INDIAN PACIFIC – EN REJSE GENNEM TID & STED

Allerede da vi går ombord på Indian Pacific, er det som at træde et skridt tilbage i tiden. Indretningen er spartansk, praktisk og en smule klaustrofobisk, men træet er pudset, de karrygule sæder skinner på trods af slidtage, og champagnen er klar. Musikken spiller på perronen, personalet er i strøgne uniformer, og passagererne stråler af forventningsglæde. Snart bumler det lange tog ud fra perronen, og vi begynder langsomt at bevæge os ud på verdens længste lige-ud-jernbanestrækning. 4 dage og 3 nætter tager turen, der lover kontrastfyldte oplevelser med vinsmagninger, spøgelsesbyer, musik under stjernerne og alenlange kilometer ud i ingenting. Vi er klar til at lade eventyret begynde.

 

INDIAN PACIFIC DAG 1: SYDNEY – ADELAIDE

Vi ankommer til Sydneys hovedbanegård, der nok er den kedeligste hovedbanegård, jeg er stødt på til d.d. Vi skal være der i god tid – som i 1-2 timer før afgang for at tjekke bagage ind, men da vi skulle tjekke ud af hotellet og bagagen vejer en del kilo, er vi taget direkte herhen , og klokken er endnu ikke slået 12. Afgang er kl. 15.00, og der er ikke en eneste café eller restaurant, der tilbyder vådt og tørt. Regnen står ned i lårfede stråler, så efter vi har fået vores bagage tjekket ind, springer vi ind i en taxa, der kører os hen til det nærmeste storcenter. Taxachaufføren er en gammel asiat, der synes vi er komplet åndssvage, fordi vi ikke ved, præcis hvor det er, vi skal hen, og med sit meget tandløse, skælmske smil, griner han af os det meste af vejen, mens han ryster på hovedet af de dumme europæere. Men vi kommer da i tørvejr, og får tiden til at gå med at købe de sidste fornødenheder til vores forestående 4 dages togrejse.

 

Indian Pacifik toget der skal bringe os tværs gennem Australien de næste 4 dage.

Da vi kommer tilbage til banegården, stimler folket langsomt sammen på perronen, mens der serveres drinks og kanapéer til tonerne fra guitaristens melodi, der flyder ud over skinnerne,

Vi har snakket lidt om, hvilke mennesker der mon tager med på denne slags togtur, og mit bud var, at det nok ikke ligefrem er backpackertyper, vi skal på tur med. Denne anelse bliver ret hurtigt bekræftet, da perronen nærmere ligner pensionistklubbens årlige udflugtstur. Som en ældre dame bemærker, så er jeg nok den absolut yngste tilstedeværende, der gør sig klar til at stige ombord. Sådan ca. måske halvt så gammel som den næstyngste deltager, hvis man ser bort fra min ledsager.

 

Gangen hvor man skal smyge sig gennem for at komme ind i kupéerne.

Men det skal da ikke slå nogen skår af glæden. Ældre mennesker er bestemt også spændende, så spændte finder vi frem til vores kabine, hvor vi hurtigt forstår årsagen til, at man ikke må have store tasker med, men at de skal indtjekkes hele vejen. Kabinen er mindre end lille bitte med en køjeseng og eget bad og toilet. Lidt københavneragtigt, hvor man skal sidde på toilettet for at komme ind under bruseren.

I loungen, hvor vi får en velkomstdrink, er pensionistklubben vældig ivrige efter at snakke, mens vi stadig holder os lidt i baggrunden for lige at lure det hele lidt af, inden vi begiver os ud i nye bekendtskaber. Et par fra New Zealand tager teten og forsøger lystigt at komme ind på livet af de tilstedeværende ofre. De smiler højt, og larmen er tankevækkende. Jeg er sikker på, at de arbejder som frivillige i en golfklub. Spørg mig ikke hvorfor!

 

Frokost i spisevognen.

I restauranten serveres der en 3 retters menu, og forretten smager fantastisk. Til gengæld er vores bøf og fisk stegt til døde, og tørrere end en skosål, så den får til serveringens ærgrelse lov til at blive liggende på tallerkenen. Simpelthen uspiseligt, og billigt er det altså ikke, så forhåbentlig standarden højnes lidt i morgen!

