AUSTRALIEN ROADTRIP #3 – CORAL COAST 1. DEL

Ikke et spor af en abekat, som navnet hentyder, men til gengæld står der delfiner på menuen. I hvert fald på oplevelsesmenuen. Monkey Mia er nemlig kendt for deres ”Bottlenose” delfiner, som hver morgen kommer svømmende ind til stranden for at hilse på, og de skuffer ikke. Fra tidlig morgenstund til omkring middagstid kommer de svømmende ind til stranden i små grupper. Delfinerne er beskyttede af Departement of Parks and Wildlife management program, som sikrer, at de ikke bliver overfodrede og dermed bevarer deres naturlige jagtinstinkter.

 

MONKEY MIA

Monkey Mia er et værre tilløbsstykke og et rend af turister, men alligevel ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Faktisk er vi ret heldige at rende ind i deres absolutte lavsæson, og der er meget få gæster på resortet. For Monkey Mia er faktisk ikke andet og mere end et resort med en campingplads, et hostel, et motel, en bar, en restaurant og en shop. Alligevel valfarter 100.000 gæster til dette afsides sted hvert år for netop at opleve delfinerne blive fodret på nært hold.

 

Bottlenose delfiner der kommer svømmende ind til stranden hver morgen.

Hver morgen fra solopgang står personalet klar i vandkanten, mens man ser delfinerne legene nærme sig stranden, klar over at morgenmaden er parat.

 

Fodring af delfiner ved stranden i Monkey Mia.

Delfinerne er vilde og lever frit i naturen, men alligevel er de efter års fodringsritualer også ”tamme”. Så mens alle os turister pænt står i vandkanten og hviner af fryd, svømmer delfinerne lystigt omkring benene på os, mens damen taler i mikrofonen, og de særligt udvalgte for lov at stikke en fisk i munden på dem. Det er kommercielt ja, men det er også underholdende, for delfinerne ser ud til at have det sjovt, og de er mindst ligeså nysgerrige, som vi er.

 

En pelikan kommer stille padlende tæt forbi mig, da jeg står i vandkanten.

Men den helt store oplevelse i Monkey Mia er ikke fordringsshowet. Det er tværtimod, når du næsten alene sidder på stranden, og delfinerne springer rundt i havet lige ude foran dig, og du får din egen private forestilling. Når du står i vandkanten, fordi vandet er så koldt, at du ikke rigtig har mod på at bevæge dig længere ud, og pelikanerne svømmer tæt forbi dig. De er heller ikke bange. Delfiner og pelikaner. Pelikaner og delfiner. De kommer forbi hele dagen, men mest om formiddagen og sidst på eftermiddagen.

Selvom resortet er stort, ser vi næsten ikke andre mennesker. Måske fordi det er stegende hedt i solen, vandet er koldt, og der findes ingen solstole og parasoller. Her er alt og alligevel ingenting. Men man får lov at betale en god pris alligevel. Til gengæld serverer restauranten god mad, og vi nyder et par dage omgivet af disse herlige væsener uden at skulle lave noget som helst.

 

I nationalparken ligger en gammel nedlagt fårefarm, som man kan komme ind og se nærmere på.

Vi prøver godt nok at tage på en lille oplevelsestur, men det bliver ikke nogen videre succes. Der findes intet, som i intet, i miles omkreds, så efter et halvhjertet forsøg på at forcere nationalparken Francois Perons’ offroadveje, vender vi om igen. Det er med lidt vemod i hjertet, for nationalparken lyder virkelig tiltalende, men denne gang er det bedre safe than sorry. Vi tør nemlig ikke sætte vores hvide lyns liv på spil, da vi ser de overlegne jeeps, der kører videre ind i parken. Selvom vi er udstyret med 4WD, er det bare ikke lige bilen til hård offroadkørsel. Til gengæld har vi et lækkert klimaanlæg og behagelige sæder, og med det i mente cruiser vi langsomt tilbage i sikkerhed på de asfalterede landeveje. Eller DEN asfalterede landevej, for der findes jo kun én her.

Med god samvittighed om i det mindste at have forsøgt at lave noget, daser vi et par dage videre i Sharks Bay. Uden at se nogen hajer men med frit udsyn til de underholdende delfiner og pelikaner. Første tegn på ferie – hvor forkælet det end lyder, for her er både vand, strand og sol, og det har vi higet efter længe.

