AUSTRALIEN ROADTRIP #1 SYDNEY – PERTH

Oh Sydney. Du byder os velkommen med åbne arme, solskin og et pulserende storbysliv. Hvad vi ikke fik i New Zealand af storbyliv, møder vi så sandelig her. Ikke at jeg er specielt meget storbymenneske, men når det skal være så lad det være.

 

Sydneyland Vivid Festival finder sted hvert år i maj/juni og varer 3 uger. Festivallen er verdens største festival, der forener lys, musik og idéer.

SYDNEY

Vi er fløjet fra Auckland tidligt i morges, og pga. tidsforskellen er kl. kun 9.30, da vi lander. Vi finder vores hotel, som ligger tæt på Darling Harbour,- hvilket viser sig at være en for os ultimativ placering, da vi forelsker os i denne havn fra første sekund. Den flotteste og mest livlige havn, jeg nogen sinde har set. Selvom det vrimler med turister, er det ok her. Det skaber liv, mens restauranterne er, som man nu kan forvente et sådant sted.

 

Sejltur under Sydney Harbour Bridge.

Dagen tilbringer vi på en hop on and off båd, hvor vi får set en stor del af Sydney fra vandsiden, hvilket naturligvis også indebærer ”det danske” operahus, og Sydney Harbour Bridge.

 

Det “danske” operahus i Sydney

Operahuset fylder en del mindre i landskabet end forventet, og den hvide farve er også famlet en del- hvis det da nogen sinde har været hvidt, eller det bare ser sådan ud på billederne?

 

Vivid Festival med masser af musik og lysshow i Darling Harbour.

 Vi er så heldige at lande midt i deres VIVID festival, hvor der en måneds tid er lysshow over hele byen, og trods de dårlige odds vælger vi alligevel at spise på en restaurant i havnen, så vi kan nyde det flotte show, som kører hele aftenen fra kl. 18.-23.

Lysshow i Darling Habour

Og selv om maden lever op til de dårlige forventninger, får vi en smuk udsigt til en smuk oplevelse.

 

Surfere på Bondi Beach.

 Dagen efter er det tur til at se Sydney fra ”indersiden”. Vi hopper på en bus, der kører os til den berømte Bondi Beach, men vejret viser sig desværre ikke fra sin bedste side, så frysende springer vi på den næste bus igen. Der er dog en del friske surfere, der i våddragter har vovet sig ud i bølgerne, og hatten af for dem. Jeg vil virkelig gerne lære at surfe, men det bliver på varmere breddegrader, når det engang sker.

 

Klar parat til angreb

Da vi sidder i bussen begynder det at regne temmelig heftigt, så vi dropper turen over Sydney Harbour Bridge, som vi ellers havde planlagt, og smutter en tur forbi operahuset for at se det fra indersiden også. Der er dog en time til den næste guidede tur, så vi får kun set foyeren og baren nedenunder, hvor mågerne kæmper med næb og kløer for at få en bid af turisternes mad.

 

Nationalbiblioteket i Sydney.

Til gengæld er regnen langsomt stoppet igen, og vi finder vej til Nationalbiblioteket via en tur gennem den botaniske have, hvor vi ser ”World Press – fotoudstillingen”. Det gør et stort indtryk, og der er virkelig mange rørende billeder imellem.

 

En slentretur gennem den botaniske have.

 Trætte og udmattede går vi tidligt i seng, så vi er klar til den helt store togtur i morgen: The Indian Pacific der går fra Sydney helt til Perth, og som tager 4 dage og 3 nætter. Spændingen er stor. Hvad kan vi forvente, og hvordan er at være så lang tid ombord på et tog?

 

Darling Harbour by night.