 

INDIAN PACIFIC DAG 2: SYDNEY – ADELAIDE

En bumlende nat hvor toget vrider sig gennem outbacken. Heldigvis har den øverste køje et gelænder, man kan slå op, ellers var jeg nok røget på gulvet et par gange. Jeg har vredet mig og taget dynen af og på. Og af og på igen. Jeg har vendt mig, og jeg har drejet mig. Så meget som det nu var muligt oppe under loftet. Der er et ikke-fungerende klimaanlæg, så den lille kabine er stegende hed, og søvn er det ikke blevet meget til i nat.

Ikke nok med det, blev vi vækket før fanden fik sko på for at komme på en lille udflugtstur til sølvminebyen Broken Hill. Kaffemaskinen strejker, og køen er lang. Indtil vi finder vej til næste togvogn, hvor der kommer sort koffein ud til de trætte rejsende.

 

BROKEN HILL

 

Trading House Broken Hill

 I snegletempo går det med pensionistklubben først hen til Trading House, hvor vi bliver underholdt med et fagforeningsshow. Det er simpelthen for meget med et fagforeningsmøde kl. 6.00 om morgenen, men pensionisterne klapper og hujer, og lever sig ind i showet med krop og sjæl. Vi forsøger at gemme os bagerst i hjørnet, så vi slipper for at stå med knyttede næver og råbe ”huh” og ”yes” og ”oh” med tilkendegivende miner og smutter i stedet udenfor, så snart muligheden byder sig. Følelsen af at være på det helt forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt, lever op til sit rygte her.

 

Solopgang over Broken Hill.

 Vores lille afstikker giver os til gengæld mulighed for at kigge lidt nærme på byen, mens solen langsomt stiger op.

 

Byen er fuld af gamle forfaldne bygninger, der vidner om fordums tiders rigdom.

Her virker mere eller mindre forladt, bortset fra en koloni af hvide kakaduer, der flyver omkring og larmer mere end et gennemsnits orkester.

 

Kakaduer samles i trætoppene, og er meget dominerende i bybilledet.

Næste stop på turen er byens sølvmine, der ligger på en en konstrueret bakketop med udsigt over byen.

 

Broken Hill.

Minen er stadig i brug, men der er ikke længere mange jobs tilbage, hvilket er årsagen til, at byen virker så forladt. Indbyggertallet er faldet drastisk, da minen er den egentlige årsag til, at der ligger en by her, og ikke længere kan tilbyde arbejde til alle.

 

Mindevæg for alle dem der har mistet livet i minen. Den yngste var blot 12 år.

 Arbejdet i minen har ikke været ufarligt. Mindevæggen viser, hvor mange der har mistet livet ifm. ulykker i minen, og listen er lang. Heldigvis er det efterhånden mange år siden, den sidste ulykke fandt sted.

 

Den gamle mine, der ikke længere er i brug.

 Efter dette stop bliver kvægtransporten gennet tilbage til toget, hvor vi kan nyde en lækker frokost. Vi bliver placeret ved samme bord som togets alderspræsident Gwen på 95 år og hendes kæreste Tim, hvilket er ret så underholdende. Selvom hun har 95 år på bagen, og han 79, er de levende og sjove mennesker. Anekdoter om gamle dage bliver lystigt delt, og rejseråd om Australien bliver givet. For de har oplevet og set lidt af hvert. Gwen bærer en broche med et billede af sine 2 afdøde tvillingebrødre, og grunden til at de er på toget er, at de lige har været et smut i Sydney for at fejre hendes søsters 100 års fødselsdag. Hun har også en søster på 98 år, så generne er bestemt i orden.

 

Gwen på 95 og still going strong.

BARROSSA VALLEY

 

Besøg på en vingård i Barossa Valley.

Efter frokost er vi næsten nået frem til Adelaide, og vi bliver igen gennet ud i en bus for at blive kørt til Barossa Valley, hvor der står vinsmagning og middag på menuen. Alt foregår i snegletempo, og tålmodigheden er lige ved at kamme over, da den første vinsmagning bliver snakket ihjel af guiden og kokken. Men kanapéerne var lækre.