 

 

MONKEY MIA – CARNAVON

Jeg føler mig som lille mis med de blå øjne. Op ad bakke. Ned ad bakke. Op ad bakke, ned ad bakke. Opadbakkenedadbakke. Jeg elskede lille mis med de blå øjne, da jeg var lille. Elskede ritualet med min famo, hvor vi sad på gulvet i den velkendte gang, hvor der også blev spillet fodbold med fafa. Og hun læste opadbakkenedadbakke med evig tålmodighed. Igen og igen og igen. Måske derfor føler jeg mig så veltilpas ved at køre her. Fordi turen ikke bare er en køretur. Når man kører så meget, vælter tankerne frem, og ens liv udfolder sig som en spillefilm for lukkede øjne. Minder, du har glemt, dukker op fra de mærkeligste afkroge og tanker om fremtid og nutid og fortid myldrer frem og spiller med musklerne. Ingen vinder. For det er netop dette sammensurium, der gør, at livet på landevejen er så fedt. At tanker og drømme får lov at leve og udspille deres velfortjente rolle. Det er så meget at være tilstede i nuet samtidig med at leve i både fortiden og fremtiden. Det er ikke bare en fysisk rejse. Det er mindst ligeså meget en rejse i den indre verden. En udvikling. En afvikling. En dannelsesrejse.

 

Shell Beach, der udelukkende består af muslingeskaller, er 60km lang, og bredden er mellem 7-10m.

Ikke så langt fra Monkey Mia, og stadig i Sharks Bay, stopper vi ved den ene af kun 2 strande i verden, der udelukkende består af muslingeskaller. Stranden, med det logiske navn Shells Beach, ligner på afstand en sandstrand, men når man kigger nærmere, er det små bitte fine knuste skaller, der ligger side om side og udgør stranden.

Som alle andre strande på vestkysten er også denne næsten mennesketom. Men denne gang har det en grund: selvom den ser lækker og indbydende ud, bliver vi hurtigt jaget væk af de egentlige beboere: fluer! Disse små irriterende og ubrugelige monstre, der forstyrrer idyllen på værst tænkelige måde. Arrrrrghhh!! Med armene flagrende om hovederne i bedste forsøg på at skræmme dem væk, finder vi helle i bilen og fortsætter mod nord.

 

Shell Beach.

 

CARNAVON

Skal jeg give et godt råd om denne by, så er det: KØR VIDERE! Selvom det er en lidt større by, findes der absolut ingenting på dette gudsforladte sted. Det er kun anden gang på turen, at jeg har oplevet at føle mig så lost, men denne by er virkelig frygtelig. Der er kunstgræs i byen og omkring vandet, affald flyder i gaderne, og indkøbsvognene ser ud som om, de har været med i en tornado og er blevet fejet ud til alle sider. Ingen gider stille dem på plads, så de får lov at stå og ligge, der hvor de nu engang er blevet efterladte. Der ligger sågar en i havnen, som der for længst er groet mos på. Det eneste værd at fotografere er en gammel jernbanebro. Men så er den også set.

 

Den gamle jernbanebro i Carnavon.

Vi forsøger at finde en bid mad men ender med at springe frokosten over, for de to steder vi finder, er mere end uappetitlige. Det er ulempen ved at køre i bil frem for i en camper; man har ikke noget køleskab med en back-up plan. Men hellere sulte og komme tilbage til motellet i sikkerhed, for på motellet findes der nemlig internet. Den eneste fordel ved dette sted. Det lykkes os af og til på vores rejse kort at komme på nettet, men som regel har man kun kort adgang, eller forbindelsen er så dårlig, at man hurtigt bliver smidt af igen. På en måde er det faktisk ret befriende. Pisse irriterende, men alligevel befriende for man tjekker ikke hele tiden sin telefon eller læser ligegyldige nyheder for at fordrive tiden. Nu skal man pludselig finde på andre ting. Og hvor irriterende det end er, er det faktisk også lærerigt. Når man endelig kommer på nettet, er det hurtigt overstået, for hvad skal man egentlig der? Ud over selvfølgelig lige at forsøge at ordne nogle praktiske ting og melde alt ok til dem derhjemme. Nettet er en tidsrøver (på godt og ondt), men det er du nok allerede klar over?

Måske er Carnavon lige så slem, som jeg skriver. Måske har vi ikke helt givet den en chance, men førstehåndsindtrykket er så slemt, at vi skynder os videre til Coral Bay, der kun ligger et par timers kørsel væk.

 

CARNAVON – CORAL BAY

Coral Bay er ikke meget større end Monkey Mia, men ikke desto mindre et maritimt paradis. Et lille feriested der har fortjent sin tilstedeværelse og navn fordi koralrevet Ningaloo Reef, som er Australiens eneste Fringing Reef (tæt på kysten rev), bogstaveligt talt ligger lige ude for døren, kun adskilt af en fin sandstrand. Det er knapt så stort som Great Barrier Reef, men efter sigende mindst lige så interessant. Ikke mindst fordi korallerne her stadig lever i bedste velgående pga. de kolde havstrømninger. Fordelen her er, i modsætning til Great Barrier Reef, at man kun skal et par meter ud fra vandkanten, før man kan snorkle blandt koraller, fisk, skildpadder og andre spændende skabelser. Det helt store tilløbsstykke er mantarayer og hvalhajer, som man kan være så heldig at snorkle med, hvis man tager på en bådtur. Det er et af mine højeste ønsker på vores tur, men vi venter, til vi kommer til Exmouth, hvor vi har flere dage og mere tid.

