"Take nothing but pictures. leave nothing but Footprints."

AUSTRALIEN ROADTRIP #7 ECO BEACH – BROOME

“Welcome to Paradise” siger den smilende pige i receptionen. Jeg kigger mig omkring og er ikke et sekund i tvivl om, at hun har ret. Langt væk fra alt der minder om civilisation, skal vi tilbringe de næste 2 nætter, og efter en meget lang og uforudsigelig køretur glæder jeg mig til at slappe af på dette vidunderlige sted.

 

Solnedgang i hængekøjen.

ECO BEACH

Den kilometerlange grusvej har endelig ført os i favnen på vores overnatningssted, og velkomstkomitéen består af sortnæsede wallabies, der nysgerrige betragter os, mens vi triller af sted. Vi surmuler dog stadig lidt efter den falske (eller i hvert fald meget ukorrekte) vejledning fra receptionen, men hurtigt får vi det ud af systemet, så vi i stedet kan nyde opholdet og omgivelserne.

 

Vil du vide mere om, hvorfor vi surmulede så læs med her.

 

Vi slentrer en tur ned på stranden, hvor vi i de velplacerede hængekøjer suger det sidste sollys til os. Farverne spiller på de orange tangenter, og solen forsvinder langsomt ned i havet, mens silhouetter af legende børn blander farvepaletten.

 

Legende børn på Eco Beach.

Hurtigt falder mørket på, og herude i ingenting bliver natten virkelig sort. Til gengæld pibler stjernerne frem og kæmper om pladserne på himlen. Vi har sendt pandelygterne hjem, da vi ikke troede, vi ville få brug for dem, men de ville nu have været nyttige her. I stedet famler vi os ned af den lille vej, der fører tilbage til vores overdimensionerede telt.

 

BUSH-WALK & MINI BUNGLES

 

“A recreational hike into wild or uncultivated country.”

 

Bush-walk i området omkring Eco Beach.

Og det føles også som rekreation her i Paradis. Det er begrænset, hvad man kan foretage sig, men vi beslutter os for at gå på udforskning i området. En lille sti fører os sikkert rundt i den tørre bush, hvor det rasler i græsset, mens synet af dyrene udebliver, bortset fra den meget hurtige wallaby der tager benene på nakken, da den får øje på os farlige mennesker. Vi er bare glade for, at slangerne og edderkopperne gemmer sig. Vi har endnu ikke set nogen, så det må jo komme på et tidspunkt. Efter sigende ligger de alle steder på lur!

 

Udsigt over Eco Beach.

Det er stegende hedt, men heldigvis foregår det meste af turen i skyggen. Blomster og træer er tørre og visne, og der er ikke meget at se på, men vi trasker troligt videre med sveden løbende ned ad panden. Anstrengelsen belønner sig heldigvis, da vi når frem til det åbne område med udsigt over stranden, og vi tager et velfortjent hvil på bænken, mens vi nyder udsigten.

 

Et velfortjent hvil med en fantastisk udsigt over “Mini Bungles”.

Det turkisfarvede vand stråler om kap med den røde jord, der leder os ned ad skrænten og frem til “Mini Bungles”, der er formet af tid, vand, vind og vejr gennem millioner af år. Jeg er ikke helt sikker på, om man må gå denne vej, da stedet er helligt for de lokale aboriginals, men vi vover os af sted, da vi ser andre mennesker gå rundt nede på stranden. Sandet er blødt som smør, og vi skrider langsomt ned af skrænten, mens hælene forsøger at bremse.

 

De spektakulære Mini Bungles kan dateres 65-200 millioner år tilbage i tiden og er et helligt sted for det lokale Yardoogarra folk.

Vi bevæger os med største forsigtighed gennem området, mens vi indånder den hellige luft og nærstuderer detaljerne. Lag på lag ligger stenene, og de spektakulære formationer får os til at tabe pusten. Eller var det gåturen herhen? I alle fald er her så specielt og smukt, at ærefrygten strømmer gennem kroppen. Man forstår straks, hvorfor stedet er helligt.

 

Eco Beach.

Det bløde sand afløses af skarpe klipper, der skærer gennem sandalerne, og vi går videre til sandstranden, der begynder lige om hjørnet. Formationerne afløses af flade sten, der bryder den fine strandkant, men sætter sit personlige præg, og muslingeskaller i hobevis har fundet sig til rette på mange af stenene, og vidner om tiden der går. Som små vulkaner titter de frem overalt, og man venter bare på røgen, der kommer ud. Den kommer ikke.

 

Kigger man nærmere på stenene, er de overdækkede af små fine muslingeskaller.

Mottoet for Eco Beach, og vestkysten generelt, er “Take nothing but photos and leave nothing but footprints”. Som sagt så gjort. Vi får knipset masser af dejlige billeder, men tager i naturens ånd intet andet end smukke minder med os, selvom stranden frister med masser af flotte muslingeskaller. Vi går hjem langs stranden og nyder endnu en smuk solnedgang.

 

Leave nothing but footprints.