 

Vinsmagning med tilhørende kanapéer.

Med motivationsniveauet langt under middel bliver vi kørt videre til næste vingård, som er den største familieejede vingård i Australien; Yalumba.

 

Kæmpe vintønder på vingården.

En hyggelig vinsmagning hvor vi kan strække benene lidt, bliver efterfulgt af en rundvisning på vingården, hvor vi får indblik i, hvordan de fremstiller deres vintønder. et hårdt arbejde viser det sig, og der er meget få vinproducenter, der selv fremstiller dem efterhånden.

 

Fremstilling af vintønder.

Senere følger en lækker middag og selskab af Gwen og Tim igen, som gladelig fortæller videre om deres liv. Han scorede hende, da hun var 85 år, og han var 68. Det er da ret godt klaret!

 

Klar til middag ved langbordet.

Nu er vi tilbage på toget i Adelaide, som i løbet af de næste 2 dage skal bringe os videre til Perth, og jeg håber på en noget bedre nattesøvn. Internettet er ikke-eksisterende her, så tidsfordrivet er kortspil i kabinen, da jeg simpelthen ikke kan rumme flere mennesker i dag.

 

 

INDIAN PACIFIC DAG 3: ADELAIDE – PERTH

Som forudsagt af den venlige restaurantmanager Charlott, bumper toget ikke nær så meget på næste del af rejsen, og vi formår faktisk at få en rimelig god nattesøvn. Rundforvirret vågner jeg dog op uden at kunne fastslå, hvad klokken er. Vi rejser over 3 tidszoner, så tiden ændrer sig hele tiden undervejs. I vor moderne tidsalder er man jo vant til, at ens telefon automatisk indtager næste tidszone, men da fraværet af internet brillerer ude midt i ingenmandsland, formå den ikke at finde frem til det korrekte tal. Computeren siger 9.09, Telefonen siger 8.30. Klokken er egentlig 7.00 annoncerer vores nye togansvarlige, som vi har meget svært ved at forstå. Sådan cirka og lige ved og næsten. Og morgenmaden er klar.

 

Pause i the middle of no where.

Efter et solidt måltid er det tid til at forsøge sig med et bad. Normalt er jeg typen, der helst bader 2 gange om dagen, men jeg har alligevel skulle tage mig mod til at prøve dette bad på størrelse med et frimærke. Det går dog overraskende godt. Vandet strømmer ud, og det føles normalt. Eller det brænder lidt, og så er det lidt koldt, men gennemsnitstemperaturen er at finde. Et sted. Efter lidt tid…

Den virkelige udfordring kommer faktisk først, da jeg kommer ud af badet. Når 2 mennesker skal leve på ca. 4 m2, mærker man sit første snert af klaustrofobi. Ikke at jeg lider af klaustrofobi, men at finde sine toiletsager og tøj at tage på får kuldegysningerne til at kravle langt op ad nakken på mig. Luften er tæt af en god nats søvn uden udluftning, og febrilsk søger jeg udflugten i gangen, hvor der i det mindste findes noget der ligner frisk luft. Måske de skulle overveje at installere oxygenmasker i kabinerne.

COOK

Toget bumler af sted og ud af vinduet ser man uendelige kilometer af rød jord beklædt med et par buske. Tusinder af kilometer ændrer landskabet sig stort set ikke, men lige pludselig. I midten af asolutely f… nowwhere dukker der en by op. Eller dvs. det der engang var en by, og nu er mere end forladt. Her kommer begrebet ”2 huse og et fælles lokum” virkelig til sin ret.

Byen Cook hvor der kun bor 4 personer.

 

”Where on Earth am I?”

 

Tja et virkelig godt spørgsmål. Så meget i midten af ingenting, som muligt. Byen hedder Cook, og området hedder Nullarbor Plain og er dobbelt så stort som England.

 

Selv i en by med 4 indbyggere skal man kunne finde vej

Cook er en Outback Town som ligger på den længste lige strække jernbane, der findes. I verden. Vi er 1538 km fra Adelaide. 1523km fra Perth. Den nærmeste highway er 100km væk, den nærmeste by er 5 timers kørsel væk og den nærmeste læge er 12 timers kørsel væk. og den eneste grund til at den ligger der, er fordi toget kører forbi og har brug for forsyninger.

