AUSTRALIEN ROADTRIP #8 BROOME – MELBOURNE

Sidste stop på turen. Vi flyver fra Broome, og det der er en lille indenrigsflyvning, bliver til en hel dags transport på ca. 13 timer. Der går kun et direkte fly i ugen fra Broome til Melbourne, hvor vi skal være senest i morgen til familiefødselsdag. Derfor bliver det til en mellemlanding i Perth, hvilket faktisk er meget interessant, eftersom alle de tusindvis af kilometer, vi netop har tilbagelagt i bil, nu kan følges fra luften på kun 3,5 time. Ret surrealistisk.

 

BRIGHTON

Vi skal bo hos min søster og hendes to børn i forstaden Brighton, og det tager knap en time fra lufthavnen at komme dertil. Overalt er der vejarbejde, og selvom det er aften, er trafikken også stadig godt i gang. Man skal lige vænne sig til at køre i en storby igen. I ugevis har vi ofte været den eneste bil i miles omkreds, og nu skal man både kigge til højre og venstre og forud og bagud. Puha. Men det går glat, og gensynsglæden er stor.

 

Brighton Bathing Boxes

Brighton er en lækker by, som har det hele, og især stranden er magnetisk. Du har måske set de berømte omklædningsbokse, der vel nærmest er blevet varetegnet for Brighton? Side om side står de på stranden og sætter kulør på landskabet, mens Melbournes skyline troner i horisonten. De er små og farverige og koster en mindre formue.

 

Melbourne skyline set fra Brighton strand

Og generelt koster de fleste huse en mindre formue i Brighton. Området kan nok sammenlignes med Whiskybæltet nord for København, hvor de rige trækker hen for at nyde havudsigten og roen fra storbyerne. Det vrimler med børn i skoleuniformer fra både privatskoler og de offentlige, for her skal alle bære uniform. Tilfældigvis går vi forbi en af privatskolerne, netop da klokken ringer ud, og den lille villavej er et kæmpe stort kaos af blærede biler, der holder i kø for at samle ungerne op. Et skørt syn man måske ikke helt forstå som dansker fra en lille bondeby, men ikke desto mindre er det dagligdagen her.

 

Stranden i Brighton.

 

Brighton byder også på masser af butikker og lækre små caféer og restauranter – meget modsat vestkysten hvor vi lige er kommet fra, og hvor det var mere end svært at opstøve både en pæn butik og en restaurant der serverer mad, der rent faktisk smager af noget. Der er liv og glade dage, og Brighton er en by, der straks indtager mit hjerte.

 

 

MELBOURNE

Men når vi nu er på disse kanter, skal vi selvfølgelig også se Melbourne. Byen der har ry for at være den, der minder mest om vores europæiske hovedstæder – hvis man da kan sammenligne dem – og så har den ry for at servere god kaffe. Endnu en mangelvare i Vestaustralien. Hvad Melbourne til gengæld ikke kan byde på på denne årstid, er godt vejr. Kulden river og rusker i os, og i stedet for at indsnuse byens gader og stræder, vælger vi at satse på de indendørs aktiviteter.

 

I mit rette element.

Vi finder frem til et museum, hvor alt er lavet i 3D, og vi får et par gode grin af os selv i akavede og skøre fotoshoots. Der er alt fra malerier til hajer, enhjørninger og spejle uden spejlbillede, men favoritten må alligevel være det store glas rødvin, man kan bade i uden at blive våd. Udstillingen er sjov og underholdende og kan anbefales, hvis du kommer forbi, men undgå weekender og helligdage, hvor det vrimler med familier og børn, der ikke holder sig tilbage!

 

Alternativ minigolf i mørke.

Lige på den anden side ligger der en indendørs minigolfbane, som man spiller i mørke, og da jeg har tabt første omgang med et brag, er det på tide med en udfordring. I neonlys bevæger vi os frem gennem banen, der byder på både vilde dyr og gamle biler. Selvom jeg igen er bagud, byder finalen på en overraskelse. Behøver jeg sige, hvem der vandt? Eller… faktisk endte det vist med uafgjort, hvilket for mig føles som en sejr,- men det var kun med hjælp fra et venligt monster…

 

Rooftopbar i Melbourne.

Der findes så mange ting at lave i Melbourne, men vores tid var knap, så ud over disse oplevelser blev det “kun” til en aften ude i godt selskab med på besøg på en af de berømte Rooftopbarer og middag på en god asiatisk restaurant. En god undskyldning for at komme tilbage dog!

 

PUFFING BILLY

En søndags familieudflugt bliver det skam også til. I den hyggelige lille by Belgrave stiger vi på et ældgammelt lokomotiv, der sneglede damper af sted gennem landskabet, mens ivrige turister sidder med benene dinglende ud over vognsiderne. Det kan måske se en smule faretruende ud, men toget kører så langsomt, at man næsten kan gå hurtigere.

 

Puffing Billy på Testle Bridge – en træbro midt i Sherbrook Forrest.

Undervejs på turen findes der flere stop, hvor man kan vælge at stå af. Selvom vi egentlig har bestemt os for en anden station, vælger vi alligevel at hoppe af i Emerald efter en times tids kørsel for at spise frokost. Det viste sig at være både en god og dårlig beslutning. Efter en let frokost begynder regnen nemlig at stå ned i stænger, og i farten har vi liiige glemt at tjekke tidstabellen for at se, hvornår toget går tilbage. Det gør det først et par timer senere! Og selvom vi valgte at stå af på dette sted, fordi det lidt lignede en by, findes der ingenting at lave her i silende regnvejr. Med klaprende tænder venter vi bare utålmodige på, at toget skal komme, mens børnene leger i regnen.

 

Frivillige medarbejdere i alle aldre i aktion.

Heldigvis tilraner vi os en af de lukkede togvogne, da Billy langt om længe dukker op, og vi kommer i tørvejr. En åben togvognstur ud i det blå i regnvejr kan ikke anbefales, men en skøn solskinsdag vil turen være perfekt, hvis du tager familien med.

Tip:3. søndag i måneden er der marked i Emerald.

 

GREAT OCEAN ROAD

Great Ocean Road er en af de ting, jeg har glædet mig allermest til på turen, ikke mindst fordi den er kendt for at være en af de smukkeste kystveje i verden, og desuden er berømt for de 12 apostle, som man møder på vejen.

 

12 apostle

Turen er en strækning på 243km i det sydvestlige Victoria mellem byerne Torquay, som ligger ca. en halv times kørsel fra Melbourne, og Warrnambool. Det er enhver fotografs drøm, og fordi turen er så speciel, har den fået sit helt eget indlæg, hvor du kan læse meget mere.

 

Læs meget mere om turen på the Great Ocean Road her.

 

 

Oplevelser gennem linsen.

Vores rejse er slut i denne omgang. 12 uger gennem vidunderlige New Zealand og fantastiske Australien har nået sin ende. Vi har set og oplevet så meget, at der nok går lang tid, før det overhovedet kan bundfælde sig. Ting vi allerede har glemt, men som jeg er sikker på kommer op til overfladen igen, når vi i ro og mag kan nyde alle de smukke billeder, vi har taget. Nogen mener, at man mister en del af oplevelsen ved at kigge for meget gennem kameraet. For mig er det anderledes. Jeg lægger nu meget mere mærke til detaljerne og får en helt anden oplevelsen, når linsen søger efter det rigtige motiv. Tak for denne gang og tak fordi du fulgte med. Der kommer meget mere i fremtiden…

 

En tanke om “AUSTRALIEN ROADTRIP #8 BROOME – MELBOURNE

Skriv et svar

Captcha loading...