AUSTRALIEN ROADTRIP #6 KARIJINI NP – ECO BEACH

Der er ingen, der har sagt, det skal være let at finde vej her på Australiens vilde vestkyst, selvom kortet i princippet fortæller, at der kun er én vej. Og det er der også, når man ser bort fra alle de små grusveje, der ikke er at finde nogen steder.

 

Det der før var kænguru-skilte, er nu kvæg-skilte. Og netop kvæg er der masser af på denne strækning, både de levende der er på udkig efter føde, og de døde liggende i vejkanten ramt af køretøjer.

 

KARIJINI NP – PORT HEDLAND

”They said I’m a fucking liar”.

”What y’a mean?”

”It’s a fucking crime scene. What do they expect man? I mean: people are dead. The fucking road is gonna be closed for another 24 hours and they just said that I’m a fucking liar.”

 

Auski Roadhouse.

Port Hedland er kun et stop på vejen, men vejen derhen viser sig at være fyldt med forhindringer. Da forlader Karijini NP efter et par vidunderlige dage (læs om dem her), gør vi holdt på den første, sidste og eneste tankstation, et såkaldt Roadhouse, for at tanke op og tisse af. Men hurtigt får vi bange anelser. Lastbiler holder i flere kilometer op ad den lange vej. Hvad laver de der? Vi kan stille glide forbi i vores bil, men vi fornemmer hurtigt, at det gør man ikke. Hvad er der galt? Åh nej. Vi hørte i går noget om, at vejen var lukket. Den ENESTE vej til Port Hedland og videre nordpå. Jeg hørte egentlig ikke rigtigt hørt efter i går, men det var noget med en ulykke. Vi har overhovedet ikke overvejet, at det også kunne gælde for i dag, og receptionisten havde ikke gjort sig den umage at fortælle os det, da vi tjekkede ud. Hvorfor skulle hun også det? Som om at det er vigtigt, at DEN ENESTE vej er lukket, og vi er fanget på denne jammerlige rasteplads?

 

Hvordan mon en vandhane funktionerer?

Jeg stiger ud af bilen og går ind for at betale benzinen. Spørger teenageren, der står bag disken, hvad vi kan forvente. Hun har ingen anelse, og i køen er der delte meninger. Kl. 15 åbner vejen. Kl. 12 siger en anden dame. Jeg vælger at tro på hende. Kl. er 10.30, så et par timer kan vi godt holde ud. Jeg udforsker rastepladsen, men efter forundret at have beundret længden på et par roadtrains og funderet sammen med papegøjerne over hvordan man dog får frisk vand ud af en vandhane, irriterer fluerne så meget, at jeg kapitulerer tilbage til bilen. Her sidder vi og overvejer næste træk, da vi overhører 2 mænds samtale udenfor bilen.

”They said I’m a fucking liar”.

”What y’a mean?”

”It’s a fucking crime scene. What do they expect man? I mean: people are dead. The fucking road is gonna be closed for another 24 hours and they just said that I’m a fucking liar.”

A crime scene? Hvad pokker er der sket her? Internettet er som altid ikke eksisterende, så vi kan ikke få nogle oplysninger, og folk fortæller i øst og i vest, hvad de har hørt. Rosinen i pølseenden bliver dog, at manden, der blev kaldt for løgner, desværre får ret. Vejen har været lukket i 2 dage og går nu ind i den tredje. Ulykken involverer et Road Train fyldt med kvæg, en bil og en camper med en bil på træk. Camperen med bilen på træk bestod af en familie med far, mor og 2 teenagere. Forældrene er nu døde, mens resten er sluppet med livet i behold, og kvæget render rundt i bushen på flugt fra deres skæbne; at ende som bøffer i Indonesien.

 

Road Trains.

Jeg synker med besvær. Den eneste hovedvej i miles omkreds er lukket på 3. dagen, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor slem den ulykke må ha været. Hele tiden bliver man advaret om at overhale roadtrains, for de kan være virkelig lange, og det kan være virkelig farligt.

Men uanset hvor trist det er, må vi ruske op i os selv og finde en vej ud herfra. Vi kan ikke blive her, og vi kan ikke tage tilbage til Eco Resortet, for der er ferie i Australien, og alle teltene er bookede. Hvad pokker gør vi?

 

Unsealed road som de kalder dem i Australien.

Vi gør, som man nu gør. Kører tilbage ad den vej, vi kom fra. Med udsigten til en omvej på knap 1000km, triller vi af sted uden at sige så meget. Held i uheld følger vi et skilt, der viser vej til byen Tom Price, hvor vi for 4 dage siden tankede og gjorde os klar til eventyr. Eventyret er et andet nu, og det er med vemod, at vi automatisk følger skiltet. Men skiltet leder os ikke tilbage, hvor vi kom fra. Det leder os hen til en uasfalteret grusvej, der måske, måske ikke, er en genvej. Og på genvejen befinder sig en anden genvej. Et par campingvogne holder for enden af vejen, og ejerne står og diskuterer, om de skal fortsætte eller vende om.

