Italien veje

CALABRIEN – ER DET VÆRD AT REJSE TIL?

Det er med blandede følelser, at vi afslutter vores tur i Calabrien. Da jeg planlagde denne del af turen, læste jeg meget i de rejseguides jeg kunne finde, for det er ikke meget, jeg har kendt til regionen på forhånd. Jeg er ikke helt sikker på, at vi har været samme sted, for de fantastiske beskrivelser jeg har læst, er jeg desværre ikke selv stødt på, så jeg kan anmelde Calabrien med samme entusiasme.

 

KATASTROFALT SERVICENIVEAU

Jeg har været forarget over hoteller og restauranters serviceniveau, hygiejne og ligegyldighed, mens jeg samtidig har oplevet den største gæstfrihed og spist den bedste mad nogen sinde hos en lokal familie.

Denne del af Italien er den grimmeste og mest beskidte og uplejede del, jeg har oplevet, men samtidig byder den heldigvis også på perler som Tropea. Og den slags byer findes der forhåbentlig mange flere af, selvom jeg ikke var så heldig at opdage dem. Skulle jeg gøre noget om, ville jeg have satset på flere oplevelser og vandreture i nationalparkerne, der var et absolut højdepunkt naturmæssigt.

 

HULLEDE VEJE

Selvom motorvejen er bedre i det sydlige Italien end det nordlige, er de små veje mildt sagt håbløse her i Calabrien. Det bliver nærmest et slalomløb i forsøg på at undgå de største huller. Vejen udtrykker tydeligt fattigdommen, og skraldeposerne i vejkanten understreger det blot. Det er ulækkert og beskidt.

 

STRANDE OG MASSETURISME

Vi var desværre ikke så heldige med vejret, men hvis du går efter strande, så søg ned sydpå væk fra området omkring Diamante,- medmindre du selvfølgelig godt kan lide masseturismen og campingpladsmiljøet. Stranden ved Tropea siges at være en af de smukkeste i Calabrien, men den er sikkert også overfyldt om sommeren. Selvom vejret ikke helt har været med os, er maj en fantastisk måned at rejse i. Stederne vækkes langsomt til live, men turisterne har endnu ikke helt indfundet sig, så der er hverken køer, overfyldte restauranter eller hoteller.

Calabrien er derfor ikke en del af Italien, der kommer til at stå højst på min liste over steder, jeg vil vende tilbage til – det skulle da lige være for at smage på Biancas kødgryder igen. Men det har alligevel været en øjenåbner og spændende at få et indblik i et meget anderledes Italien, selvom det har ødelagt mit – måske lidt for – rosenrøde billede af dette fantastiske land.

 

VIL DU VIDE MERE OM ROADTRIP I CALABRIEN? SÅ LÆS MED HER:

VILDFARELSE I CALABRIEN

MAMA MIA!!!

 

Skriv et svar

Captcha loading...