 

Stranden i Coral Bay.

Vejret er ikke helt på vores side, så vi slentrer lidt rundt for at finde mod til at hoppe i bølgen blå. Det sker ikke i dag, men i stedet får vi en dejlig gåtur langs stranden og snuser duften af saltvand ind. Klipperne springer ud i vandet og er beklædte med lag og atter lag af muslinger. De stopper os i at gå videre pga. højvande, så vi må vende om og gå den anden vej igen.

Vi begiver os ud i at udforske ”byen”, der består af et par overfyldte campingpladser, et par små caféer, enkelte souvenirshops og turarrangører. Stedet emmer af ferie. Bikiniklædte mennesker slentrer dvaske rundt og nyder det dovne liv. Backpackere grupperer sig og snakker alt for højt og drikker sig alt for fulde. Børn løber glade rundt og nyder deres 2 uger skoleferie, mens forældrene beundrende ser til med en kold øl i hånden. Nogle har givet sig i kast med SUP (standuppaddelboarding), men da vi vil booke et bræt til i morgen, får vi at vide, at der holder de lukket. Midt i højsæsonen hvor folk (også) har lyst til andet end at ligge på stranden. Det er mig en gåde, hvordan de tjener penge, men måske har de nok og er ligeglade. Vi må udsætte det til en anden god gang på turen.

 

Udsigt over stranden i Coral Bay.

Vejrudsigten har desværre ikke lovet bedring, men da vi står op, er det alligevel til blå himmel og strandvejr. Juhuu. For første gang på rejsen springer vi i havet, og selvom det er koldt, er det fantastisk. Længe har vi frosset, og længe har vejret været en lidt for afgørende faktor til at fuldende vores oplevelser. Men nu skinner solen fra en skyfri himmel, vi har koraler lige for fødderne, og små fine farvestrålende fisk svømmer rundt omkring os, mens vi stikker hovedet og snorklen ned i det turkisfarvede vand. Den europæiske blege vinterfede hud får en smule farve, og selvom det her hedder vinter, er det præcis en årstid, vi betegner som sommer i Danmark.

Glæden varer dog ikke længe, for vejrudsigten lever alligevel op til, hvad den har lovet. Midt i aftensmaden må vi flygte tilbage til værelset, for de få borde inde i restaurant er optagede. Fulde glas fra nabobordene flyver om ørerne på os, som var der lige fløjet en tornado igennem området, og palmerne står skæve i vinden, ligesom frisuren der er mere vandret end lodret. Vi forsøger at sidde på vores lille balkon, men det lykkes heller ikke. Der er ikke rigtig andet at foretage sig, så det bliver tidligt i seng og klar til i morgen.

 

CORAL BAY – EXMOUTH

Exmouth ligger i den nordlige del af verdensnaturarvsområdet Ningaloo Coast. Der går 2 veje fra Coral Bay til Exmouth, men kun den ene er farbar for normale biler. Hvis man ønsker at køre kystvejen op gennem Cape Range Nationalpark, skal man først indhente en tilladelse og være rutineret offroader. Det er sikkert en helt fantastisk tur, men da vi mere er landevejsbilister i vores hvide Mitsubishi, kører vi sikkert den ”normale” vej. Det går stadig op og ned, og vi undrer os over, at vi gang på gang passerer skilte, hvorpå der står ”floodway”. Men da jeg ransager min hukommelse efter en forklaring, kommer jeg pludselig i tanke om 2 bekendte, der har kørt på vestkysten i en autocamper. De blev fanget mellem disse floodways, hvor vejene bliver oversvømmet og måtte vente en dag på at kunne køre videre. Heldigvis er det ikke regntid nu, så vejbanen er fri for vand, og vi kan glade køre videre.

Kæmpe myretuer der præger landskabet hele vejen op langs vestkysten.

Allerede på tuen fra Monkey Mia til Coral Bay begyndte der at vise sig kæmpemyretuer i landskabet. Og når jeg siger kæmpe, mener jeg mandshøje og mere. Op til 2 meter brager de op i landskabet, og nu er de pludselig overalt. Lige gyldigt hvor man kigger hen, popper de op som små pyramider. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange milliarder myrer, der render rundt her i området. Nærmere billioner eller trillioner. Nogle idioter har gjort sig den umage at standse ved mange af dem og spraye deres grimme graffiti ud over. MEZ står der vist. Hvem er dog dumme nok til at efterlade sig et så unødvendigt spor?

Exmouth er kun en kort køretur væk, og efter 1,5 timer triller vi ind i byen, der skal være vores ”hjem” den næste uge.

 

Ruten vi kørte:

Skriv et svar

Captcha loading...