 

I tidernes morgen var der sågar børn nok til at holde skolen kørende.

 

Den gamle skole

Engang boede der ca. 200 mennesker i byen, hvoraf der var ca. 30 børn, der gik i skole.

 

Det der engang var byens svømmepøl.

Dengang var der sportsbaner, en pool, en butik og huse, men pga. af jernbaneprivatiseringen er der ikke længere jobs at finde der, og i dag er der kun 4 personer, der lever i byen, så det er småt med faciliteterne.

 

Huset hvor et af ægteparrene bor.

Man må faktisk ikke engang gå ind i husene, fordi de alle er mere eller mindre i fare for at bryde sammen. Men det gør pensionisterne selvfølgelig alligevel, for hvem skal fortælle dem, hvad de må og ikke må?

 

Watch it!!

2 af vores medrejsende fik sig vovet ind på et forbudt område, hvor den ene af beboerne straks kom frem og tyssede på dem. Hun var ikke uhøflig, men hun ville sørge for, at lokomotivførerne ikke blev vækket fra deres søde søvn.

Der er nemlig bygget et nyt hus i midten af alle de gamle faldefærdige, og det er der, hvor lokomotivførerne får et velfortjent hvil, inden de rejser tilbage til Perth.

Hun havde også flere spændende historier at fortælle, og det ærgrer mig lidt, at jeg ikke var rebellen, der vovede sig ind på de forbudte områder, så jeg kunne høre om livet på verdens mest gudsforladte sted.

 

Den ene af byens 4 indbyggere.

 I starten af byen står der 2 store vandtanke. Det regner mindre end lidt her, så grunden til at de er her, at togene bringer vand med, så det næste modkørende togs vandtanke kan blive fyldte. Og de er rimelig store. Faktisk så store at når kvindens mand kravler derop om natten, kan han i måneskinnet se, at jorden er rund. Det ligner en tennisbold, siger hun. For ind i mellem den røde jord og buskene er der hjulspor, der ligner linjerne på en tennisbold. Det er åbenbart her, man skal tage til, hvis man stadig tror på, at jorden er flad.

Kan man virkelig spise en kamel?

Tilbage på toget er det frokosttid, og som ved hvert måltid er der et lille a la carte kort, hvorfra man kan vælge. Jeg læser. Camel står der. Jeg tænker lidt. Hedder kamel ikke Camel på engelsk. Jo det gør det, men kan det virkelig passe. Kan man spise en kamel? Nysgerrig bliver jeg nødt til at bestille denne ret, og den smager af… ja ikke kamel. Eller hvad er det nu, en kamel smager af? Anyway den er godt krydret i en curry, farven og teksturen minder lidt om lam, og smagen er lidt som oksekød. Ikke noget vildt, men det smager godt. Og nu har jeg spist kamel. Det dyr som jeg gerne vil ride på, når vi kommer til Broome. Dobbeltmoralsk? Naturligt? Jeg kan ikke helt bestemme mig.

 

Det ensformige landskab strækker sig i det uendelige.

Tilbage i kupéen sidder jeg og dagdrømmer, mens jeg kigger ud af vinduet. Uendelige af uendelige kilometer af goldt landskab strækker sig gennem landet. Jeg har hørt om det. Men man skal se det med egne øjne, før man virkelig kan tro på det. Det er som om, det aldrig hører op, lige meget hvilken retning øjet bevæger sig. Toget kører kilometer efter kilometer, og landskabet er det samme. I baggrunden aner man dog et brud i landskabet. Jeg ved nu, hvad en fatamorgana virkelig er.

