Mallorca

10 FANTASTISKE STEDER DU BØR BESØGE PÅ MALLORCA

Mallorca. Charter, druk og grisefester eller en perle i Middelhavet med historiske bygninger, maleriske byer og en bjergkæde der indbyder til vandring og udforskning? Jeg har i mange år forbundet øen med førstnævnte betegnelse, og hvor har jeg bare taget fejl. For det kan godt være, at øen er kendt for sine billige drukfester, men Mallorca er så meget mere end det. Så. Meget. Mere. End. Det. Så glem alt om stive tyskere og englændere (og øvrige turister der har fået for meget indenbords for den sags skyld) og giv dig selv den gave at opleve det virkelige Mallorca.

 

 

1. ROADTRIP I TRAMUNTANA BJERGENE

 

Tramuntana bjergkæde Mallorca
Mallorcas ubestrideligt smukkeste område du ikke kan komme udenom, hvis du for alvor vil opleve Mallorca. Tramuntana bjergkæden er ca. 15 km bred og strækker sig 90 km ud over hele vestkysten fra Sa Dragonera i syd til Cap Fermentoren i nord. Sæt god tid af til turen, for vejene er kringlede og smalle, og tungen skal holdes lige i munden. Til gengæld vil du undervejs opdage de vidunderligste små byer, bugte og skjulte strande.

 

 

2. MALLORCAS SMUKKESTE BY FORNALUTX

 

For foden af den største bjergtinde Puig Major ligger den ubestrideligt smukkeste by i Tramuntana bjergkæden. Gaderne er smalle, så turen rundt i byen foregår til fods, og det føles nærmest som at gå i et levende museum. Alt er så velholdt og velplejet, og frodige grønne potter og planter dominerer bybilledet. Appelsintræer omringer byen, og så snart du stiger ud af bilen, mærker du duften af de orange frugter spille i næsebordene.  Byen konkurrerer da også om at være den smukkeste by i hele Spanien og har allerede vundet flere priser.

 

3. CAP DE FORMENTOR

 

En storslået udsigt møder dig, når du træder ud af bilen og kaster blikket ud over havet og Cap Fermentoren. Det blå vand omringer de frodigt bevoksede klipper, og wauw-effekten er der fra første sekund. Kør videre op til spidsen, og du kommer til et gammelt fyrtårn med endnu et fantastisk udsigtspunkt, hvor du på de gode dage bl.a. kan se hele vejen til Menorca.

 

4. DEN GAMLE BYDEL I ALCUDIA

 

De fleste forbinder Alcudia med et ferie og badested, men Alcudia kan så meget mere end det, og den gamle bydel i Alcudia er et af de smukkeste steder på Mallorca, der stadig emmer af gamle dage. Omringet af en stor mur, hvorpå du kan gå en tur og få en storslået udsigt over den gamle smukke by og et kig tilbage til middelalderen. Gå på oplevelse i gader og stræder og besøg evt. markedet der afholdes hver søndag.

 

 

5. CUEVAS DEL DRACH

 

Dragehulerne er en helt unik oplevelse og en rejse tilbage i tiden. Oplev millioner af års udvikling i jordens indre, bliv tryllebundet af en klassisk koncert og sejl en tur på en af europas støre underjordiske søer.

 

6. CATEDRAL DE MALLORCA – LE SEU

 

Katedralen Le Seu er et majestætisk bygningsværk, der troner sig op over Palma. Næsten lige gyldigt hvor du befinder dig i byen, kan du se tårnene, der stikker op i himlen, og ikke underligt er bygningen også byens varetegn. Katedralen er bygget oven på en moské, og har taget ikke mindre end 400 år om at blive færdigbygget. Der er gratis entré, og når du bevæger dig indenfor, bliver du mødt af et overvældende og ærefrygtigt syn, hvad enten du er religiøs eller ej.

 

 

7. PANORAMAUDSIGT FRA KLOSTERET SAN SALVADOR

 

SAN SALVADOR
Det ikoniske kloster Santuari San Salvador er byen Artàs ubestridte varetegn. Bygningen, der ligger på en høj, er omgivet af en stor fæstningsmur og har panoramaudsigt over hele byen og bakkerne med mandelplantager og olivenlunde. Der en en del trappetrin, der skal forceres, men det er bestemt anstrengelserne værd, og undervejs har du også udsigt til på Torre de Canyamel og den gotiske militær og sognekirke (Transfiguració del Senyor), som også ligger på bakken.

 

8. MADMEKKAET MERCATO OLIVAR

 

Mallorca er kendt for sine gode madmarkeder, og du en ægte smovser, kan du ikke ikke udelade at lægge vejen her forbi. Der er tapas og boblevin i lange bane, så spring morgenmaden over og gå på opdagelse i de kulinariske oplevelser,- og fyld så derefter indkøbsposen til grillen om aftenen.

 

9. VALLDEMOSSA

 

Valldemossa
Valldemossa er en skøn lille bjergby, hvor du kan tage et stop og nyde den smukke udsigt og evt. besøge klosteret, hvor bl.a. Chopin har opholdt sig. Tag en slentretur i de fine gader og nyd en kop kaffe, inden du kører videre.

 

 

10. CALA FIGUERA

 

Cala Figuera
Cala Figuera er en lille bitte fiskerby på østkysten, der også bliver kaldt Mallorcas svar på Venedig. Den beskrivelse er jeg dog ikke helt enig i, men idyllisk er det, og vi nød en helt speciel solnedgang ude på spidsen. I november måned er der ikke så meget at komme efter, men naturen er alligevel en afstikker værd.

 

 

At udvælge 10 fantastiske steder du skal besøge på Mallorca, er en undervurderet opgave, for der findes SÅ mange perler. Disse udvalgte steder er derfor kun et udpluk af det, du kan og bør opleve, og de er valgt ud fra mine oplevelser på Mallorca i november måned. November er en fantastisk måned at rejse i, for så slipper du for masseturismen, og kan virkelig udforske øen. Du finder derfor heller ingen strande, som nok er hovedsagen til, at de fleste turister besøger Mallorca, men til gengæld kulturelle oplevelser.

 

 

Skriv et svar

Captcha loading...