 

ECO BEACH – BROOME

Det er på tide at sige farvel til Eco Beach og fortsætte til Broome, der er sidste destination på vores vestaustralske roadtrip, og jeg hører allerede kamelerne kalde fra Cabel Beach.

 

Tid til en tur i vaskehallen.

Broome er kun en kort køretur væk, men før vi kan levere bilen tilbage, må vi finde en vaskehal, så den røde bil kan blive hvid igen. Og hvor utroligt det end lyder, er en vaskehal faktisk noget af det sværeste at opstøve i Vestaustralien. Længe har vi forgæves søgt efter et sted at vaske det hvide lyn, og endelig lykkes det os i Broome. Den får en ordentlig omgang med højtryksrenseren, og kvinden, vi afleverer den til i biludlejningen, smiler tilfreds og anerkendende til os, da vi leverer den tilbage. Pfeew, godt hun ikke så den for en halv time siden. Bilen har klaret opgaven forbløffende godt. Næsten 4800km er det blevet til gennem outback og landeveje, grusveje og nationalparker og ikke på noget tidspunkt har den protesteret. Den får et klap med på vejen, og vi springer i en taxi, der skal bringe os til vores hotel, hvor vi slutter næsten 4 ugers kørsel af med en badeferie.

 

BROOME

“Glæd jer til Broome” har vi hørt det meste af vejen. Mest fra folk der endnu ikke har været der, men drømmer om det. Det meste vi har hørt er, at man absolut skal ride på kamelerne på Cabel Beach.

 

Kamelridning i solnedgangen på Cabel Beach, Broome. Foto: Red Sun.

Og hvad er så Broome? Det er svært at beskrive, for egentlig er det ingenting. En turistby med knap 15.000 indbyggere, der stiger til 45.000 i højsæsonen. Men både bygninger og mennesker er spredt ud over et større område, så der er intet byliv, der indikerer, at der faktisk bor en del mennesker her. Faktisk er vores forventninger nok skruet lidt i vejret efter alle anbefalingerne, så vi bliver lidt skuffede over at se, at vi skal tilbringe de næste 12 dage på et sted, hvor man stort set ikke kan foretage sig noget. Men godt ord igen. Vi havde jo planlagt en badeferie!

 

Cabel Beach.

Så vi starter med at inspicere den berømte Cabel Beach, der strækker sig længere end øjet rækker. Der er klappet et par solstole ud, og surferne er i bølgerne, men ellers er det mest 4hjulstrækkerne, der dominerer stranden. De har slået sig ned med campingstole og borde, og musikken spiller ud fra de skrattende højtalere. Det minder på mange måder om Rømø, hvor man kører ud på stranden og slår sig ned for dagen, bortset fra at stranden her ikke er i nærheden af samme bredde som vores lille vadehavsperle.

 

De firbenede kan også godt lide en tur til stranden.

 

 

KAMELRIDNING PÅ STJERNEN ROCKET RODNEY

Det som alle snakker om – kamelridning i solnedgangen på Cabel Beach – skal selvfølgelig afprøves. Jeg er en smule skeptisk. Er det synd for dyrene, eller er det bare en normal arbejdsdag? De er jo i princippet pakdyr, så jeg overbeviser mig selv om, at det er ok.

 

Skønt fjæs der nok ikke har set mange tandlæger. Men der findes vel heller ikke bøjler til kameler?

Vi vælger firmaet “Red Sun”, dels fordi det er det, hotellet anbefaler, men også fordi det er det eneste firma i Broome, der har vundet Australske turistpriser, som giver dem et kvalitetsstempel. Personalet og ejeren er meget kærlige med kamelerne, og de virker bestemt til at have det godt, så vi stiger med god samvittighed om bord. Det er lidt af et turist tilløbsstykke, og det er ikke kun deltagerne, der er klar med kameraet. Man føler sig næsten som på den røde løber, når man sidder der og vugger af sted.

 

Kamelridning og solnedgang på Cable Beach. Foto: Red Sun.

Og vugger gør vi fra side til side. Faktisk så meget at jeg bliver søsyg og overvejer, hvad mit træk vil være, hvis jeg skal kaste op. Ikke nogen god tanke så jeg forsøger at koncentrere mig om at følge kamelen, der egentlig vel nok er en dromedar, da den kun har en pukkel. Rocket Rodney, får vi at vide, har fået sit tilnavn “Rocket”, fordi den har vundet flere væddeløb i Australien, senest i Broome forrige år. Betyder det, at den pludselig kan finde på at stikke af? Den gør det heldigvis ikke med os. Faktisk opfører den sig ret eksemplarisk, og langsomt vender jeg mig til rytmen og sejladsen og nyder vores ridt i solnedgangen.

 

STAIRCASE TO THE MOON

Har du nogen sinde hørt om måneopgang? Eller har du overvejet, at ordet og fænomenet overhovedet eksisterer? Og hvad betyder det i det hele taget? Jeg har ikke set det før. Og jeg har heller aldrig overvejet det. Men her i Broome (og en del af vestkysten) er det en helt speciel begivenhed, som hvert år finder sted 2-3 dage pr. måned mellem marts og oktober.

