DEN DAG JEG (NÆSTEN) BESTEG ET BJERG!

Det står på min “40 ting-jeg-skal-gøre-før-jeg-fylder-40-liste”, men egentlig havde jeg ikke planlagt, at dagen i dag skulle være den dag, jeg skulle forsøge mig som bjergbestiger. I løbesko begav jeg mig impulsivt af sted. Selvsagt ikke til det sværeste bjerg, men endog i over 3000 meters højde. Jeg snød også lidt. Tog liften det første stykke og startede med en let frokost i bjergrestauranten, før jeg begav mig videre mod toppen. Man skal vel ikke overdrive sin første gang.

 

FRYGTINDGYDENDE & FANTASTISK

Frygtindgydende. Fantastisk. Følelsen af at udfordre et bjerg er nærmest umulig at beskrive. Med klaprende tænder og gummiben springer jeg fra sten til sten og nærmer mig toppen af Mittagshorn. Hjertet dunker, sveden springer, og adrenalinen raser gennem kroppen.

 

Mittagshorn
Mittagshorn består af en ordentlig bunke sten.

 

Første del af turen består af en masse store sten, der er væltet ned oven på hinanden, og da jeg er kommet over dem, åbenbarer der sig en lille sti foran mig. På min højre side er bjerget. På min venstre side er… ingenting. Frit fald direkte udi ingentingen. Der er måske 20 meter til toppen. Jeg gyser let og forsøger at holde øjnene rettet mod bjerget. Må for alt i verden ikke kigge ned. Jeg når frem til en lille sten, der fortæller mig, at det er tid til at forlade denne sti og bevæge mig ind på en smallere sti, der går nærmest direkte op af bjerget. Jeg kigger mig lidt skeptisk omkring. Skal jeg virkelig derop?

 

Udsigt over Mattmarksøen
Udsigt over Mattmarksøen

 

SÅ TÆT PÅ & ALLIGEVEL SÅ LANGT FRA

Det er en strålende sommerdag, men da jeg når dette punkt, begynder vinden at blæse. Det er sikkert bare en let brise, men når man befinder sig på toppen af et bjerg, føles det nærmest som en orkan, der forsøger at rive en omkuld. Og der er alligevel rimelig langt ned. Jeg kravler af sted på mine bare knæ af angst for at styrte ned i dybet. Mine hænder knuger græstotterne, der stikker frem som små redningsarme.

Men halvvejs fremme må jeg simpelthen give efter for angsten. Sætter mig ned på min bare og ryster af skræk. Tør hverken gå op eller ned. Sidder – eller halvvejs ligger –  bare der, mens jeg klamrer mig til bjerget og ser livet passere revy. Hjertet tonser af sted, og hele kroppen føles som en geléagtig bævrende masse. Hjernen sætter sig selv på standby, og kroppen bliver umulig at kontrollere uden fjernbetjening. Heldigvis holder ringmusklen, for tættere har jeg nok aldrig været på at gøre det i bukserne. Helt alene på toppen af et bjerg. Scary shit siger jeg.

 

Så tæt på og så alligevel så langt fra
Toppen af Mittagshorn er inden for rækkevide, men det bliver ikke i denne omgang, jeg skal røre korset.

Jeg kan jo ikke blive siddende her hele dagen, så selv om jeg virkelig virkelig gerne ville have nået korset på de 3143 meter, vil jeg også virkelig virkelig gerne overleve denne tur, så i pæneste krabbestil begyndte jeg min retræte. Jeg ved ikke helt, hvordan det faktisk lykkes mig at komme ned, for min hjerne er gået total i blackout, og tanken om at ringe efter en redningshelikopter har strejfet mig flere gange. Men ned kommer jeg, og kan ånde lettet op igen.

 

Velfortjent hvil med gletcherudsigt
Velfortjent hvil med gletsjerudsigt

 

 

 

I SIKKERHED

Resten af nedturen går til gengæld forholdsvis let, men ikke helt smertefrit. Faktisk er det nærmest hårdere at gå ned, fordi det belaster knæene så meget. Men med denne udsigt glemmer man hurtigt kroppens brok og overgiver sig i stedet til naturens kræfter.

 

Gletcherudsigt
Gletsjerudsigt

 

Aldrig har jeg følt så mange følelser strømme igennem min krop. Aldrig har jeg været så bange. Aldrig har jeg været så lykkelig. Selvom jeg manglede de sidste få meter til toppen, følte jeg, at jeg var på toppen af verden. Jeg gjorde det. Alene og uden hjælp. Og næste gang overvinder jeg måske også lige det sidste frygtindgydende stykke. Måske. I hvert fald skal jeg nok sørge for at have udstyret i orden.

 

Dansende sten
Stenene holder fest på bjerget

 

LÆS OGSÅ:

40 TING JEG SKAL GØRE, FØR JEG FYLDER 40

PÅ VANDRETUR I DET SCHWEIZISKE GLETSJER PARADIS

 

2 tanker om “DEN DAG JEG (NÆSTEN) BESTEG ET BJERG!

Skriv et svar

Captcha loading...