AUSTRALIEN ROADTRIP #5 EXMOUTH – KARIJINI NATIONALPARK

Gps’en viser mange lange kilometer forude. Nærmere bestemt 612km og en estimeret køretid på 7,10 timer. Vi er forberedte på at skulle skifte førerposition ofte, da landskabet i Vestaustralien er søvndyssende og ensformigt, men stik imod alle forudindtagede holdninger viser det sig at være helt anderledes på denne strækning, og Australien viser sig fra sin bedste side. Det monotone landskab skiftes ud med så afvekslende en natur, at selvom jeg prøver at lukke øjnene for at få et hvil, er det så fortryllende, at jeg bliver nødt til at åbne dem igen.

 

EXMOUTH – KARIJINI NATIONALPARK

Først møder vi bølgende sølvglinsende vækster, der vejrer i vinden som fehår. Langsomt skifter farverne over i det gyldne, og planterne der viser sig i øjenkrogen får mig til at overveje, om jeg er fuld. Havde jeg ikke kun indtaget vand i dag, ville det faktisk være ret overbevisende, for uanset hvor jeg forsøger at fokusere, ligner væksterne en stor hallucination. Jeg glipper med øjnene. De er ikke tørre. Ikke våde. Faktisk helt normale selvom de skal vænne sig til, at udsigten glider forbi i hastigt tempo. Men landskabet bevæger sig så meget, at de ikke kan følge med, ligegyldigt hvor meget jeg blinker.

 

Fuld, fuldere, fuldest? Eller bare buske der manipulerer med dit syn?

Jeg ligger hovedet tilbage i sædet og nyder hypnosen, mens ligegyldige tanker glider gennem min hjerne. Jeg tænker alt, og jeg tænker intet. Lader verden fare forbi, mens jeg nyder udsigten. En gang i mellem møder vi en modkørende bil, men det sker så sjældent, at folk vinker til hinanden herude i ingenmandsland. Alle mojner, på godt sønderjysk, og jeg er vild med det.

 

Mit gæt er, at fuglen, der kredsede over os, er en Wedge-Tailed-eagle. Det står dog helt for egen regning, og hvis nogen har et bedre bud, så lad mig endelig vide det.

Over bilen spreder majestætiske fugle deres vinger. Deres hvide vinger, som ser ud til at være dyppede i ibenholt, svæver over bilen kilometer efter kilometer. Det virker som om, de har styr på hver eneste køretøj, der kører forbi, og uden at røre en fjer holder de musestille udkig med os og rapporterer til den næste, der tager over længere fremme på vejen. Grå og rosarøde undercover papegøjer holder til i vejkanten, hvor de foregiver at lede efter føde, mens skriggrønne minifugle i flokke leger kamikazepiloter og spiller russisk roulette foran køleren på bilen for at aflede opmærksomheden. Det er nærmest som at være midt i en kriminalroman. Vi rammer ingen, men det er hele tiden lige ved og næsten, og det ene sug efter det næste går igennem maven.

 

Fra vestkysten går der 2 veje ind i Karijini Nationalpark. Den ene går via Paraburdoo og er asfalteret, mens genvejen fra Tom Price kun er farbar med 4WD.

Vi består distraktionstesten og kommer helskindede frem til Tom Price, hvor vi finder den eneste tankstation i miles omkreds. Vores motto er blevet: ”Tøm blæren og fyld tanken, så snart du har mulighed”, for der er langt mellem både tankstationer og toiletter. Ofte hundrede af kilometer, så man skal tænke sig om, når man kører i denne del af landet, hvor befolkningstætheden er en af de laveste i verden. Det er ikke for sjovt, at de fleste biler kører rundt med ekstra benzindunke på taget, og kvinder lærer at pisse stående. (Hvem har lyst til at placere bagdelen i et krat, hvor man ikke aner, hvad der kan bide sig fast?)

