ALMAGELLERHüTTE

Jeg mødes med min kollega, tjekkiske Katharina, på en café kl. 09.00. Vi ved ikke præcis, hvad vi vil, men vi har aftalt, at dagen skal stå på udflugt. Nu befinder vi os jo lige midt i udflugtsmekka, men åbenbart har vi næsten haft den samme tanke om, hvor målet skal være. Dvs. i hvert fald “noget med Almagell og op af et bjerg”… Så vi vender snuden nedad, og trasker afsted i morgensolen ned til Almagell, som ligger lidt mere end 100 meter lavere end Saas Fee. En rask lille gåtur på en halv times tid.

 

HVOR SKAL VI HEN DU?

Da vi når ned til Almagell, bestemmer vi os for at tage en stolelift op til Furggstalden (1901m) for at se, hvad denne destination kan byde på. Om vinteren er det en skilift, mens den om sommeren sparer vandrere for at skulle starte alt for stejlt ud og tjener derved som et kick-off, så man kommer elegant afsted. Selve turen tager ca. 10 minutter, og mens vi sidder der og nyder udsigten, vælter det frem med frygtelige minder om mine første ture på ski ned ad denne ækle bakke. Det var nemlig her, jeg for første gang fik brædder under fødderne, og min søde veninde Kristina fik mig overbevist om, at selvom jeg aldrig havde stået på ski før, kunne jeg da sagtens tage turen ned ad denne bakke. NOT. Jeg mindes i hele kroppen, hvordan jeg dernede stod og vrælede, overbevist om at mine sidste time var kommet. Men jeg må jo alligevel være kommet ned på en eller anden umulig måde, for ellers havde jeg ikke siddet i denne lift i dag. (Tak Kedde 🙂 )

 

Saas Almagell
Udsigt over Saas Almagell.

Da vi kommer ud af liften, får vi straks et smukt udsyn over Almagell, samt et overblik over skiltene der fortæller os, hvilke muligheder, vi har. Udgangspunktet er dog, at vi skal starte med at gå til venstre! Der er ruter helt op til 7 timer (opad!!), men vi beslutter os for at tage turen til Almagelleralp (2194m) og derfra videre til Almagellerhütte, hvis vi kan overskue det. Ingen af os er ligefrem rutinerede hikere, og vi aner ikke, hvad der ligger og venter, men eventyrlysten er stor, og adrenalinen sparker os i gang.

Lige efter liften ligger der et lille kapel. Om det er skæbnens ironi, en tilfældighed, eller blot fordi de er dybt religiøse, får vi ikke defineret, men det kan vel ikke skade lige at kaste et blik indenfor og bede om godt vejr og gode forhold.

 

Kapel
Et lille kapel over i bjergene.

 

HØJDESKRÆKKEN TESTES

Allerede efter 10 minutters vandren opad deler vejen sig i 2. Det ene valg er en bred vej, den anden ser ud til at gå lodret op af bjerget. “Må ikke benyttes af folk med højdeskræk”. Sådan ca. står der, og allerede der ryster jeg i bukserne af skræk. Langt oppe over vores hoveder ser vi en mand klatre på bjerget. Holy crap!!! og en hel masse andre ord, der ikke er værd at nævne her, fløj igennem hovedet på mig. “Det kan jeg bare ikke.” ” Jo du kan.” Nej.” “Jo”.

 

Almagell
Opstigningen starter.

“JO” ender med at vinde. For selvfølgelig kan jeg det. Eller måske ikke så selvfølgeligt, men den tåbelige højdeskræk, som jeg ikke aner, hvor kommer fra, skal ikke få lov at vinde over eventyrlysten. Og der står desuden på skiltet, at alle de meget udsatte steder vil være afspærret. Så der er ikke andet for end at holde tungen lige i munden og starte med at klatre opad.

 

Saas Almagell
Tungen holdes næsten lige i munden,
Hængebro
En gyngende hængebro giver os en genvej.

Da vi når til hængebroen, står der et hollandsk par og tripper. Fruen tør simpelthen ikke gå over, så vi gør som om, at vi er super seje og viser vejen. Da jeg er midt på hængebroen og vil råbe til hende, at det slet ikke er farligt, er hun desværre vendt om. Ser man tilbage på det, har hun nok fortrudt i dag, for den stejle nedtur må bestemt have været meget værre end en hyggelig hængebro!

 

Almagelleralp
Et fladere landskab oppe i bjergene.

 

 

OVER STOK OG STEN

Da vi kommer ud af “klatreparken”, åbenbarer der sig et meget smukt og anderledes landskab sig for os. Det er faktisk en meget underlig fornemmelse, for det er nærmest som at gå nede i en dal. Selvom vi er højt oppe, føles det ikke sådan, da der ikke længere er nogle super stejle sider for fødderne af os. Det føles sikkert og glade går vi derudad.

 

Almaggelleralp
Blik gennem “dalen”.

Der er masser af overskud til at nyde den fantastiske udsigt, og selvom vejrudsigten er rimelig pessimistisk, er vejrguderne med os. Måske det faktisk hjælper at sende en lille bøn afsted nu og da?

 

Almagelleralp
Almagelleralp.

Jo højere vi kommer op, jo hårdere bliver det dog også. Efter en times tids stigning møder vi en lille hytte på Almagelleralp, der frister med frokost og kolde læskerier. Men vi modstår, og sætter snuden mod Almagellerhütte på (næsten) toppen. 2 timer truer skiltet med, og selvom vi allerede er godt trætte i benene, bider vi tænderne sammen og fortsætter opad.