Det har egentlig været en dejlig dag indtil videre. Dejligt at kunne slappe af uden at have dårlig samvittighed over ikke at lave noget. Men nu melder panikken sig alligevel langsomt. Luften i kabinen er tæt, og loungen er fyldt med pensionister, der efter 5 drinks er ved at få godt gang i snakketøjet, så der orker vi heller ikke at opholde os. Min computer strejker, fordi jeg har fodret den med for mange billeder. Jeg er dødtræt af at spille Gin-Rommy. Jeg har ikke tålmodighed til at læse. Internettet findes ikke. Min krop ryster. Vil bare ud herfra. Ud, ud, ud i den friske luft, hvor den kan trække vejret. Ud hvor den kan strække sig. Ud af buret. Er det den følelse, man har, når man sidder i fængsel? Så er det i hvert fald – endnu – en grund til, at jeg aldrig skal ende der. Jeg er sur. Jeg er tvær. Jeg har det dårligt. Jeg overgiver mig og slutter mig til pensionistklubben og forsøger at drikke sorgerne væk med champagne. Får der er nemlig fri bar i toget. Eller fri og fri. Vi har jo betalt for det, men det lyder jo godt.

 

Fuldmåne i bushen.

Det går lidt bedre efter at være blevet befriet fra den omklamrende kabine, og vi bliver beriget med den mest fantastiske solnedgang, jeg længe, hvis nogen sinde, har set. Månen er fuld. Jorden er rød. Fladere end en pandekage, og man kan se længere end øjet rækker. Hele horisonten males i røde farver, der i løbet af den næste time når rundt om det meste af farvepaletten. Snak om at være igennem hele følelsesregisteret i løbet af en dag.

Da vi kort efter igen holder stille, når jeg nærmest et klimaks. Frisk luft har sjældent været mere velkomment. Og hvis vi før troede, at vi var in the middle of nowwhere, så ved jeg da slet ikke, hvad jeg skal kalde det her sted.

 

RAWLINNA

Solen er gået ned, men udenfor er der sat lanterne og tændt bål. Musikeren står under et oplyst træ og spiller overraskende godt foran det ene af byens 2 huse; ROADMASTERENS hus. Det andet er et postkontor.

 

Livemusik under stjernerne.

Begge bygninger er forladte, men her er vi. Omgivet af ingenting og alting. Placeret ved langborde, som vi desværre ikke skal spise ved, fordi nogen har ment, det var for koldt. Det er det ikke. Fuldmånen, stjernerne, musikken og vinen varmer os, og mit humør er igen i top. Pensionisterne synger og danser og smiler og klapper i utakt. Alle er glade, men glæden er kort. Efter ca. 1,5 timer bliver kvægtransporten gennet videre. Seancen er slut.

 

Selvom det ikke er så koldt, er det altid hyggeligt med et lille bål.

Vi stimles sammen i togets restaurant, hvor kokken endnu engang formår at stege fisken dødere end død, og endnu engang får vi ikke noget at spise. Vi bliver selvfølgelig tilbudt det, men forventningen om en død bøf i stedet, lokker ikke ligefrem. Vi springer også desserten over. Orker ikke mere og går i seng.

 

INDIAN PACIFIC DAG 4: ADELAIDE – PERTH

Endnu en søvnløs nat. For mange bobler og for mange stop og ryk i toget. Hele tiden skal vi stoppe, fordi andre tog skal passere. Har de ikke overvejet at bygge et spor mere? Hovedpinen raser. Højtaleren siger, at jeg skal stå op, for nu er der morgenmad. Må jeg da ikke selv bestemme noget som helst? Jo jeg kan da bare lade være, men så kommer den søde frøken og vil redde vores seng. Det gør de hver dag. 2 gange om dagen. Når vi står op, pakkes sengene væk, og når vi spiser aftensmad, bliver de igen fundet frem. Det er da god service, så jeg siger pænt ja tak, og vi bevæger os ind i restaurantvognen. Som de sidste. Men jeg er ikke den eneste, der har hovedpine i dag. Euforien i går fik flere til at drikke et glas eller 2 for meget, så der er flere med røde øjne. Og måske de heller ikke har sovet så godt. Og måske vi alle bare gerne snart vil være fremme ved målet.

Dagen går med at vente på at spise frokost. Da vi når så vidt, forsøger vi for sidste gang at bestille fisk. Og 3. gang er lykkens gang. Det er rent faktisk lykkedes kokken at fremtrylle et velsmagende måltid. Hurra for det.

