CANYONING I KARIJINI NATIONALPARK – WA

“So are you still sure you want to do this?” Vores guide kigger alvorligt på os for at overbevise sig selv om, at vi har forstået alvoren i galskaben. En time er der gået, og vi er ikke kommet et skridt længere. Først skulle vådragten hives på, udstyret tjekkes og sikkerheden gennemgås. Dragten klemmer alle de ukorrekte steder, men den føles som en god beskyttelse. “Hell yeah” råber vi alle. Vi er mere end klar, og adrenalinen suser allerede gennem årerne.

 

Vi befinder os i Karijini Nationalpark i Vestaustralien, og vi skal med WEST OZ ACTIVE ADVENTURE TOURS ud på eventyr til jordens indre.

Dagen starter allerede kl. 7.30, og vi er heldige, at vi i dag kun er 4 personer, der skal på tur. De sidste par dage har de været 12! Det ser dog ikke rigtigt ud til, at de sidste 2 dukker op, men de får en chance, for de har måske sovet over sig?

Det har de ikke. De har faktisk nærmest slet ikke sovet, for de har skændtes hele natten, fortæller manden Rob, efter de vinkende drøner ind på parkeringspladsen et kvarter for sent. I stedet for at undskylde forsinkelsen meddeler han, at de lige vil tage et bad, før vi skal af sted. Vi står målløse med åben mund og polypper. Er han seriøs? Ja det er han, men heldigvis samler vores guide sig hurtigt og får ham på bedre tanker. Vi er allerede forsinkede, og nu skal vi af sted. Basta.

 

4 kampklare deltagere i fuld udrustning.

Men nu er vi endelig klar efter en ordentlig omgang påklædning og briefing. Bilen med vores ene guide kører os hen til Hancock Gorge, som ligger ca. 10km fra vores lejr. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg skal gøre, hvis tissetrangen melder sig, så jeg kniber balderne sammen og tænker på noget andet. Som i hvad der mon skal ske de næste 7 timer, hvor vi skal kæmpe os igennem slugten ved hjælp af reb, en gummiring og god gammeldags knofedt. Humøret er højt, Rob knævrer løs, og resten forsøger at finde en grimasse, der kan passe.

 

Det er hårdt arbejde at bevæge sig med en kæmpe gummiring, så teamwork er altafgørende.

Efter en varm og stejl nedstigning i Hanckock Gorge starter vi med at holde en lille pause på et plateau, hvor vores guide Josh fortæller mere om naturen og  området. Da vi alle har fået vejret igen, begynder det “rigtige” eventyr, hvor vi via to stiger bevæger  os ned til bunden, hvor vi for første gang møder vandet. Denne del af turen kan man også gå uden guide, og der er flere, der vover pelsen i bare tæer. Vi har heldigvis specialsko på, som skal hjælpe os med at have et bedre greb på de våde og glatte sten. Man kan godt kravle på væggene og undgå det kolde vand, men det er noget nemmere at gå gennem vandet.

 

Vælg selv: vil du udfordre klipperne, eller vil du føle det kolde gys?

En smuk kaskade omringet af røde og sorte klippevægge leder os frem til en smal gennemgang, der kaldes Spiderwalk. Man behøver kun at kaste et blik på billedet for at forstå hvorfor. Vi får strenge instrukser fra vores guide om, hvorledes vi skal forholde os, så vi undgår brækkede lemmer. Samtidig med at han endnu engang understreger, hvor svære redningsaktioner her i området er. De regnes i halve og hele dage, ikke i minutter, og redningsfolkene udsætter også sig selv for stor fare. Så vi gør, som vi får besked på: kravler som edderkopper og holder os nede på bunden for at undgå mulige fald.

 

Spider Walk. Ikke svært at se hvorfra denne har fået sit navn.

Vel igennem Spider Walk når vi frem til Kermit’s pool, hvor vi for første gang skal prøve kræfter med tubing. Det ser så legene let ud, men det viser sig hurtigt at værre en sværere øvelse end anet. I første forsøg lander jeg bagdelen i det runde hul og tror, jeg er i sikkerhed. 2 sekunder senere ligger jeg i vandet. Gisp det er koldt, men heldigvis har jeg våddragt på, så hurtigt kommer den varme følelse snigende. Jeg forsøger igen, og denne gang lykkes det, selvom det ser noget kluntet ud. Vores guide griner og går videre på klipperne. Han skal ikke nyde noget af det kolde vand, men vi har betalt for det, smiler han skælmsk.

