Matterhorn

5-SEENWEG ZERMATT – EN VANDRETUR UD OVER DET SÆDVANLIGE

5-Seenweg betyder “5 søer-vejen”, og det er lige netop, hvad du får lov at opleve på denne rute, nemlig Stellisee, Grindjisee, Grünsee, Moosjisee und Leisee. Den ene sø er mere klar end den næste, og alle byder de på forskellige oplevelser, former, farver og liv. Fælles for søerne er, at de alle efterlader indtryk, du sent vil glemme. I 3 af dem kan du som bonus se det berømte “Toblerone-bjerg”, Matterhorn, spejle sig, og generelt kommer du til at se bjerget fra mange sider og vinkler. Turen er spændende og afvekslingsrig, og den smukkeste vandretur jeg til d.d. har oplevet i Schweiz.

 

Vi starter turen med at tage toget op gennem bjerget til Sunnegga. Fra Sunnegga kan man enten vælge at gå turen op til Blauherd eller tage liften. Da det er sidst på sæsonen, er denne lift dog ikke åben i dag, så vi tager turen til fods. Allerede da vi står ud af toget, ser vi den første sø, Leisee og hører de glade hvin fra børnene, der leger omkring bredden. Vandet er nok en kende for koldt på denne årstid til at springe i, men om sommeren bades der flittigt i det klare vand.

 

Leisee er den første – eller sidste – sø man støder på på ruten. Den ligger tæt på Sunnegga stationen, og er et paradis for familier. Der er opstillet en legeplads til børnene, og man kan bade i det klare gletsjervand.

Ca. en time går det opad, og vi er godt forpustede, men udsigten er helt fantastisk. På en lille bjergsti bevæger man sig ud og ind, og til tider skal man ikke kigge for meget ud, hvis man lider af højdeskræk, men vejen er fin og lettilgængelig. Vi møder også en del familier på vejen, og børnene løber op og ned af bjergsiden, mens de (vi) voksne prustende kæmper os afsted.

 

5-Seenweg
Matterhorn på strækningen mellem Sunnegga og Blauherd.

Når man går denne rute, får man virkelig set Matterhorn fra mange sider, og det er imponerende, som bjerget ændrer sig nærmest for hver meter, man bevæger sig. Man får nok ikke et bedre blik på det berømte Tobleronebjerg end fra denne side.

 

Stellisee er den højest beliggende sø med sine 2537 meter. Her er der udkig til Findelgletsjeren, og fra den modsatte bred kan man se Matterhorn spejle sig i søen.

Den næste sø vi når frem til er Stellisee, der er den højst beliggende sø af de 5. Bjergene og gletsjeren man kan se i baggrunden, er de samme bjerge, jeg kan se fra den by, jeg bor i, Saas Fee, bare fra den anden side. Om vinteren kan du krydse gletsjeren fra den ene by til den anden, hvis du har godt styr på dine ski. (Gør det ikke uden en guide).

Findelgletsjeren er en dalgletsjer, der ligger i Monte Rosa-Massiv. Som de fleste andre gletsjere trækker også Findelgletsjeren sig tilbage, men er stadig imponerende at se på.

 

Findelgletsjeren ligger mellem Rimpfischhorn og Stralhorn mod nord og Stockhorn mod syd. Den er 8 km lang, dækker et areal på 19km2 og starter på grænsen mellem Schweiz og Italien.

Herfra går det endelig nedad, og lungerne får sig et velfortjent hvil, mens mælkesyren ændrer retning i benene. Man tror det er hårdest at gå opad, men faktisk er det oftest hårdere for benene at gå nedad. For meget ligeud kan man godt glemme i denne alpine verden.

Da vi når frem til den 3. sø, Grindjisee, møder der os et syn ud over det sædvanlige, da Matterhorn spejler sig i det blå vand. Et mere perfekt syn, skal man lede længe efter. Vi slår os ned ved bredden for en kort stund og nyder spejlbilledet i stilhed, mens en skør turist forsøger at finde den rette vinkel og næsten styrter i vandet til de små fisk, der spræller rundt i vandkanten.

Da vi skal videre, bliver vi lidt rundforvirrede, for der er to veje men ingen synlige skilte. Vi er lige ved at følge efter nogle andre vandrere, men heldigvis ombestemmer vi os og går tilbage til den vej, vi kom fra – ellers havde vi ikke mødt de andre søer. Vi finder da også et skilt, der leder os videre, omend det er godt gemt, fordi vi er kommet en anden vej ind end den sædvanlige.