INDIAN PACIFIC

  ”Vi har tilbagelagt 4352km. Vi startede i millionbyen Sydney. Vi bevægede os gennem Blue Mountains frem til Adelaide og Barossa Valley, hvor vi oplevede et af Australiens mest imponerende vindistrikter. Vi kørte på verdens længste lige-ud-jernbanestrækning, hvor vi stødte på spøgelsesbyen Cook og sang omkring bålet i Rawlinna. Vi endte i Perth, hvor vi endelig kunne stige af og finde fodfæste på landjorden igen. Vi kørte tusinder af kilometer på godt og ondt med et snert af togluksus, et snert af klaustrofobi og med et klimaanlæg der havde sin egen agenda. Med tålmodigheden vendt på vrangen fordi pensionistklubben tog evigheder om at bevæge sig fra A til B, men samtidig rigere på livshistorier og sjove anekdoter.

 

Et stop i outbacken hvor kragerne for længst er vendt om.

En ”once in a lifetime experience”, som jeg nok ikke vil gøre om igen, men som har beriget mit liv med oplevelser, jeg aldrig vil finde lignende andre steder.

 

En togtur der kræver en nærmere beskrivelse, så læs hele indlægget her:

 

 

PERTH & FREEMANTLE

Mere eller mindre velankommet til Perth tjekker vi ind på det svenske hotel ”Miss Maude”. Jeg kan næsten føle mig hjemme, da jeg går forbi værelset ”Danmark”. Og så alligevel ikke. Hvem Miss Maude var i Sverige, ved jeg ikke, men den danske Maude passer sikkert ret godt med alderen på hotellet. Charmerende er det dog på sin helt egen måde.

Det føles som om, at fortovet sejler. Eller at jeg sejler. Det hele drejer rundt, og efter 4 dages togrejse, er det en smule svært at finde fodfæste igen, og det tager et par timer, før jeg ”lander”. Og jeg som troede, jeg skulle være frisk og udhvilet efter en tur, hvor man tvinges til at lave ingenting. Tværtimod. Jeg er fuldstændig kvæstet, så vi driver bare lidt rundt i gaderne på må og få.

Perth har sin helt egen charme. Gamle flotte bygninger står side om side, mens nye og grimme forsøger at klemme sig ind i mellem. Nogen med et forsøg på at være moderne. Andre bare for at trænge sig på. Der er enormt mange hjemløse og prostituerede, der driver omkring. Noget vi lægger specielt mærke til, da det faktisk er første gang, vi har oplevet det på turen. Masser af unge mennesker i sprudlende farver løber rundt ved siden af, og stemningen er en komplet anden end i Sydney, der er meget mere bornert.

En gammel bekendt hjemmefra, som er emigreret til Australien for mange år siden, bor nu i Perth, og vi har aftalt at mødes med hende i forstaden Freemantle, hvor hun bor. Vi finder et tog, der, til meget billige penge, bringer os den halve time væk fra centrum og ud, hvor strandene ligger side om side, og hvor surferne kæmper om den næste bølge.

Lige fra vi træder ud af toget, er jeg vild med dette sted. Der summer af kreativitet, og menneskerne sidder side om side på caféer og restauranter og nyder livet og de glade dage. Solen titter en smule frem, og selvom det ikke helt er shortsvejr, er det alligevel det tætteste, vi er kommet på en varm dag indtil videre. Følelsen af feriestemning breder sig langsom, mens vi slentrer gennem gaderne for at finde frem til et bryggeri, der ligger nede ved havnen.

 

Pia der er emigreret fra Danmark til Australien og pt slår sine folder i Perth, hvor hun har bygget sit eget hus.

Lidt vildløse står vi og forsøger at finde vej, da et kendt ansigt pludselig dukker op. Det er 12-13 år siden, vi sidst har set hinanden, men Pia ligner sig selv, som hun står lige der foran os. De danske gener kan hun ikke løbe fra. Det lange blonde hår og det blændende smil.

Vi bevæger os ned mod havnen til det lille bryggeri ”Little Creatures”, hvor vi finder en plads i menneskevrimlen. Her myldrer med folk, der er kommet ud fra byen for at nyde solskinnet, og der er kamp om pladserne, selvom det er kæmpe sted. Lækker mad har de også, så tiden flyver af sted, mens der snakkes om gamle dage og følges op på, hvad der er sket de sidste mange år.

