Efteråret i Alperne er over os, og det viser sig fra sin bedste side. Selvom det sneede for et par uger siden, er det nu den blå himmel og solen, der trækker det længste strå, mens bladene langsomt skifter farve og falder til jorden. Den store farvepalette er fundet frem, og det grønne afløses langsomt af de smukke rødlige og orange farver, der dominerer bjergene under trægrænsen. Luften er mere end almindelig frisk, og hvert åndedrag fylder dine lunger med ny energi.
And into the mountains I go
to lose my mind
and find my soul.
1. DU SKAL VANDRE!
Selvom alle 10 grunde er nævnt i vilkårlig rækkefølge, er det alligevel ikke uden bagtanker, at vandring ligger først på listen. At vandre i bjergene om efteråret er bedre og mere end meditation. Det giver dig tid til at blive venner med dine tanker, det gør dig nysgerrig, og det er ren balsam for liv og sjæl. Om din kondition er god, dårlig eller noget derimellem, spiller ingen rolle, for der er tusindvis af vandresteder i forskellige sværhedsgrader, som udfordrer både nybegyndere og øvede. Det handler bare om at snøre vandrestøvlerne på og komme afsted!

2. DU SKAL MØDE VILDE DYR!
Og når du nu alligevel er ude at vandre, kan du også være så heldig at støde på vilde dyr, som fx gemser og stenbukker. Hvis du laver lidt research, opdager du hurtigt, at stederne er gode til at guide dig til at finde dyrene, som fx. GEMSWEG eller STEINWILDSPFAD i Saas fee, hvor du med stor sandsynlighed kan møde dyrene i deres vilde natur. Af sikkerhedsmæssige årsager skal du holde dig på sikker afstand, medmindre du møder en kælen ged, som jeg gjorde, da jeg mødte geden Paula på GEMSWEGEN.

3. DU SKAL OPLEVE SMUKKE SØER MED SPEJLBILLEDER AF BJERGENE!
For der er så mange smukke søer i Schweiz. De er ikke alle specielt store, men til gengæld har de allesammen de mest utrolige farver, der spænder over alle farveskalaens blå og grønne farver. De fleste klare, mens andre har en mælkelignende grønlig farve, der skyldes alle de mange mineraler, vandet indeholder. I mange af dem kan du som bonus se bjergene spejle sig, hvilket bare gør indtrykket større.

4. DU SKAL SPISE FROKOST PÅ EN BJERGRESTAURANT I SOLSKIN!
Bare fordi du kan! Der findes ikke noget bedre end at belønne en lang vandretur med et godt måltid mad på en skøn bjergrestaurant, mens du slikker solens sidste stråler i dig. Maden smager bare endnu mere fantastisk, når du har gjort dig fortjent til den, og du nyder den i den friske luft.

5. DU SKAL PÅ ROADTRIP!
Bjergvejene i Schweiz kringler sig ud og ind, og du skal evt. tage en køresygepille, inden du starter, men hver en kilometer er kvalmen værd. Det er her, du virkelig kan opleve farverne spille sig ud mod hinanden, når du kører op og ned i forskellige højder. Vejene er smalle, så du skal måske til tider bakke en smule for at lade en modkørende komme forbi, og der er ingen automatpilot her. Øjnene skal være fuldt koncentrerede på vejen – så det er en god idé at skiftes til at køre, så alle får lov at nyde den smukke udsigt.

6. DU SKAL DRIKKE VIN DIREKTE FRA VINGÅRDENE!
Vidste du, at Schweiz producerer masser af god vin? Det gør de faktisk, og den største vinproduktion ligger i Rhônedalen (som du måske heller ikke vidste snor sig gennem Schweiz, før den rammer Frankrig?). Efteråret er den absolut smukkeste årstid at køre gennem vinmarkerne, og der er af smagsprøver undervejs. Stop fx i byen Salgesch eller Leukerbad, hvor der er masser af åbne døre, der byder velkommen til vinsmagning og stalddørssalg.

7. DU SKAL HØRE VANDET KOMME NED FRA BJERGENE!
Det lyder måske underligt, tænker du. Men det er ikke desto mindre en van(d)vittig oplevelse at høre, hvor megen larm vandet kan lave på vej ned fra gletsjeren. Det er i sig selv imponerende, og ved lyden af vandet glider en unavngivet rislende følelse gennem kroppen, og du mærker glædesendorfinerne springe sammen med dråberne, der flyver i luften. Sæt dig ned ved vandet og nyd det en stund uden at skulle tænke på noget som helst andet.

8. DU SKAL SEJLE PÅ EUROPAS STØRSTE UNDERJORDISKE SØ!
I hvert fald den største underjordiske sø, hvor man kan sejle i en båd. Nogenlunde sådan definerer de det i St. Leonard. Grotten er 300 meter lang og 20 meter bred. Vandet er helt klart, og der springer kæmpe fisk rundt om robåden, der sejler dig sammen med ca. 30 andre godtfolk hen til (verdens eneste indendørs?) strand og tilbage igen på ca. en halv time. Et tips er at sætte dig i højre side af båden, og helst forrest hvis du vil have nogle gode billeder. Der er også af og til koncerter, og hvis du har brug for et alternativ sted at blive gift, skulle det skam også være muligt.

9. DU SKAL GÅ I SNEEN MED SHORTS OG KORTE ÆRMER!
Det er helt unikt, at man kan gå i shorts i sneen uden at fryse. Overhovedet. Det kan man, fordi der er gletsjere i Alperne. Og du behøver ikke engang at arbejde hårdt for at komme derop. De fleste steder kører lifterne også om efteråret, så du bliver sparet for hele den seje opstigning – medmindre du selvfølgelig vælger at kæmpe dig op af bjerget. Du kan sågar også stå på ski i Saas Fee og Zermatt, og måske er du så heldig at støde på dit skiidol, da de fleste skiteams holder til her i sommer- og efterårsmånederne.

10. DU SKAL SE SOLOPGANGEN I 3800 METERS HØJDE!
Og når du nu er i sneen, skal du hive dig selv ud af fjerene og tage den først mulige lift op til toppen og se solen stå op. (Muligt i fx Saas Fee, Mittelallalin 3800 m.o.h)). Det er en helt unik oplevelse og en perfekt afslutning på dit eventyr. Og i vintermånederne kan man sågar spise brunch i verdens højst beliggende drejerestaurant, så der har du en god undskyldning for at vende tilbage igen.