Efter godt 70km triller vi stille ind i Karijini Nationalpark, der skal være vores hjem de næste 3 nætter, og hvor vi skal prøve kræfter med begrebet, eller rettere sagt overnatningsmetoden, ”glamping”. Glamping er nemlig for os wanna be campister, der elsker naturen, men hader det ukomfortable liggeunderlag og det ukomfortable telt, der skal sættes op hver gang på den ligeså ukomfortable jord. I et vaskeægte glampingområde står teltene nemlig dag efter dag, og de har sågar stillet en vaskeægte seng derind og tilføjet et vaskeægte udendørs bad og toilet. Hvad kan man mere ønske sig?

 

Indkørslen til Karijini Nationalpark

Den tidligere rustrøde farve er nu blevet til en dyb og mørk rustrød farve. Det første der falder os ind er dog de lyselilla blomster, der står i vejkanten, for det er første gang, vi virkelig er stødt på blomster i Australien. Tørsæsonen har for alvor sat ind, og det tætteste, vi kommer på en plantefarve er grøn. Grøn i mange afskygninger, for landskabet ændrer sig hele tiden. Så er det store træer, så er det små buske. Nogle gange er det et tæt krat, andre gange er det ørkenlignende stepper, der strækker sig, så langt øjet rækker. Og alt dette uden man ofte opdager det.

Vores GPS virker ikke, for herude er der ingen forbindelse. Vi har et godt gammeldags landkort, hvor et par veje er anført, men ingen idé om hvorpå kortet eco-resortet befinder sig, så vi kører i blinde. Som anet er der dog kun få veje at fare vild på, og et skilt leder os sikkert hen til vores overnatningsplads midt i nationalparken.

 

 

KARIJINI ECORESORT

De sidste kilometre er – som lovet – uasfalterede, men uden problemer triller vi sikkert ind i lejren. Det føles ikke som en campingplads, for faktisk skal man kigge godt efter for at få øje på teltene i bushen. Så langt så godt. Ingen klaustrofobiske følelser, og vi kan bevare forestillingen om at være ægte rejsende vildtcampister. (Hvis det ord findes?)

 

Karijini Ecoresort

I receptionen får vi vejledning til telt og udflugtsmål, og vores glampingeventyr sættes i gang. Det bliver en oplevelse, hvor vores følelser bliver udfordret både indvendigt og udvendigt.

”Bliv ikke bange hvis du ser en frø i toilettet”, står der på sedlen. Jeg sidder allerede på toilettet. Er der en grund til at være bange? Nej står der jo. Jeg skyller ud og springer 2 meter i vejret. I toilettet hvirvler en frø rundt i udskylningen, og så snart chokket lægger sig, får jeg ondt af den lille fyr. Men det skal jeg ikke have, siger skiltet videre. For de er en del af økosystemet, og de er vant til at blive skyllet ud. De kravler bare ind igen. –

Læs meget mere om glampinglivet her.

 

 

HELLIGE SLUGTER & HEMMELIGE MYTER

Efter en iskold nat hvor vi er mere istapper end levende væsener, da vi vågner, står vi op med solen for at få varmen og udforske denne vidunderlige verden af mytiske kløfter og hemmeligheder.

 

Klipperne i nationalparken ligger som bygget lag på lag. De er blevet formet under vand gennem millioner af år, før presset blev så stort, at de blev løftet op over vandoverfladen og i dag rager højt op i landskabet.

For nationalparken bærer på mange historier og myter. Det er et helligt sted for aboriginalerne, men desværre møder vi aldrig nogen, der kan fortælle os mere. For man skal høre historierne fra dem selv. Alle andre tier – af respekt – stille, så historierne bliver videregivet korrekt og med den ære , de har fortjent.

 

Fortescue Falls.

Men vi fornemmer alligevel stemningen, og da vi kravler ned ved FORTESCUE FALL, hvisker vi nærmest til hinanden. Ikke fordi nogen har sagt, vi skal gøre det, men det sker helt automatisk af respekt for den stemning, der omringer os, da vi stiger ned i dybet. Eller af respekt for naturen og dens følelser er jeg fristet til at sige. For der er en helt speciel fornemmelse, der omringer én her. Den larmende stilhed med de imponerende kulisser. Heden der omfavner, og klipperne der hvisker. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor dette er et helligt sted. Myterne lever i bedste velgående uden at nogen behøver sige et ord.

