Roadtrip på Australiens vestkyst. Følg med i vores eventyr der snor sig kilometer efter kilometer gennem denne vilde og uberørte natur.

AUSTRALIEN ROADTRIP #4 – CORAL COAST 2. DEL

CORAL BAY, EXMOUTH & CAPE RANGE NATIONALPARK

 

“Come on, come on, come on”, råber besætningen. Det er nu, og vi skal være hurtige. Snorkler, masker og svømmefødder flyver rundt i luften, mens alle febrilske skynder sig det bedste, de har lært. Flyet der kredser over os har fået øje på en hvalhaj, og det store øjeblik, hvor vi forhåbentlig skal svømme med havets største fisk, er kommet. Der er ikke et sekund at spilde, for man kender aldrig dyrenes næste træk.

 

På udkig efter hvalhajer. Foto: Jess Hadden.

EXMOUTH

Exmouth er en lille by, men dog en by med et centrum, butikker og caféer. Vi er tilbage i civilisationen. Da vejret stadig ikke er helt i top, bruger vi dagen på at undersøge de muligheder, der er i området. Vi kører forbi informationscenteret for at finde ud af mere omkring, hvordan vi kommer ud at svømme med hvalhajer. Det viser sig at være noget af et tilløbsstykke, og næste ledige tur er først om 4 dage. Heldigvis har vi planlagt en hel uge her, så vi springer straks til og booker turen.  Jeg glæder mig som et lille barn, og i mellemtiden findes der heldigvis masser af fantastiske steder at udforske, så ventetiden bliver helt sikkert også et eventyr.

 

En emu spankulerer rundt i Exmouth.

 

CAPE RANGE NATIONALPARK VEST

Vi triller ud i det blå, nærmere bestemt mod nord, mod vest og herefter igen mod syd. For at komme ind i Cape Range Nationalpark skal man nemlig runde spidsen af halvøen for at komme over på vestkysten. Der er utallige steder, hvor man kan dreje af, enten mod stranden eller ind mod bushen hvor der er våde og tørre slugter at udforske.

 

Yardie Creek, Cape Range National Park.

 

Vi starter længst mod syd, og så langt væk man kan køre med en almindelig bil, med den eneste slugt, der har vand i sig hele året; YARDIE CREEK der ligger ca. 70km væk fra selve Exmouth. En mindre vandretur fører os gennem slugten, og under os sejler den ene kajak efter den anden forbi os. Det er åbenbart stedet, hvor man skal medbringe sin egen kajak, men da vi ikke har gjort det, fortsætter vi turen til fods. Blond som jeg er, har jeg dog ikke helt fået det rigtige fodtøj på, så mine sandaler lider en hård skæbne på de skarpe klipper. Op og ned går det, udsigten er skøn, men da det virkelig går nedad, må jeg desværre opgive og bande mig selv langt væk, fordi jeg skulle være så smart at træde i sandaler i dag. Til mit forsvar skal siges, at jeg er blevet så vant til, at i både New Zealand og Australien sørger de stort set altid for, at der er meget gå-venlige stier ved alle naturspots, som de ved, tiltrækker mange folk. Nogen gange er det næsten for turistagtigt, og man savner lidt eventyr, men man må alligevel tage hatten af for deres store arbejde.

 

Sandy Bay, Cape Range National Park.

Vi kører videre til næste stop; SANDY BAY. Her åbenbarer der sig en kridhvid sandstrand med turkisblåt vand og stort set ingen mennesker, bortset fra et par enkelte personer, der holder picnic i skyggen.

 

Mandu Mandu, Cape Range National Park.

Da tidsplanen ikke er til stranddag i dag, kører vi dog hurtigt videre til den næste slugt MANDU MANDU. Hvad der er et walk trail viser sig at være bunden af en flod, der ikke indeholder noget vand. Runde sten ligger side om side, og vi kegler rundt med alle farer for at brække anklerne. Selvom jeg endda fandt mine løbesko i bilen og nu er lidt bedre klædt på til formålet.
De røde klippeformationer tordner op omkring os, og fuglene kvidrer lystigt fra deres bosteder mellem sprækkerne. En enkelt blomst eller to giver lidt farve i landskabet, men ellers er her helt udtørret. Vi går ikke hele trailet, for vi er allerede trætte, og underlaget gør det ikke ligefrem lettere, så for at undgå brækkede lemmer, kører vi i stedet videre nordpå.

 

Driftsnorkling i Turquoise Bay.

