kommer. Lidt lige som murmeldyrene der graver sig dybt ned og sover, indtil det igen bliver humant for dem at vågne op.

 

KONG VINTER

Og snart kommer sneen. Man kan allerede mærke den kilde i næseborene her i efteråret, hvor den falder let oppe på bjergtoppene. Det er ikke som i Danmark, hvor jeg ærlig talt aldrig rigtig har sat pris på vinteren, bortset fra dengang jeg som barn kunne boltre mig i sneen. Faktisk var vinteren en af de største grunde til min udvandring, for her er bare mørkt, koldt og deprimerende. Jeg er desværre typen, der synker længere ned i sofaen under disse forhold, så nu har jeg heldigvis fundet det rigtige sted at bo.

 

Vinter
Puddersne og blå himmel. Hvad mere kan man ønske sig om vinteren?

Nu kan jeg springe ud af sengen om morgenen og flyve på ski ned over pisterne, mens solen skinner og himlen er mere end blå. Det kan godt være, at termometeret måler flere minusgrader i Schweiz, men det føles aldrig lige så koldt som i Danmark. For solen skinner bare altid. Næsten i hvert fald. Og hvis ikke den skinner, så er det fordi, at det sner. Og hvem synes ikke om det? Ok, alt med måde. Sidste vinter sneede det nærmest uafbrudt. Faktisk så meget, at byen sneede inde, og vejene og pisterne måtte lukkes mange mange dage. Vi nåede næsten ikke engang at opdage, at det blev forår i år, for det gik nærmest direkte fra sne til sommer. Men altså. Jeg sætter stadig stor pris på sådan en “rigtig vinter” fremfor den danske vandkolde depression, jeg har forsøgt at vride mig igennem i alt for mange år.

 

FRØKEN FORÅR

Foråret er egentlig normalt min yndlingsårstid. Det betyder slutningen på den lange mørke vinter. Især da jeg boede i København, var dette den vigtigste årstid, for det er her, byen igen bliver levende. Den mindste solstråle skal bare vise sig, og så sidder der forelskede par, venner og veninder og skåler i rosévin i de spirende græstotter, der stikker frem hist og pist. Forår er vel nærmest ensbetydende med rosé i Danmark, og vi må ubetinget være det land i verden, der konsumerer mest rosé pr indbygger. Byen har sover hele vinteren, ligesom murmeldyrene og træerne og blomsterne og bierne. Overalt pibler det frem med nyt liv og spæde forsøg på at finde sin plads i verden. Alle folk ler og griner til hinanden, og selv fremmede kan få et smil med på vejen. Fordi folk faktisk kigger op. Man vokser lige et par centimeter og får et nyt blik på verden, fordi man retter ryggen ud og hæver hagen. Vågner op til dåd. Åh forår.

 

Forårsblomster
Foråret i en smuk battle med vinteren.

I Schweiz føles det på samme måde, selvom vinteren ikke er så hård at komme igennem. Når vi nærmer os marts og april, bliver terrasserne på restauranterne hurtigt fyldte, og hvidvinen kommer på bordet allerede ved frokosttid. Pisterne er mindre fyldte om eftermiddagen, for man skal være bidt af mere end en gal ski for at rejse sig fra solens stråler og stolens bekvemmelighed igen. Hurtigt bliver man solbrændt, ansigtet liver op, og alle ser bare lige en tand friskere ud. Skål for frøken forår.

 

DRONNING SOMMER

I år har jo været intet mere end fantastisk. Måske endda lidt for fantastisk. Hvornår har man nogen sinde hørt danskere brokke sig over, at det er for varmt? Over at nu må det da godt snart regne. Over at nu må det da godt snart kølne af. Jeg kan ikke huske, at det nogen sinde er sket i min levetid. Nu har jeg ikke været her til at opleve den hele tiden, men også ude i Europa herskede varmerekorderne i år. Lige bortset fra der hvor vi rejste, for der regnede det faktisk stort set hele tiden. Er det mon et tegn? Jeg kan rigtig godt lide sommer. Jeg elsker sommer. Jeg elsker at ligge i skyggen og læse en bog. Jeg elsker at bade. Og jeg er vild med de lange sommeraftener, hvor man kan sidde udenfor hele natten i stearinlysenes skær og snakke og drikke vin.

 

Åh sommer og sol.

Det er nok mit største savn ved at leve i bjergene. Her går solen ned ved 18-tiden, og hermed forsvinder også varmen. Man kan selvfølgelig tage et smut ned ad bjerget, så kan man sidde ude hele natten, så jeg skal ikke beklage mig. Bare jeg kan få lov at gå rundt uden strømper. For jeg er heller ikke god til at fungere, når det bliver for varmt. Kun hvis jeg kan ligge ved en pool og få stukket en drink i hånden. Men bare tanken om at skulle udføre et stykke arbejde, når temperaturen når over 25 grader kan lamme mig. Derfor har det også været en helt perfekt sommer for mig i bjergene. Varme, solens stråler og frisk luft. As good as it get’s.

 

 

KOM LAD OS BROKKE OS

For det lyder måske som om, at jeg brokker mig en smule, selvom dette indlæg skulle være en hyldest til årstiderne. Men det gør jeg altså ikke, for hvis ikke vi havde alle de fantastiske vejrskiftninger, ville vi jo ikke have noget at snakke om i Danmark. Og det er bare sådan, når vi snakker om vejret; det kan aldrig blive perfekt, ligegyldigt om solen skinner, det regner eller det sner. Så derfor hylder jeg årstiderne. Forår, sommer, efterår, vinter. Alle har de deres indflydelse på, hvordan vi lever vores liv. Alle har de indflydelse på, hvordan vi indretter os. Alle har de indflydelse på, hvordan vores humør ændrer sig.

Da jeg var yngre, drømte jeg om at leve på en strand året rundt. At kunne gå næsten uden tøj og i bare fødder. Senere drømte jeg om at have en bar på en strand i Caribien og en after-skibar i Alperne om vinteren. Nu drømmer jeg om at leve mit liv i pagt med naturen, og jeg vil for alt i verden ikke undvære årstidernes skiften, der minder mig om, at vi mennesker bare er en brik i puslespillet. Et stort smukt puslespil.

Skriv et svar

Captcha loading...