 

Dobbelt op på Toblerone; Matterhorn der spejler sig i Grindjisee.

Vejen frem til den næste sø er ikke den smukkeste del af ruten. Det går over stok og sten på det, der nok er en skipiste om vinteren og ligner en markvej om sommeren. Fremme ved søen sidder vandrere rundt omkring og holder picnic, mens de nyder synet af det grønne vand med Matterhorn i baggrunden. Der er ikke specielt meget vand i søen pt., men til gengæld er det fantastisk at dyppe de hævede hænder afkøle dem i det iskolde gletsjervand. Vi har ikke pakket madpakken med i dag, for vi vil senere belønne os selv med et pitstop i en bjergrestaurant.

 

Grünsee er, som navnet indikerer, grøn. Renere vand finder mand ikke.

Den næste og sidste sø på vores tur i dag, er Moosjiesee, der har en helt overnaturlig farve. Desværre bliver det smukke billede forstyrret af maskiner, der arbejder rundt omkring søen, men den vanvittige farve overskygger heldigvis larmen. Jeg er ikke helt klar over, om søen er en kunstig sø, men noget kunne godt tyde på det, da den ser ret udgravet ud. Den har desuden en dæmning for enden, så den kunne godt være en såkaldt Staudamm. Kan du bidrage med oplysninger så sig endelig til.

 

Moosjiesee er ikke så klar som de andre søer, og måske netop derfor har den en helt speciel mælkeagtig turkis farve, der nærmest ser helt uvirkelig ud.

Ved Moosjiesee sø skal man nu foretage et valg; enten kan man dreje til højre og gå det sidste stykke tilbage til Sunnegg og få sig en dukkert i Leisee og tage toget tilbage. Eller man kan vælge at dreje til venstre og tage turen til fods hele vejen ned til Zermatt. Vi vælger turen til venstre, og som en ekstra bonus kommer vi forbi en bjergrestaurant, Chez Vrony, hvor vi spiser et let måltid mad skyllet ned med den typiske Apfelschorle: Danskvand blandet med æblejuice. Maden er helt fantastisk og udsigten fænomenal. Jeg kunne let være blevet siddende her hele dagen, men der er nu altså et stykke vej endnu, før vi er hjemme.

 

Chez Vrony
Bjergrestauranten Chez Vrony.

Vi river os løs fra festen og fortsætter nedad. Kort efter passerer vi den lille ældgamle by Findeln Ze Gasse. Hvordan de i tidernes morgen har formået at bygge huse heroppe i bjergene uden de store hjælpemidler, er mig en gåde. Men faktum er, at de ligger her og der og alle steder. En gammel militærbil har også fundet vejen herop, og fårene holder siesta mens de hviler panden på kappellet. Ikke et syn man møder hver dag.

 

Findeln Ze Gasse, 2051 m.o.h.

Vejen nedad er temmelig stejl, og det er hårdt for benene. Til gengæld går det hurtigt, og i løbet af en halv times tid traven gennem skoven er vi tilbage i Zermatt. Det har været en oplevelse ud over det sædvanlige, og jeg er helt rørt over, hvordan naturen kan være så smuk. Det er efterår og i samklang med de smukkeste orange, grønne og brune farver, er alle 5 blågrønne søer helt enestående.

 

Zermatt
Udsigt over Zermatt på vejen ned.

RUTEN

Længde: 14,6km
Højdemeter opstigning: 504
Højdemeter nedstigning: 1146
Højeste punkt: 2578 m.o.h
Laveste punkt: 1605 m.o.h
Tid: Ca. 3,5 time (+ frokostpause)

 

BONUSINFO

Hvis du ikke har lyst til at gå så meget op og ned, er det muligt at tage “den normale rute”, der går fra Blauherd til Sunnega. Her tager du først toget gennem bjerget til Sunnega, og derefter liften videre til Blauherd, hvorefter du ender vandreruten igen ved Sunnega, hvor du kan tage toget ned. Hvis du har mod på det, vil jeg dog anbefale “min rute”, da opstigningen og nedstigningen er noget af det smukkeste på hele turen.

Turen er også velegnet til familier (ca. 6år +).

 

Interesseret i flere vandreture i Schweiz? Så læs om Saaser Steinwildpfad her.

 

Skriv et svar

Captcha loading...