 

En sommerfugl viser vej.

Vi stiger langsomt og sikkert ned af den trappe, der til vores komfort er hugget ind i klipperne og kommer efter få minutter ned til vandfaldet. Nogle folk bader, andre beundrer, mens enkelte mediterer og indånder roen på trods af larmen. For mennesker larmer uanset hvad. Det må man nogen gange affinde sig med, selvom det er svært. Vi skynder os videre ind i skovens dybe stille ro, hvor vi bliver modtaget af baskende og farvestrålende sommerfugle, der leder os videre ind i slugten.

 

Snappy-Gum træer i bunden af Gorge Rim.

Og der går heldigvis ikke mange minutter, før vi mere eller mindre er alene. Helt nede i bunden af kløften, hvor nakken knækker, hvis man lægger hovedet tilbage for at ane toppen af klipperne. Der hvor vandet snor sig gennem slugten, og træer og buske kæmper for overlevelse trods en brand for få år siden. De har rejst sig igen, og efter regnperioden myldrer det igen frem med grønt, der spejler sig i resterne af floden, der pibler forbi. Havde det været regntid, havde vi ikke stået her, men nu er det tørtid, og vandet er mirakuløst forsvundet.

 

Barken fra Sanppy-Gum træerne som aboriginalerne har brugt til at overlevere deres historier på.

Undervejs i slugten møder vi et ældre par, der meget gerne fortæller om de ting, vi undrer os over. De 2 fortællelystende viser sig at være frivillige, der går og samler skrald op, som (dumme) turister efterlader sig, og de har desuden masser af nyttig viden. De beretter om træerne, der har stor værdi for aboriginalerne, fordi det er barken herfra, de har benyttet til at tegne og videregive deres historier på. Vi befamler barken, og med forsigtige fingre føler vi på egen hånd, hvordan man skille lagene af igen og igen, indtil man får papirtynde flager. Det giver god mening. Og oveni hatten er den specielle bark ikke brændbar, så det er derfor, træerne stadig står stolte, selvom ilden har forsøgt at udrydde dem. Fascinerende hvordan naturen kan indrette sig. Jeg trykker let på træet, der hvor barken er skrællet af. Det er helt gummiagtigt og føles slet ikke som træ.

 

Gåturen gennem bunden af Gorge Rim strækker sig fra Fortescue Falls til Cirkular Pool, og turen tager ca. 1-1,5 timer retur.

Vi bevæger os dybere ind i slugten, og snart åbenbarer der sig åndelige vandhuller. Det bliver kun smukkere og smukkere, og jeg overvejer, om min krop overhovedet kan modtage flere dybe indtryk. Knuden i min mave begynder at vokse, og det er er hverken angst eller sygdom, der er årsagen. Det er æresfrygten for dette gudsfantastiske sted, der, selvom jeg ikke er religiøs, indtager min sjæl og mit sind. Ånderne taler til mig, og jeg ved, at jeg ikke er blevet skør. Jeg er tværtimod blevet ét med naturen, og jeg nyder hvert eneste sekund.

 

Cirkular Pool – Jeg har ikke taget bikinien med, men det frister at tage et dyp, selvom vandet er iskoldt, og de få personer, der har vovet sig ud i poolen, gisper og stønner.

I hvert fald lige indtil vi når til DALES GORGE, hvorfra der går en vej ned fra en parkeringsplads, og turister igen strømmer til for at nå den lette vej hen til CIRKULAR POOL, hvor man kan tage sig et koldt dyp i Guds frie natur. Magien brydes.

 

Udsigt over Dales Gorge

Ikke desto mindre er det sidste stykke vej over klipperne også overnaturligt smukt, og roen og naturen indtager igen min krop. Jeg føler mig hel, også selvom sveden driver af mig, musklerne værker, og tørsten er ved at tage livet af mig.Vi tager ”the highway” tilbage efter prustende at være kommet til tops igen og fået fast grund under fødderne. Udsigten er fænomenal, men fornemmelsen er forsvundet. For at føle den skal man være nede i slugten.