Vi sidder i kabinen, mens toget gang på gang holder stille for at lade det næste komme forbi. Men bare rolig siger højtaleren. Det er kalkuleret ind i tidsplanen. Så forstår man da, hvorfor den sidste strækning tager så lang tid. Toget er 731m langt og kører gennemsnitligt 85km/t med en maxhastighed på 115km/t.

 

Buske og træer begynder at dukke frem og bryde det flade landskab.

Landskabet ændrer sig. Der kommer dyrkede marker, der ser så tørre ud, at man har svært ved at forstå, hvad der kan gro her. Der kommer et par køer. Og får. I massevis. Træer begynder at dukke op, og terrænet bliver mere og mere kuperet. Huse viser sig, og langsom pibler mindre byer frem. Civilisation er inden for rækkevidde, og efter 64 timer ombord på toget, triller vi ind på perronen i Adelaide kl. 15.00.

SUMMA SUMMARUM

Turen var ikke, som jeg havde forventet. Men på den anden side ved jeg heller ikke præcis, hvad jeg havde forventet. For hvad kan man egentlig forvente af en 4 dages togtur gennem et af verdens mest øde områder?

 

Indian Pacifik toget i den stjerneklare nat.

Jeg havde taget mit pæne tøj med, for på billederne på deres hjemmeside ser folk pæne og velklædte ud. Virkeligheden er bare en anden. De fleste gik i joggingtøj og sneakers. Jeg endte med at gå i stort set det samme tøj i 4 dage for ikke at virke overdressed. Hvilket jeg normalt ikke synes jeg er. Tværtimod.

Jeg havde regnet med (eller håbet på) flere i vores aldersgruppe.
Gennemsnitsalderen er nok 65+, og man skal være forberedt på snegletempo og gruppehorder, når man skal på udflugter udenfor toget. Fra Sydney til Adelaide var det ganske forfærdeligt, fordi ekskursionerne var af længere varighed. Fra Adelaide til Perth var det fantastisk, fordi man kunne gøre alt i sit eget tempo uden at skulle vente på horden.

Jeg havde forventet små kabiner, men ikke så små. Man skal nærmest bakke ind for at få plads, og når man er 2, skal man virkelig trække vejret dybt. I deres brochure fortæller de, at man vil blive så fantastisk positivt overrasket over den måde, de har udnyttet pladsen på. Det passer ikke. Måske lige bortset fra den overraskelse over, hvor klaustrofobisk, det egentlig er at skulle tilbringe 4 dage på så lidt plads. Men overlever parforholdet alle de humørsvingninger dette medfører, vil jeg mene, det har gode odds fremover!

Jeg havde håbet på god mad og drikke. Det var lidt fifty-fifty. Morgenmaden og frokosten var god standard, men når kokken ikke kan tilberede en fisk, falder stjernerne altså temmelig meget. I loungen kunne man altid gå i baren og få en drink, et glas vin, kaffe, vand eller hvad man nu havde lyst til, og personalet var søde og smilende.

Jeg havde satset på en god og anderledes oplevelse for livet. Det fik jeg. Og det er en tur, jeg aldrig vil glemme. Også selvom jeg ind i mellem virkelig havde følelsen af at være med i den forkerte film.

Vi har tilbagelagt 4352km. Vi startede i millionbyen Sydney. Vi bevægede os gennem Blue Mountains frem til Adelaide og Barossa Valley, hvor vi oplevede et af Australiens mest imponerende vindistrikter. Vi kørte på verdens længste lige-ud-jernbanestrækning, hvor vi stødte på spøgelsesbyen Cook og sang omkring bålet i Rawlinna, mens månen og stjernerne strålede omkring os. Vi kørte tusinder af kilometer på godt og ondt med et snert af togluksus, et snert af klaustrofobi og med et klimaanlæg, der havde sin egen agenda. Med tålmodigheden vendt på vrangen fordi pensionistklubben tog evigheder om at bevæge sig fra A til B, men samtidig rigere på livshistorier og sjove anekdoter. En ”once in a lifetime experience”, som jeg nok ikke vil gøre om igen, men som har beriget mit liv med oplevelser, jeg aldrig vil finde lignende andre steder.

RUTEN VI KØRTE:

Skriv et svar

Captcha loading...