Jeg kigger opløftet på kortet. Hvis nu vi fortsætter her, bliver kilometerantallet reduceret med ca. 700km. Det er immervæk alligevel en del. Men men men. Kan vi klare knap 300km på en vej, der ikke består af andet end sand og sten. Min partner in crime er absolut ikke overbevist, men gryntende overtager han styringen, mens jeg lokker ham ind på vejen. Hvor mange timer vi kan spare, er jeg ikke klar over, men vejen er bare så tillokkende, når man kigger på kortet. Vi drejer af. Han gør det sgu. Jeg holder vejret, og vi kører ind ad grusvejen uden at udveksle yderligere ord.

 

Selv en lastbil har vovet sig ud på denne omvej. Hver gang vi møder en modkørende, bliver vi nødt til at stoppe, da vi bliver indhyllede i rødt støv.

PÅ AFVEJE I MILLSTREAM CHICHESTER NATIONALPARK

Vejen, viser det sig, går igennem en af Australiens mindste – og mindst besøgte – nationalparker, nemlig Millstream Chichester National park. Det starter ret godt. Med 70km i timen skyder vi af sted, og selvom bilen rasler en smule, finder den sig i det. Det går ligeud og ligeud og ligeud. Lige indtil min super chauffør pludselig må stå på de hvinende bremser. Hvad sker der? Vejen slutter? Eller den slutter ikke, men vi står midt i et T-kryds, der ikke findes på kortet. Foran os holder 2 biler, der ser ud som om, de er kørt direkte ind i samme skilt, som vi nærmest torpederer, inden bilen holder stille.

Det viser sig, at de ikke er kørt ind i noget, men at de er mindst lige så forvirrede, som vi er. Hvorfor er der et T-kryds et sted, som ikke findes på kortet. Gps’en kan ikke hjælpe os, for vejen og området findes ganske enkelt ikke. Manden jeg taler med, har et meget mere detaljeret kort end jeg, og vi er absolut ikke enige om, hvor vi befinder os. Stædige æsler er vi begge, og vi takker hinanden for den hjælp, vi ikke fik og kører videre. Drejer i blinde til højre, for det må da være det eneste rigtige.

 

Det er ikke kun Road Trains, der kører her. Kilometerlange tog kører også gennem bushen.

Det er det heldigvis også, finder vi ud af, da vi efter 1,5 times kørsel når frem til Millstream Chichester Nationalpark. Hvordan vi ved, at vi nu er her, er stadig lidt en gåde, for gps’en virker som sagt ikke, og vejskiltene har de bestemt ikke ødslet med. MEN jeg har på kortet set, at vi skal holde til højre, og det er heldigvis rigtig. Så langt så godt. På trods af min overbevisning stoler jeg pludselig ikke længere på min intuition, og kort efter befinder vi os igen på en vej, jeg ikke kan placere. Kigger jeg på kortet, skulle vi være kommet forbi Pythons Pool, og jernbanen skulle være drejet til venstre. Vi kommer længere og længere væk fra Pythons Pool, og jernbanen er lige ved siden af vejen. Why oh why? Og Hvor fanden er vi. Undskyld jeg bander.

På vores meget lidt detaljerede kort finder jeg ud af, at vi ikke holdt så meget til højre, som vi burde have gjort. Men vejene er nærmest usynlige her. Jeg sværger. Da der står et turistskilt (et af de meget få skilte vi så) til Pythons Pool på 18km, kørte vi videre, fordi nogen ikke gad se flere udkigssteder, mens nogen holdt deres kæft, fordi nogen godt kunne se, at det ikke lige var dagen til mere sightseeing. Det skulle det ha været. For den vej der lignede en blind vej, var den direkte offroadvej til vores seng. Nu er vi ude på en længere vej, men heldigvis er den asfalteret, så selvom kilometerne bliver flere, bumler det ikke mere, og alle er glade. So far so good trods alt.

 

Solnedgang over havnen i Port Hedland.

Ad lidt kringlede omveje lykkes det os altså alligevel at komme til Port Hedland, netop som mørket falder på. Det sidste stykke forkerte vej, viste sig være en lille omvej, men til gengæld var den asfalteret og førte os direkte i hænderne på en tankstation, der fik den kritiske benzinmåler glad igen. Udmattede, men glade for alligevel at være nået frem nyder vi solnedgangen og beundrer de kæmpe saltpyramider, der ligger langs vejen. Større udforskning af byen bliver det dog ikke til, da den udfordrende køretur kræver en ordentlig omgang søvn, før vi fortsætter nordpå i morgen.

 

PORT HEDLAND – ECO BEACH

 

Telefonboksen sluger mønt efter mønt, mens jeg undrer mig over, hvad hun laver i den anden ende. Pludselig vil den ikke tage flere mønter, og jeg bliver mødt af et ”dut-dut-dut-dut”. Jeg forsøger igen. Nej den er god nok. Den spytter simpelthen mønterne ud igen, fordi den er fuld. Den vil ikke have mine penge, og den vil ikke lade mig ringe.