 

Kalmania Gorge

Vi runder dagen af med et lille smut forbi KALMANIA GORGE. Fra udsigtspunktet er der en kort nedstigning til et lille vandfald, og hvis man har lyst, kan man også tage et par kilometer ind i kløften. Det har vi ikke, så vi nyder vandets plasken, før vi tager tilbage til lejren for at gå tidligt i seng, så vi er klar til morgendagens udfordringer.

 

CANYONING The Luncheon @ Junction

Natten er frisk, men langt fra så kold som gårsdagen. Faktisk får jeg sparket et par lag af ret hurtigt og kan sove uden at klapre tænder. Vækkeuret ringer allerede klokken 6.30, for i dag skal vi på endnu et eventyr; CANYONING i HANCOCKS GORGE. Selvom jeg glæder mig, er det svært at komme ud af de varme dyner. Der er dog ingen vej udenom, og sjældent har man set nogen komme så hurtigt i tøjet.

 

Frokostpause i jordens indre.

Vi mødes med vores guide kl. 7.30, og vi er heldige, at der i dag kun er 4 personer, der skal på tur. De sidste par dage har de været 12! Det ser dog ikke rigtigt ud til, at de sidste 2 dukker op, men de får en chance, for de har måske sovet over sig?

Det har de ikke. De har faktisk nærmest slet ikke sovet, for de har skændtes hele natten, fortæller manden, efter de vinkende drøner ind på parkeringspladsen et kvarter for sent. I stedet for at undskylde forsinkelsen meddeler han, at de lige vil tage et bad, før vi skal af sted. Vi står målløse med åben mund og polypper. Er han seriøs? Ja det er han, men heldigvis samler vores guide sig hurtigt og får ham på bedre tanker. Vi er allerede forsinkede, og nu skal vi af sted. Basta.

 

Klatring ned af vandfald i Hancock Gorge.

 

Læs mere om turen til jordens indre med West Oz Active Adventure Tours her. En eventyrlig og nærmest ubeskrivelig dag der dog får et forsøg med på vejen. Hvis du kommer her forbi, så gør dig selv den tjeneste at booke turen, for du vil få en oplevelse, du aldrig glemmer.

 

FARVEL TIL KARIJINI NATIONALPARK

Jeg kan mærke, at jeg lever. På den meget gode og ømme måde. Gårsdagens oplevelser i Hancock Canyon er og bliver en af de oplevelser, jeg har indprintet i min sjæl for evigt. Det er ikke for sjovt, at man siger, at det er ”en rejse til jordens indre.” Ca. 1.000 mennesker om året får lov at opleve denne rejse, der tidligere blev kaldt ”Miracle trail”. – fordi det var et mirakel, hvis man slap levende igennem.

 

Imponerende klippevægge i dybe rustrøde farver dominerer Karijini Nationalpark.

Stedet blev derfor lukket for offentligheden, men i dag har man muligheden for at komme ind i dybet sammen – og udelukkende – med West Oz Active Adventure Tours. Deres guider lever og ånder for deres job, og uanset tidligere afskrækkende episoder i området følte jeg mig 100% i trygge hænder. En redningsaktion her regnes i timer, ikke minutter. Og det hedde sig 16 timer og mere. Vores guider er normalt de første på stedet.

 

På vej ud af Karijini Nationalpark – her kan man tydeligt fornemme, hvorledes bilerne ser ud inden og efter et par dages kørsel.

Vi siger farvel til Karijini Nationalpark. Stedet der har givet mig en mavepuster af andre dimensioner. Jeg kan ikke sætte en finger på, hvad præcist det var, men jeg forlader det med respekt og ærefrygt. Naturen er så meget større end os mennesker, og her har jeg mødt og oplevet følelser, der ikke kan sættes ord på. Jeg ryster. Af anstrengelse, af fryd og af glæde. Over at sådanne steder stadig findes på denne skrøbelige jord, hvor vi ellers formår at smadre en ret så stor del af moder jords skønne natur. Amen.

 

RUTEN VI KØRTE:

3 tanker om “AUSTRALIEN ROADTRIP #5 EXMOUTH – KARIJINI NATIONALPARK

Skriv et svar

Captcha loading...