EN ANDERLEDES REJSE HJEM

Når jeg nu lige fik mig et par ekstra fridage, var det jo oplagt at bestille en flybillet til Danmark, og det gjorde jeg så… Et alt for kort ophold hvor jeg som altid ikke nåede at se alle dem, jeg gerne ville og gøre alt det, jeg gerne ville. Men nogen gange må man bare erkende, at man ikke kan nå det hele. For lidt har også ret. Og mit hjerte nåede at smelte så mange gange i selskab med min niece og nevø, at det måske slet ikke ville ha været sundt at blive længere.

 

DANMARK I REGN & BLÆST

Danmark bød på regn, rusk og blæsevejr, så ikke noget nyt under solen her. Til gengæld var det hygge på alle planer, og tiden fløj af sted. Jeg har tidligere skrevet om det at føle sig hjemme flere steder, og det er faktisk en fantastisk fornemmelse. Så snart jeg steg ud af flyet og mærkede vinden ruske i mig, vidste jeg, at jeg var hjemme. På samme måde som jeg føler mig hjemme, når jeg stiger af bussen i Saas Fee, og næsehårene fryser til is. Hjem er virkelig der, hvor hjertet er. Men nogle gange føler jeg også lidt, at mit hjerte bliver revet midt over. Jeg elsker at bo i Schweiz. Elsker min hverdag her uden stress og jag og store forventninger, man alligevel ikke kan leve op til. Men jeg savner også. Og en tur til Danmark minder mig lige om, hvor stor savnet egentlig er. Jeg må finde en måde at kombinere disse 2 lande bedre på…

 

Solopgang over Hareskoven
Solnedgang over Nordsjælland

 

EN HÅBLØS TOGTUR

Og det er i hvert fald ikke via Milano. Selvom de har meget billige flybilletter, så lader jeg mig ikke narre. (i hvert fald ikke 3. gang). Man kunne næsten skrive en tragi-komedie om min hjemtur. Først er flyet forsinket. Det er jo, hvad der kan ske, men når man så ikke når sit tog og skal ud på et længere eventyr, er det sgu lidt irriterende. Rent ud sagt. Nå men så må man jo bare tage det næste. Eller? Når fyren i billetlugen stort set ikke snakker et ord engelsk, og han ikke kan finde ud af at finde en togforbindelse før 6 timer senere, så begynder det at gå lidt op ad bakke. Især når man har en bagkant og skal møde på arbejde. Gæsterne venter jo ikke ligefrem, fordi jeg ikke er der. Sammen fik vi dog sjusset os frem til, at jeg kunne tage et tog til Domodossolo, der ligger lige på grænsen mellem Italien og Schweiz. Men han kunne kun sælge mig en billet dertil, og så måtte jeg selv finde videre. Ok. Så var jeg da et skridt på vejen. Så langt så godt.

 

EN MYSTISK MAND MED RØDE ROSER

Da jeg kom til Domodossolo, stod der, at næste tog skulle gå ca. 40 min senere. Fast besluttet på ikke at stresse over alle forsinkelserne og nyde det dejlige forårsvejr, satte jeg mig overfor banegården på en café og bestilte en cappucino. Med cappucinoen fulgte en masse italienske sidekammerater, der var meget glade for at snakke italiensk til mig. Og jeg har desværre – eller her heldigvis – stort set glemt alt det, jeg engang har lært af italienske gloser. Ikke desto mindre var der dog en herre, der absolut mente, at jeg skulle have en buket røde roser. Så det fik jeg da. Tja hvad skal jeg sige. Italienske mænd er nu bare lidt længere fremme i skoene. Og der blev han ved med at befinde sig. Det viste sig, at vi skulle med samme tog – som ikke dukkede op. Ingen forklaring, ingen undskyldning. Men han var vant til at rejse på disse kanter, så han synes da bare lige, at vi skulle tage en bus i stedet for at vente en time på næste tog. Jeg havde mine betænkeligheder, men jeg havde jo travlt, så jeg hoppede på en bus til en ukendt destination sammen med ham. Det viste sig, at han havde brugt sine sidste penge på roser til mig, så jeg skulle lige betale for hans billet. Ikke at den var dyr, men alarmklokkerne begyndte nu alligevel at ringe lidt.

 

UD I DET BLÅ MED SIKKERHEDSVEST PÅ

Vi kørte ud i det blå, og snart var vi de eneste tilbage i bussen. Ham, jeg og buschaufføren. Han forsøgte at holde min hånd. Ville rykke over på sædet ved siden af mig, men heldigvis stod min rygsæk rimelig meget i vejen, og den rykkede jeg ingen steder. Vi nåede endedestinationen, der viste sig at være et biltog, der kørte til Schweiz. Ældgammelt futfut-tog hvor der kun sad en enkelt mand i kupéen. Trods alle de tomme pladser indtog min nye rejsekammerat pladsen lige overfor mig, og der gik ikke mange minutter, før han strakte en trutmund frem og forventede at blive kysset. Hans italienske blod forstod ikke, hvorfor jeg dog ikke ville det, og han blev ret skuffet, da jeg efter gentagne forsøg fik ham overbevist om, at det altså ikke kom til at ske. Jeg begyndte at svede rimelig meget. Håndfladerne var helt våde, og tankerne begyndte at lave underlige eksperimenter. Selvom togturen kun var ca. 20 minutter, føltes det som en evighed. Da den stoppede ved stationen tog jeg bare mine ting, og gik væk fra ham, så hurtigt jeg overhovedet kunne. Farvel til mit nye bekendtskab.

Som regel elsker jeg at møde nye mennesker, men ham her trådte lige lidt for langt ind på mine enemærker til at det var rart. Mit hjerte bankede hårdt. Jeg var nervøs, og det var en vældig ubehagelig oplevelse. Men alligevel kan jeg nu godt grine af det. Han var jo egentlig bare en stakkel, der søgte selskab. Min. 20 år ældre end mig og ude på eventyr. Fortalte historier om at han havde haft en masse hoteller. Nu var han urmager. Og levede af at være modekonge i Milano (absolut ikke til at se på hans tøjstil). Forvirret? Det tror jeg nok.

 

Sometimes the world is upside-down
Sometimes the world is upside-down

Men jeg fik en oplevelse og en buket røde roser. Det sker jo ikke ligefrem hver dag, så tak for dem. Og takket være ham nåede jeg at komme på arbejde, lige inden gæsterne væltede ind ad døren.

Skriv et svar

Captcha loading...