 

Nysgerrige påfugle giver farve i landskabet på rastepladsen.

Der er ingen, der har sagt, det skal være let at finde vej her på Australiens vilde vestkyst, selvom kortet i princippet fortæller, at der kun er én vej. Og det er der også, når man ser bort fra alle de små grusveje, der ikke er at finde nogen steder. Bevidste om at vores gps stadig ikke kan finde hverken forbindelse eller destinationer, gør vi holdt på den første og bedste rasteplads for at orientere os. Fra intet mindre end en god gammeldags telefonboks (mobilen har heller ingen forbindelse, selvom vi har købt et australsk taletidskort) stopper jeg mønter i for at ringe til vores overnatningssted for at spørge om vej. Den søde pige, der svarer i den anden ende, giver sig goood tid til at svare. Hun skal lige tjekke Google Maps. Sig mig, ved hun ikke, hvor hun befinder sig?

Telefonboksen sluger mønt efter mønt, mens jeg undrer mig over, hvad hun laver. Pludselig vil den ikke tage flere mønter, og jeg bliver mødt af et ”dut-dut-dut-dut”. Jeg forsøger igen. Nej den er god nok. Den spytter simpelthen mønterne ud igen, fordi den er fuld. Den vil ikke have mine penge, og den vil ikke lade mig ringe. Til al held findes der dog en telefonboks mere på rastepladsen. Nervøst forsøger jeg at fodre den, og får hurtigt forbindelsen til den søde pige genoptaget. Men nok så sød som hun er, er hun helt umulig som vejviser. Med en information om at vi bare skal køre lige ud ad Northern Highway, indtil vi når en lille sidevej, hvor vi kort efter skal dreje af til venstre, når vi ser det næste skilt, lægger jeg røret på og siger tak.

 

Skilte og chaufførkasketter sætter et personligt præg på restauranten.

Ok. Det kunne vi måske godt selv have regnet ud, men nu ved vi i det mindste, hvornår det er, vi skal dreje. Tror vi. For det viser sig selvfølgelig, at det ikke er i nærheden af at være rigtigt. Godt nok er afstandene store og større hernede, men når den søde pige siger, at vi skal dreje til venstre kort efter den lille sidevej, passer det altså ikke, for nu har vi trevlet highwayen op og ned i ca. 30 kilometers radius. Vi kører nemlig frem og tilbage i håbet om at have overset en lille vej og et lille skilt og alligevel finde vores destination, men vi er total i vildrede. Den er her IKKE!

Jeg forsøger at finde en forbindelse på min mobil, så jeg kan spørge Google Maps om hjælp og efter at have løbet lidt rundt, får jeg som ved et mirakel en enkelt streg. Jeg sætter mobildataen til, og straks tikker der sms’er ind fra mobilselskabet. Du har nu brugt så og så meget af din data. Giiisp! 13 sekunder og 448kr senere får jeg panikslukket for dataen igen. GODT RÅD: SLÅ ALDRIG DIN MOBILDATA TIL I AUSTRALIEN!!! Heldigvis havde jeg sat en spærring på, så jeg ikke kan overstige 400kr (hvordan den så endte på 448kr vides ikke), ellers havde det nok betydet slutningen på ferien, hvis jeg havde ladet telefonen fortsætte i det tempo. Med sved på panden sætter jeg mig ind i bilen igen. What to do? Vi giver op, og beslutter os for at køre hele vejen til Broome, inden vi løber tør for benzin.

 

Vejen findes altså rent faktisk, og endelig er vi ved at være fremme.

 

WELCOME TO PARADISE

Men bedst som vi har opgivet håbet og bare kører derudaf, dukker der pludselig et skilt op. Eco Beach. Kan det være rigtigt? 50 km fra der hvor vi fik besked på at dreje af, står det rigtige skilt pludselig og smiler ironisk til os. Haha. Jeg overvejer at ringe til hendes chef og få hende fyret, men hun var jo så sød. Damn!

 

Eco Beach Resort

Vi vælger at stole på skiltet og drejer ned ad den røde grusvej, og efter et par kilometer, dukker Eco Resortet frem. Arrige og lettede på samme tid blander vi følelserne med en øl, som vi skyller ned på nul komma niks, og pulsen falder lidt til ro. Vi er jo på ferie. Hvorfor hidse sig op over en sød pige, der ikke aner, hvor i verden hun befinder sig, når man kan nyde udsigten til 2 nætter på dette skønne sted.

 

Eco Beach.

 

”Welcome to Paradise” siger pigen i receptionen, og jeg er ret overbevist om, at hun har ret. Og om hun og jeg har ret – det kan du få at vide her.

 

RUTEN VI KØRTE:

… vil Google Map desværre ikke vise. Måske det bare var for langt ude…

 

En tanke om “AUSTRALIEN ROADTRIP #6 KARIJINI NP – ECO BEACH

Skriv et svar

Captcha loading...