 

Tubing i Kermit’s Pool

Efter en kort tur i gummiringen når vi sikkert i land igen, der hvor Kermit’s Pool ender. Et lille vandfald leder ned i Regans Pool, der også er endestationen for “normale” turister. Dvs. det er her man må og kan bevæge sig til uden guide. Der står et par mennesker og kigger misundeligt til, mens vi gør klar til rapelling.

 

Rapelling ned i Regans Pool der er opkaldt efter en lokal redningshelt, der i forsøget på at redde en forulykket turist desværre selv mistede livet under redningsaktionen. Et evigt minde om hvor farlige forholdene kan være, og en reminder om at passe ekstra godt på så man ikke udsætter sig selv og andre for fare.

Vel nede i Regan’s Pool, går vi dybere og dybere ind i slugten, til vi når frem til et større vandfald, som vi skal klatre ned gennem. Op og ned over klipperne på benene, på knæene og på bagdelen alt efter hvor kompliceret det er.

 

Vores gummiringe smides ned ad vandfaldet, så vi kan bruge begge hænder til at klatre ned med.

Vores guide gør rebene klar og sørger for at kaste gummiringene ned, så vi kan bruge begge arme og ben til at klatre med. Ret nødvendigt på denne tur. Det ser skræmmende ud, og spændingen stiger støt.

 

Klar til at udfordre vandfaldet.

Vi er alle et stor smil, da vi på tur forcerer vandfaldet. Det går faktisk overraskende nemt, selvom der er glat, men Josh sørger for at få os sikkert ned, og jeg er ikke på noget tidspunkt bange. Han er fantastisk til at få os til at føle os trygge, og en efter en kommer vi langsomt og sikkert ned.

 

Tubing gennem Junction Pool.

Da vi når ned , er det tid til at finde gummiringene igen, og stadig smilende glider vi i stilhed gennem kløften, som udmunder i Junction Pool, der er mødestedet for de 4 gorger i området. Et vandfald glider ned af klippevæggen, og en kæmpe fugl står bomstille og holder øje med os, mens vi flyder forbi og går i land for at nyde vores frokost.

 

Frokosten nydes, og mændene trækker afsides for at forette deres nødtørft. Pigerne klemmer balderne sammen. Det er simpelthen for uoverskueligt at komme ud af alle de lag.

Frokosten markerer også endedestinationen for turen ind i kløften. Efter et simpelt måltid er det tid til at bevæge os tilbage, hvor vi kom fra. Der er kun én vej ind og én vej ud. Den samme. Til gengæld er udfordringer anderledes, da vi skal mere opad end nedad, og selvom vi er ved at være møre, er det nu,  og udfordringerne bliver større og de sidste kræfter skal bruges.

 

Først op gennem vandfaldet.

Det hårdeste stykke er uden tvivl der, hvor vi tidligere rappellede ned. Der skal vi nu klatre op kun med en sikkerhedsline på og uden andre hjælpemidler. Jeg har absolut ingen idé om, hvordan jeg skal komme derop. Der er ingen hjælp at hente, så det er vel bare at gå i gang og prøvende finde fodfæste på de usynlige udspring. Rob tager den første tur, og for første gang hele dagen knævrer han ikke længere. Bortset fra en masse bandeord der fortæller, at han heller ikke aner, hvordan han skal komme op. Efter at have luret hans fejl går min tur lidt lettere, men det er hårdt med hårdt på.

 

Josh forsøger at fortælle mig, hvor jeg skal placere hænder og fødder for at kravle op. Det er ikke nemt med mine små 165cm, ben der føles som bly og en tung rygsæk.