Dagens 4. stop er TURQUOISE BAY, der er kendt for at være et super sted at driftssnorkle. Det undrer os lidt, at alle folk går direkte fra bilen i badetøj og ikke har nogen ting med til stranden, men da vi runder hjørnet, finder vi hurtigt ud af hvorfor: der blæser en stiv pelikan, og strømningerne i vandet ser kraftige ud. Vi vover dog pelsen og går nogle hundrede meter op langs stranden for at finde et godt startpunkt. Med snorkel og finner kaster vi os ud i det kolde vand, og lader strømmen fange os. Der er både fisk og koraller, men desværre er sigtet meget dårlig pga. vinden, der hvirvler alt rundt som svømmede vi rundt i en vaskemaskine. Vel oppe igen får vi hurtigt tørt tøj på, så vi kan komme ind i bilen og få varmen, og vi cruiser stille og roligt tilbage mod Exmouth, da vi har fået nok af oplevelser for i dag.

 

 

NINGALOO REEF & HVALHAJSSNORKLING

Så er den store dag kommet. Vi bliver hentet kl. 7.10, men jeg er allerede vågen fra kl. 03. Om det er sommerfuglene i maven, eller det faktum at mine ben er fyldt med små røde blærer, der klør som ind i h…. ved jeg ikke, men frisk og veludhvilet kan man desværre ikke kalde mig. Heldigvis er spændingen så stor, at det ikke lægger nogle forhindringer i vejen for, at jeg er 200% klar til en god dag.

 

Alle mand er klar i vandet. Højst 10 ad gangen ad hensyn til hvalhajerne. Foto: Jess Hadden

Sammen med 19 andre turister, hovedsageligt larmende familier med børn, der ikke helt kan styre deres begejstring (ikke et ondt ord om det), og et 4 mands crew, begiver vi os til søs. Første snorkeltur er en lille test af udstyr og svømmeevner, så der oplever vi ikke så meget. Der går dog ikke lang tid, før kaptajnen med fuld fart skyder ud over havet. Det lille fly, der svæver over os, har nemlig allerede spottet hvalhajer. Alt foregår i huj og hast. Udstyret på og hurtigt, hurtigt, hurtigt ned i vandet. Jeg når lige at få et glimt af det majestætiske væsen, der langsomt glider gennem vandet. Fyren her er dog allerede ved at dykke og er derfor hurtigt ude af syne. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om det var fedt trods alt at se den, eller om jeg dog er en smule skuffet over det korte glimt.

 

Hvalhaj. Foto: Jess Hadden.

Men det når jeg ikke at tænke længe over, for oppe på båden sætter kaptajnen igen fuld speed, og vi finder allerede den næste hvalhaj. Det er den anden gruppes tur til at hoppe i, så vi ser længselsfulde til, mens de snorkler rundt. Igen går der dog ikke mange sekunder, før vi får besked om i ekspresfart at få udstyret på og hoppe i vandet. Der er nemlig kommet en haj til.

Og denne gang bliver oplevelsen fuldstændigt surrealistisk. Havets kæmpe er lige foran øjnene af os, og vi svømmer stille og roligt ved siden af den, mens den ignorerer os totalt. Den synes ikke forstyrret af vores tilstedeværelse, og der bliver lystigt knipset løs med undervandskameraer for at forevige dette fantastiske øjeblik. Hajen er ca. 8 meter lang, og man skal holde sig på min 3 meters afstand. 4 meter hvis man svømmer ved halen. Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvorfor.

 

Snorkling med havets største fisk: hvalhajen. Foto Jess Hadden.

Fotografen der er med vil skyde et billede af mig, så han skubber mig ind foran kameraet. Riiimelig tæt på dens hoved synes jeg (Selvom det måske ikke ser sådan ud på billedet). Bevidst om at den ikke vil spise mig, er dens mund dog alligevel 1 meter bred, og jeg begynder at digte alle mulige forestillinger om, hvordan den ved et uheld vil suge mig ind gennem gabet. Jeg er ved at sprænges af endorfiner, og lykken bobler ud gennem snorklen. Det her er mere, end jeg har turdet drømme om og håbe på, og i det der nok er et kvarters tid, får vi lov at følge hajen, før den dykker ned i dybet igen og overlader os til os selv.

 

Tæt på en hvalhaj. Foto: Jess Hadden.

Og ikke nok med det. Kort efter sker det samme en gang til. Crewet siger, at vi er umådelige heldige, for det er sjældent, man får så intens en oplevelse. Jeg føler mig også mere end ualmindelig heldig over, at jeg har fået lov at opleve dette eventyrlige og gigantiske væsen på så tæt hold.

 

Pukkelhvaler. Foto: Jess Hadden

Og dagen er ikke slut endnu. Pludselig springer der 2 pukkelhvaler forbi båden, og vi kan følge dem med øjnene, mens de skyder gennem vandet og springer gennem luften. Jeg er målløs. Hvor heldig har man lov at være?

 

Skildpadde på tur. Foto: Jess Hadden.