 

IMG_0429
Dér skal vi hen…

Luften bliver tyndere og tyndere. Åndedrættet hurtigere og hurtigere. Snakken mindre og mindre. Vi siger ikke så meget andet til hinanden end: “Hvornår tror du, vi er der?”. Som små børn der lige har sat sig ind i en bil. Op, op, op, op det går. Katharina forrest med mig i hælene. Af en eller anden grund befinder jeg mig bedst bagved hende. Det føles godt. Pludselig råber hun, at hun kan se hytten. Taknemmelige griner vi og synker sammen i det sparsomme græs. Første egentlige hvil. Helt åndssvagt at holde første pause og sidde der så tæt på målet, men vi er så glade, for benene kan simpelthen ikke gå opad mere. De er tungere end bly, og hvert eneste skridt er en kamp. Vi sidder der og griner og drikker vand og glæder os over, at hytten er i sigte. Det er en stor sejr. Et lille skridt for menneskeheden måske, men et meget stort skridt for os. Vi føler os ret så seje.

 

almagelleralp
Trætte ben og store smil.

De sidste par hundrede meter er dog ikke lutter lagkage. Det går stadig opad, og vi hopper fra sten til sten. Eller slæber os rettere sagt, men det lyder ikke nær så romantisk!

 

IMG_0439
Nu er vi der næsten.

Temperaturen er også faldet, og pludselig står vi midt i en snedrive. En ret fantastisk fornemmelse at stå der i sommerklæder og gå fra varmen op i kulden. Fryser gør vi dog ikke, da gåturen har gået os gloende hede.

 

Almagelleralp
Fodspor i sneen.

 

 

 

FLAGET ER HEJST

Der er den så. Lige foran os. Bjerghytten der virker umulig at bygge, men som stod færdig i 1984. Den kaldes en såkaldt Shutzhütte, hvis formål er at give bjergbestigere et velfortjent hvil på vej mod toppen af et bjerg. (I dette tilfælde Weissmiess)

 

IMG_0450
Almagellerhütte. Endelige er vi fremme ved vores mål.

Målet er nået, schweizerflaget hejst, og to meget stolte tøser får en velfortjent Käseschnitte med en kold panasche (Øl med sprite). Sjældent har en bajer smagt så godt og føltes så velfortjent. Vi klapper os selv på ryggen, men har dog i mente, at vi faktisk skal ligeså langt ned igen. Turen er ikke slut.

 

IMG_0460
Flaget er hejst, og vi fejrer, at vores mission er lykkes.

 

 

 

MØDET MELLEM BJERGGEDER & SAASER MUTTER

Dog vi kan glæde os over, at nedturen faktisk er endnu smukkere end opturen. Nu ser vi pludselig ud over alle bjergene i stedet for kun at have skosnuden rettet mod næste skridt. Lette og elegante som bjerggeder springer vi med fornyet energi fra sten til sten, og nedturen går bestemt en del hurtigere, selvom knæene jamrer.

 

IMG_0461
Nedturen er begyndt.

Der er ingen andre bjerggeder at få øje på, men til gengæld mødte vi de sødeste langørede får. De er ikke lige så glade for at møde os, som vi var for at møde dem, men vi fik da “lov” til at tage et par billeder.

 

Saaser Mutten
Saaser Mutten kaldes disse får med de iøjnefaldende lange ører.
Saaser Mutter
Saaser Mutternes bestand er sunket med 75% i løbet af de seneste 15 år, og der er nu søsat et redningsprojekt, der skal få bestanden til at vokse igen.

 

Saaser Mutter
Saaser Mutterne er hårdføre får, der har tilpasset sig livet i alperne.

 

 

 

 

DRYP, DRYP, DRYP, DRYP

Desværre er vores held nu ved at være brugt op. Det trækker op, og skyerne bliver faretruende mørke. Dryp. Dryp. Dryp. Oh no. Der er virkelig lang vej ned, hvis det har tænkt sig at regne. Vi er dog alligevel så heldige at nå ned af det værste stejle stykke, før det virkelig begynder at vælte ned i lårtykke stråler. Uden noget sted at kunne søge ly må vi bare igennem det. Ikke fordi regnen i sig selv egentlig er så slem, men fordi stenene bliver så frygtelig glatte, at man skøjter rundt. Flere gange glider jeg og nu er jeg ikke længere så frygtløs. Rimelig bange er vel ok at sige, selvom jeg stadig kunne smile til kameraet gennem dråberne.

 

IMG_0507
Våde, men stadig med højt humør.

Endelig får vi øje på Almagell gennem træerne. Vi beslutter os for ar tage den “nemme vej” ned, så vi ikke skal ud på nogle klatrestunts og glatte hængebroer. Men der findes åbenbart en 3. vej, som vi ikke lige har regnet med. Så meget for at læse på lektien!

 

Saas Almagell
Almagell i sigte.

Der er godt nok ikke direkte klatring involveret, men i stedet for at komme den trygge og sikre vej ned til liften, får vi os vovet ud på den direkte – og meget stejle – vej ned til byen. Lettere fortvivlede indser vi dette, da vi alligevel er nået for langt til have lyst til at tage turen op igen for at finde den rette vej.

Uvidenheden bliver vores ven, for havde vi vidst, hvad der ventede, havde vi aldrig taget denne tur – i hvert fald ikke i regnvejr. Men ned kommer vi med bævrende knæ, og for enden af bjerget venter dette smukke vandfald på os som belønning.

 

IMG_0523
Vandfald for foden af bjerget.

Og ikke kun vandfaldet venter. 2 venner med kolde øl fejrer vores sejr med os. Samtidig med at de fejrer, at de lige har besteget Almagellerhorn. Nå ja. Bare lige for at trumfe os nu hvor vi følte os helt uovervindelige 😉

 

IMG_0529
Skål!

Skriv et svar

Captcha loading...