Selv om knæene føles som gelé, er der så meget adrenalin i kroppen, at den er ved at sprænge af de lykkelige endorfiner, der skridt efter skridt langsomt hjælper mig med den (for mig at se) umulige opgave at nå til toppen. Hele tiden tænker jeg, at nu falder jeg ned. Jeg har lyst til at give op. Har ikke flere kræfter, men der er kun en vej, hvis jeg vil tilbage, og det er denne. Sjældent har jeg været så bange. Sjældent har jeg været så stolt over at klare en udfordring. I sikkerhed på toppen sætter jeg mig ned for at forsøge at få styr på mine rystende lemmer, der virker til at have overtaget kontrollen over min krop. Dybe indåndinger og jeg vender langsomt tilbage til denne verden.

 

I sikkerhed får vi et meget velfortjent hvil, mens vi forsøger at ryste skrækken af os.

Herefter er resten af turen forholdsvis let og hyggelig, selvom kroppen ikke glemmer den fysiske udfordring. Da vi når de forskellige pools, vælger jeg at svømme igennem, mens Rob forsøger at gå i vandet, og de andre kravler på klipperne. De aner ikke, hvor godt det kolde vand føles.

 

Rob i vandet.

Da vi når hen til stigerne og vejen op, er det lige før, jeg ikke kan mere. Kræfterne er sluppet op, men med uanede kræfter får jeg alligevel halet mig i land. Den bedste form for træthed, der findes. Sikken en dag. Det er det største eventyr, jeg nogen sinde har været ud på, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at sove som en engel i nat. Hvis du nogen sinde kommer her forbi, så gør dig den tjeneste at booke turen. Du kommer hele følelsesregisteret igennem og bliver udfordret både fysisk og psykisk. Omgivelserne er så ubeskrivelig smukke, og disse billeder kan på ingen måde retfærdiggøre skønheden og de følelser, der går gennem krop og sjæl.

 

Facts om turen:

Arrangør:
Turen var arrangeret af West Oz Active Adventure Tours med mantraet “Active Adventure for Active people.” De er de eneste turudbydere, og den eneste mulighed for at komme helt ind til “jordens indre” som almindelig turist. Guiderne var helt fantastiske, og selvom turen er udfordrende og anstrengende, føler du dig i trygge hænder hele vejen igennem. De går meget op i sikkerheden, men du skal også selv tage ansvar og følge retningsreglerne. Du er deres ansvar, men det er dit ansvar at overholde reglerne.

Sikkerhed og udstyr:
Alt udstyr er inkluderet, og du får også en vandtæt rygsæk til opbevaring af mad og drikke (Maden er også inkluderet). Du skal være i rimelig god form for at kunne gennemføre turen og ikke have for megen højdeskræk, for den bliver udfordret undervejs. Der er både rappelling, klatring og tubing på programmet, og du behøver ikke at have prøvet det før (selvom det er en fordel). Guiderne guider dig sikkert igennem.

Kamera:
Guiderne har et vandtæt kamera med og sender dig billederne efter et par dage uden beregning. Kvaliteten er dog ikke super, og jeg vil anbefale at tage eget (lille og evt. vandtæt) kamera med. Det kan evt. puttes i den vandtætte taske, når du er i vandet.

Tid & sted:
Turen er en heldagstur, der begynder tidlig morgen og slutter sidst på eftermiddagen afhængigt af, hvor mange deltagere der er med, finder sted i Karijini National Park. Udgangspunktet er Hancock Gorge, og endestation er  Junction Pool, hvor de 4 gorger i området mødes. Du skal samme vej ud og ind, men det gør bestemt ikke turen dårligere. Tværtimod får du lov at opleve det hele i revers, og udfordringerne er anderledes.

Sæson:
Der findes forskellige ture alt afhængigt af sæsonen og vejret. Denne tur hedder “The Luncheon @ Junction” og udføres i perioden først i juni til midt i juli. En anden tur, der finder sted i foråret og efteråret hedder “The Red Gorge Adventure”. I (den australske) sommerperiode er der ingen ture, da der er for meget vand.

Pris: 
$285 (2017)

 

Note: Billederne på denne tur er taget skiftevis af vores guide samt os 4 deltagere på turen.
Kvaliteten er ikke den bedste desværre, men ærlig talt kan ingen billeder retfærdiggøre den skønhed, der omgiver dig på turen, så sug i stedet indtrykkene til dig og glem kameraet for en stund.

 

2 tanker om “CANYONING I KARIJINI NATIONALPARK – WA

Skriv et svar

Captcha loading...