Saas Fee

BABY IT’S COLD OUTSIDE

Temperaturen har sneget sig ned på -11 grader, men solen stråler fra en – næsten – skyfri himmel, og vinteren viser sig fra sin smukkeste side. Sneen ligger stadig metervis overalt i kæmpe dyner og samlet langs veje og stier i flere meters højde. Efter et par dage med høje temperaturer står træerne nu i en brun kontrastfarve midt i det hvide landskab, og selvom de var endnu smukkere dækkede i sne, er der noget andet råt og smukt over den måde, de nu træder frem på.

 

FROKOST I MINUSGRADER

Ugens fridag falder på en lørdag, hvilket ikke sker så ofte, og det er egentlig en super dag at stå på ski på. Turister rejser afsted og ankommer, så det er mest folk fra området, der er på pisten, og som et ekstra tiltag kan man endda tage på “virginskiing” kl. 7.30 og se solopgangen, samtidig med at man laver friske spor i sneen. Det burde være nok til at lokke en ud af fjerene, men en travl uge med messe i München, arbejde og curlingaftener har sat sine spor i kroppen, og da vækkeuret ringer, vender jeg mig mageligt om på den anden side. Man bliver nok lidt forkælet, når man bor i bjergene, for jeg ved heldigvis, at der kommer masser af solrige muligheder for at stå på ski de næste par måneder.

 

Vinden har blæst al sneen væk fra træerne, men smukt er der stadig.

Men solen insisterer alligevel på at skubbe mig ud af sengen, og når nu jeg ikke lige har energien til at stå på ski, er der da heldigvis mange andre ting at give sig til. Som fx at nyde en frokost på en bjergrestaurant på en solrig terrasse. Dovenskaben rækker lige til at tage gondolen op og finde den perfekte plads i solen på Hannig. Neden under os kan vi se folk kæmpe sig svedende op ad bjerget, og jeg læner mig tilbage og nyder liftet.

 

Hannig Saas Fee
Frokost på bjergrestauranten Hannig.

Vi finder en plads langs væggen, så vi er sikre på mindst mulig vind, men selvom solen virkelig gør sit aller bedste for at varme os, er der et par bitte små skyer, der hele tiden drillende sniger sig ind og dækker for, at strålerne kan slippe helt igennem. Under et tæppe finder vi dog varmen og får serveret en lækker tallerken mad, som vi sultne guffer i os. Børnene leger rundt om os i sneen, og hvinende skrig trænger gennem luften, når de bliver ramt af en snebold.

 

Udsigt over Saas Fee fra Hannig.

 

INGEN NYDELSE UDEN YDELSE

Når man vil nyde, skal man også nyde. Derfor beslutter vi os for at gå ned fra bjerget på de friskpræparerede vandrepister, der leder hele vejen ned til Saas Fee. Det er dog ikke helt let uden snesko og stave, for så snart det hælder en smule for meget, er vi tæt på at miste fodfæstet. En isnende brise bider os i kinderne, men da kroppen først kommer i gang med at bevæge sig, kommer også varmen igen.

 

Friskpræpareret vandrepiste.

 

Nogen har vist svært ved at finde deres hjem!? Om sommeren ligger her under sneen en lille butik, hvor man kan købe deres frisklavede gedeoste.

 

Saas Fee
Nogen holder øje med, at vi kommer sikkert frem, men denne nogen ser ud som om, at han har haft en streng vinter.

Vi er ikke de eneste, der har fået denne idé i dag, og undervejs møder vi både familier, der grinende kæmper sig afsted, en enlig mand på splitboard der svedende står og smider tøjet midt i sneen (ja bar overkrop), gøende hunde der triller rundt i sneen, folk med snesko, og dem der med hænderne på ryggen stille og roligt kæmper sig til toppen.

 

Hannig Saas Fee
Et par på sneskostur.

 

Solens stråler får sneen til at glitre som små diamanter.

 

Alle veje fører til Saas Fee – hvis man skulle være i tvivl.

Efter ca. 45 minutter står vi igen nede i byen efter en frisk gåtur. Det er ikke specielt hårdt, og her kan de fleste være med, så længe det går nedad. Og fare vild gør man næppe. For alle veje fører til Saas Fee.

 

Skriv et svar

Captcha loading...