 

Staircase to the Moon.

Staircase to the Moon er et naturfænomen, der opstår, når fuldmånen står op over Roebuck Bay, når der er lavvande og lyset spejler sig i bølgerne fra sandet. Man kan sige nøjagtigt på klokkeslettet, hvornår det sker, så der står hobevis af turister og træder hinanden over tæerne for at få den bedste kameraplads (Se datoer og tider her). Jeg er lige ved at få klaustrofobi og løbe bort, inden månen viser sig, for hvor specielt kan det da være? Heldigvis løber jeg ingen steder, for både ventetiden og maset er det hele værd. Oplevelsen er så speciel at gåsehuden sætter ind, og hårene på kroppen står ud til alle sider.

Lige ved siden af stranden er der et marked, som afholdes hver torsdag samt når der er Staircase to the Moon. Der er masser af madboder, med de asiatiske som de dominerende, og vi går hen og får en billig omgang mad, inden vi tager shuttlebussen hjem sammen med hundredevis af andre turister.

 

I CROCODILE DUNDEES FODSPOR

Kæmpe krokodiller ligger og skuler i vandoverfladen. Mussestille. Pludselig farer 2 af dem op og forsøger at bide hinanden. Godt de er så hårhudede. Alligevel er der en i den store flok, der mangler et ben og en anden et øje. Den stærkeste vinder, og arrene er beviset på de seje kampe mellem giganter.

Et lille glimt af de mere end 70 saltvandskrokodiller der lever sammen i – næsten – fred og fordragelighed i Long Lake søen i krokodilleparken. De har været sammen, siden de blev født for 26 år siden, men hvis man lukker en ny krokodille ind til dem, vil den straks blive slået ihjel.

En anden ting vi har fået anbefalet i Broome er et besøg på en krokodillefarm, hvor der lever krokodiller af forskellige årsager. De er næsten alle blevet fjernet fra deres naturlige elementer for at redde dem på den ene eller den anden måde, men mest fordi de har været farlige for mennesker. Malcolm Douglas Crocodile Park er anlagt af Malcolm Douglas, der i sin tid startede som krokodillejæger – og var inspiration til Crocodile Dundee filmene – men som senere skiftede retning og i stedet arbejdede for at bevare krokodillerne i Australien.

 

Fordi vi lever i den perfekte uperfekte verden.

Så det skal vi selvfølgelig (også) se. Sammen med alle børnefamilierne der har ferie!!! Vi starter med at gå en rundtur i parken for at se nærmere på beboerne. Helt stille ligger de og glor lige over vandoverfladen eller i vandkanten. De ser nærmest døde ud, så stille er de. Men skindet bedrager, og da vi senere overvåger deres fodring, ser de bestemt levende ud.

 

Saltvandskrokodille klar til næste måltid.

Dyrepasserne driller dem lidt med kæppen, så vi kan få et godt glimt af gabet – når vi da vel at mærke overhovedet kommer i nærheden af hegnet for alle de andre mennesker, der også har valgt at ville opleve det samme i dag. Parken virker gammel og slidt, og oplevelsen drukner i mennesker, der skubber og maser for at få den bedste plads. Kæmpe krokodiller ligger og skuler i vandoverfladen. Mussestille. Pludselig farer 2 af dem op og forsøger at bide hinanden i håbet om at få den næste bid mad. Godt de er så hårhudede. Alligevel er der en i den store flok, der mangler et ben og en anden et øje. Den stærkeste vinder, og arrene er beviset på de seje kampe mellem giganter.

 

Fodring af amerikanske alligatorer, der er noget mindre end de kæmpe saltvandskrokodiller.

 

 

BROOME – MELBOURNE

Det skal selvfølgelig lige hedde sig, at vi er havnet midt i børnenes skoleferie, der er en af de travleste tidspunkter på året. Ikke det mest velvalgte tidspunkt at ønske sig en afslappet badeferie. Vi er heller ikke vant til at slappe så meget af, så langsomt begynder småting at irritere. Ting som man måske, måske ikke, ville hidse sig op over i andre situationer, men al den skubben og masen og råben er for meget. Det er på tide at tage videre til næste og sidste destination på denne rejse: Melbourne.

 

Udsigt over Broome fra flyet på vej til Melbourne.

Det betyder farvel til den smukke og vilde vestkyst, hvor vi har haft så mange fantastiske naturoplevelser. Den ene nationalpark har afløst den anden og budt på nye eventyr. Vi har gået, svømmet, klatret og rappellet i den smukkeste natur, der er formet gennem millioner af år og byder på spektakulære klippeformationer i alle afskygninger. Vi har snorklet med verdens største fisk og set flere vilde dyr, end vi turde have drømt om. Den vilde natur er kravlet ind under huden på mig, og jeg håber, at også du får mulighed for engang at opleve dette vidunderlige sted. Det burde i hvert fald stå på enhver naturelskers ønskeliste.

 

Har du fulgt med i hele det australske eventyr? Ellers kan du læse med fra begyndelsen her

 

 

RUTEN VI KØRTE:

Skriv et svar

Captcha loading...