 

Indgangen til Freemantle marked.

Men selvom det er hyggeligt, vil vi også gerne se lidt mere af den skønne havneby, så Pia tager os med på en lille sightseeingtur i hendes ældgamle camper, der har bragt hende rundt om Australien et par gange og nok bærer på flere historier end de fleste.

 

To musikere gør indgangen mere festlig.

Først gør vi dog et lille stop ved byens marked, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord – og mere til. Markedet afholdes hver weekend, og du kan både stille sulten og tørsten og købe masser af ubrugelige souvenirs. Stemningen er hyggelig om end pladsen er lidt trang med alle de mennesker.

 

Et kig ud over den indendørs markedsplads.

For at komme hen til bilen hopper vi på en gratis bus – dem er der nemlig masser af både i Freemantle og i Perth. Et ret unikt tilbud der gør både turister og de lokale glade, og samtidig mindsker bilkaos i byerne.

Vi kører op langs strandene, der ser lækre og indbydende ud, selvom temperaturen dog ikke helt er til en strandtur. Og desværre er der pga. vintersæsonen fuld gang i ombygningerne over det hele, så området er mere eller mindre en stor byggeplads. Ikke så charmerende, så vi lader strandene vente til senere…

Som en ekstra super service bliver kørt tilbage til byen, og en dejlig dag har nået sin ende. En stor tak til Pia for skænk og sigthseeing og skønt selskab!

 

Udsigt over Freemantle fra byens ældste bygningsværk.

Dagen efter har vi planlagt at tage en tur til Rottnest Island, men som de blåøjede turister, vi nu engang er, troede vi, at man kunne hoppe på en færge, når man har lyst. Det kan man måske også i sommersæsonen, men nu er det altså vintertid, og de afgår kun om morgenen. Kæmpe nedtur for vejret er fantastisk, og for første gang på turen har jeg sneget mig i et par shorts!

 

Husene i Freemantle er ofte kunstnerisk udsmykkede med farverige malerier.

Men der er jo ikke rigtig andre end os selv at give skylden, så efter at have konstateret, at der ikke rigtig er noget i Perth, der fanger vores interesse, tager vi tilbage til Freemantle, der tog os med storm i går.

 

En af byens mange kunstnere i gang med sit store detaljerede værk.

Og selvom byen ikke er særlig stor, fik vi hurtigt en dag til at gå med at trave rundt i gaderne på må og få og nyde stemningen. Der er masser af vægmalerier overalt, og jeg fik en lille snak med en kunstner, der havde gang i et projekt, der så ud til at tage en del tid med alle de små detaljer. Jeg fik kun lov til at tage et foto af ham, hvis jeg havde humor, så dette må da være et bevis på, at jeg har…

 

Byens ældste bygning som er kendt for både at have været handelsplads og fængsel.

Vi går en tur langs havnefronten og ned til den lille strand, hvor vi møder byen ældste bygning, der oprindeligt har været brugt som handelsplads og fængsel. En venlig mand fortæller om stedets historie, og vi nyder udsigten over byen og havet, før vi går videre gennem byen og tilbage til toget, der bringer os tilbage til Perth.

 

Havnen i Freemantle.

Havde vi vist på forhånd, at vi ville elske dette sted, havde vi bestemt booket hotel i Freemantle i stedet for Perth, for selvom byen er fin, er der bare en helt anden stemning herude ved vandet.

 

Deres sjove “juletræer” ligner plastik, men er helt ægte.

Men nu er det ved at være slut med byer og sightseeing i denne omgang, for i morgen starter vores roadtrip fra Perth til Broome, og vi glæder os til varme, strand og sol!

 

RUTEN VI KØRTE:

 

En tanke om “AUSTRALIEN ROADTRIP #1 SYDNEY – PERTH

Skriv et svar

Captcha loading...