En sidste snorkeltur byder også på pilrokker, der forsøger at kamuflere sig i sandet, små hurtige fisk der er i gang med at fortære en blæksprutte, og en skildpadde der forsigtigt svømmer forbi og hilser på.

 

Pilrokke der skyder igennem vandet efter at have forsøgt at gemme sig i sandbunden. Foto: Jess Hadden

Og da båden søger ind mod havn igen, får vi et glimt af en farvestrålende orange havslange samt den meget spøjse og sky delfinart Dugong, der lige titter hovederne frem og giver sig til kende.

 

Seasnake. Foto: Jess Hadden

Sikken en dag. Alt godt fra havet, som man overhovedet kan ønske sig, har vi oplevet. Jeg er træt og udmattet og falder tidligt i søvn med det største smil på læben klar til at drømme om og genopleve denne vidunderlige dag.

 

Et glimt af den sky Dugong delfin. Foto: Jess Hadden.

 

 

CAPE RANGE NATIONALPARK ØST

AIAAAAAHH AUTSJ AUTSJ!!!!! Min største bekymring omkring at rejse i Australien har nok fra starten af været alle de kryb, der siges at befinde sig alle mulige og umulige steder, især slanger og edderkopper. Indtil videre har jeg dog ikke mødt en eneste, bortset fra en fake edderkop under toiletlåget, dvs. et toiletfirma hvor de har valgt, at deres logo skulle være en edderkop. Hvor smart er det lige? De skræmmer jo livet af de toiletbesøgende, hver eneste gang man skal bruge toilettet!?

 

Charles Knife Canyon, Cape Range National Park

Nå men jeg står med begge ben plantede i bushen for at tage billeder af den helt vidunderlige udsigt, da det pludselig stikker og svier på mine fødder og ben. Jeg starter en mindre krigsdans med tilhørende krigshyl og går mere eller mindre i panik overbevist om, at det værste bæst af dem alle har sprøjtet gift ind i min krop, og at min sidste time er kommet. Det er den ikke. Men til gengæld vrimler det med sure tissemyrer overalt. Jeg er åbenbart trådt lige ned midt i deres bo, og de er vrede. Tisser på mig, eller hvad det nu end er, de gør. Det svier ad h… til, men hjerteslaget dæmper sig igen, da krigsdansen stopper, og jeg har konstateret, at jeg ikke skal dø. For sæwan de små bæster kan bide fra sig. Men nu var det jo også mig, der forstyrrede deres idyl, så de er hurtigt tilgivet, selvom jeg mærker dem på min hud de næste par timer. OG vigtigt; jeg nåede at tage et billede.

 

Charles Knife Canyon, Cape Range National Park

Vi kører videre ind af Charles Knifes Road for at komme ind i slugten og frem til et udsigtssted. Udsigtsstedet er ikke noget at råbe hurra for, men til gengæld er køreturen derhen fantastisk smuk. Ad krogede veje hopper bilen af sted, og det er dejligt med lidt action frem for at køre ligeud af de efterhånden kedelige landeveje. Vejen stopper dog på et tidspunkt, og vi er tvunget til at køre samme vej tilbage, men ikke langt derfra kan vi dreje ind ad en anden lille vej, der fører os gennem Shothole Canyon.

 

Shothole Canyon, Cape Range National Park

Og så bliver vi ellers glade for, at det ikke er regnsæson. Hvad der starter som en fin lille grusvej, bliver hurtigt forvandlet til bunden af den ene udtørrede flod efter den næste. Bilen brummer, og vi jubler. NU er vi på vej. Med 10km i timen snegler vi os frem, men det er fedt. Godt det ikke er vores egen bil, for det er ikke for sjov, at de skriver, at den kun er farbar med 4WD. Hvor vi før kunne køre 10km i timen, skal vi nu være glade for overhovedet at bevæge os fremad, for det føles mere som at køre på bunden af en flod. Uden vand vel at mærke.

 

Shothole Canyon, Cape Range National Park

Mens udsigten igen er storslået, er destinationen endnu engang ikke noget at skrive hjem om. Eller måske er den, men vi er for forkælede. Og måske er det meningen, at man “bare” skal nyde den smukke tur derhen. Og DET gør vi. Nyder den dejlige dag og det gyngende snegletempo, mens vi slubrer udsigten i os.

 

Vlamingh Lighthouse

Nord for Exmouth, på North West Cape, ligger et gammelt fyrtårn, som er over 100 år gammelt. Før vi kører turen, der kaldes Lighthouse Scenic Drive, og runder dagen af med en smuk solnedgang, når vi at kaste et blik på et gammelt skibsvrag, der ligger en kort køretur derfra. Eneste fejl er, at vi ikke har taget picnickurven og en flaske champagne med. Så havde dagen været absolut fuldendt.

 

RUTEN VI KØRTE:

Skriv et svar

Captcha loading...